Med over femten spil på bagen burde Zelda-seriens ideer for længst været udtømt, men alligevel ventes hvert nyt udspil med ulidelige længsel af fans.

Den særlige styrke ligger i rammefortællingen for hvert Zelda spil, for selvom hovedpersonen altid er en grønklædt alfedreng ved navn Link, og gameplayet skal have nogenlunde de samme grundstrenge at spille på, så bryster serien sig netop af den brændende lyst til at rykke grænser og prøve helt nye spilmekaniker og muligheder af.

Et Zelda spil står først og fremmest som et nærmest ubrydeligt kvalitetsegl, kun rivaliseret af Super Mario og Metroid. Nintendos hellige treenighed. Rent kronologisk kan 'The Legend of Zelda: Skyward Sword' placeres helt i seriens spæde begyndelse, da det seneste udspil foregår lang tid, før ærkefjenden Ganon truer det eventyrlige kongerige Hyrule.

Magisk bevægelsesstyring
De sidste mange Zelda spil har gjort en dyd ud af at byde på nye rejsemuligheder for Link. I det seneste Nintendo DS eventyr, Phantom Tracks, var Link på togrejse, og i det fantastiske cellshaded GameCube eventyr, The Wind Waker, tog Link til søs, denne gang indtager han luften og bryder i bedste Avatarstil gennem skyerne på ryggen af en gigantisk fugl.

Flot ser det ud, og styringen af fuglen fungerer glimrende med den overordentligt præcise Wii Motion Plus-styring.

I det hele taget er bevægelsesstyringen i 'Skyward Sword' noget af en bedrift. Det er både triumferende og en anelse tragisk, at Wii'en først nu i dens seniorår får udnyttet sit fulde potentiale på netop det felt, som hele konsollen er skabt til - nemlig bevægelsesstyringen.

LÆS ANMELDELSENEt rigtigt eventyr

Den meget nøjagtige styring af Links angreb i 'Skyward Sword' får tidligere wii-spil til at minde om uregerlige sprællemænd uden tyngde, men selvom det hele virker upåklageligt i 'Skyward Sword', så kan man ikke lade være med at tænke, at det er for sent i forhold til Wii'ens livcyklus.

At nå sit livs højdepunkt i en alder af firs er naturligvis en bemærkelsesværdig bedrift, men i konsol øjemed, hvor stikket prompte bliver trukket, når den yngre generation presser sig på, er det næppe optimalt.

Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at bevægelsesstyringen giver 'Skyward Sword' en ekstra tiltrængt dimension. Links angreb er en direkte forlængelse af ens fagter fra sofaen, og det skal spillet bestemt have plus point for.

Du kan ikke slappe af

Bevægelsesstyringen forbliver dog en smagssag, for selvom det er sejt at svinge sværdet med Wii-moten solidt placeret i hånden, så kræver det også ekstra koncentration og dedikation af spilleren. 'Skyward Sword' er ikke et spil, du meget mageligt slapper af med i sofaen en halv time før sengetid.

I så fald går der ikke mange sekunder, før Link får bøllebank pga. dine unøjagtige fagter og alt for henslængte positur. Her ville en god gammeldags controller gøre underværker, for en så nøjagtig finmotorik kræver tålmodighed og en ekstra indsats af dig som spiller.

LÆS ANMELDELSENSuper Mario flyver igen - suverænt

'Skyward Sword' er Wii'ens svanesang, og den fineste oplevelse du vil få på den aldrende konsol.

Den mest markante innovation er selve spilstrukturen, hvor tidligere Zelda spil altid har adskildt de såkaldte ”dungeons” fra den øvrige spilverden, Link bevæger sig rundt i, så er det ikke tilfældet i Skyward Sword, hvor hele spillet mere eller mindre er en stor ”dungeon” fyldt til bristepunktet med farlige fjender og hjernevridende puzzles.

Fortidens trygge rammer er brudt ned med et brag, der kan mærkes.

Smagsstærk oplevelse

Du bliver konstant udfordret i Skyward Sword, for hvert nyt område byder på fjender og gåder, der kræver din koncentration, skulle du have nogen forhåbninger om at komme videre i eventyret.

Skyward Sword er i sin essens langt mere fokuseret end tidligere Zelda eventyr, og det er unægtelig svært at forestille sig at skulle vende tilbage til fordums strukturer efter en så smagsstærk oplevelse. Det her er Zelda uden unødvendigt fedt og fyld, det er den rene vare, der smager af mere fra første hug.

LÆS ANMELDELSENVirtual Console: Fem klassikere

Spillet formår også at fokusere sit visuelle udtryk, der er hverken så dystert som 'Twilight Princess' eller så nuttet som 'Wind Waker', 'Skyward Sword' finder den magiske mellemvej og er tydeligt inspireret af impressionismens kunstneriske penselstrøg. Sarte farver brydes smukt på skærmen, som var de malet af Monét, og maskerer efter bedste evner Wii'ens aldrende indmad.

Zelda i sin reneste form

'Skyward Sword' er Zelda uden omsvøb og distraherende sidespring og ender som en en kompromisløs fokuseret oplevelse, der kræver din opmærksomhed og koncentration. Wii's bevægelsesstyring er endelig realiseret til fulde, og jeg kan personligt ikke forestille mig en smukkere svanesang til konsollen end Links episke eventyr, knivskarpe styring og imponerende impressionisme.

Standarden er sat – igen.