'The Last Story' er et eksklusivt spil kun til Wii, der ryster godt rundt i posen med genrekonventioner.

For det første er det instrueret af hjernen bag Final Fantasy-spillene - Hironobu Sakaguchi - men i stedet for japanske rollespils-traditioner som turbaserede kampe, uendeligt lange filmsekvenser og uoverskuelige menuer, så er al action her i realtid og noget lig 'Gears of War'-serien dog med et strejf af strategi, hvilket er helt nyt for genren.

Hovedpersonen Zael har en såkaldt ”gathering”-evne, der kan rette alle modstanderes opmærksomhed på ham, hvilket er nødvendigt for, hvis resten af eventyrerne, som spillere ikke direkte styrer, kan angribe fjenderne bedst muligt. Spillet igennem slår du konstant denne evne til og fra i kampens hede for at lægge den bedst mulige sejrsstrategi.

Kampene i 'The Last Story' kræver unægtelig tilvænning, da du reelt kun styrer en karakter, og hele realtime strukturen er anderledes, end hvad vi er vant til i de fleste japanske rollespil, men når du først har fået greb om Zaels specielle tiltrækningsevner, så er der en stor nydelse i at vinde over de majestætiske monstre, der traditionen tro er mere bizarre end skræmmende i designet.

Kunsten at spole frem

Den mest brugbare innovation finder vi i The Last Storys tilgang til filmsekvenser, for her er det muligt at spole frem i filmene, hvis man begynder at kede sig, hvilket er en mindre genistreg. I mange andre plottunge spil er man enten nødt til at slæbe sig igennem lange filmsekvenser eller helt skippe dem med fare for at misse essentielle plotdetaljer. Det problem løser The Last Story let og elegant med sin spole-feature. Smart tænkt.

Zael og hans kumpaner af eventyrlystne lejesoldater byder på et herligt karaktergalleri med både forsmåede machomænd, mystiske enspændere og en stordrikkende rapkæftet valkyrie i rækkerne. Den udprægede engelske dialekt i stemmeskuespillet er en anelse påtaget, men der er ingen tvivl om, at The Last Story byder på personligheder, man rent faktisk bryder sig om og ønsker at investere spiltid i, og især Zaels forhold til den magiske unge kvinde Calista viser en ømhed, der er helt på niveau med de bedste momenter i Final Fantasy.

Facaden krakelerer

Der, hvor tandhjulene knirker, og den ellers så æstetisk indbydende facade begynder at krakelere, er i den tekniske udførsel af spillet.

Fokuseringen på farvedrænede omgivelser holdt i kontrastfyldt sort/hvidt tilsat stemningsmættede brunlige nuancer rammer plet og giver spillet en særlig smuk visuel stil, der bringer minder frem fra den japanske rollespilsklassiker Vagrant Story. The Last Story har yndefulde konceptuelle visioner, men Wii'ens mangelfulde grafiske formåen kan ikke hamle op med designet, hvilket gør, at spillet rent visuelt ofte er som at beskue verdenen gennem bunden af en hengemt blomstervase.

Karakterer og omgivelser er grumsede i deres udformning, og Wii'en hakker og pruster for at følge med, når spillet kaster om sig med mægtige monstre og hæsblæsende sidste sekunds redninger. The Last Story viser på godt og ondt, at det er på tide at sige farvel til Wii ud fra et rent æstetisk synspunkt.

Burde have været i HD

Når det sidste sværd er svunget, og The Last Story rinder ud, så er det karaktergalleriet og gameplayets innovative tiltag, der har holdt en til skærmen, men der er ingen tvivl om, at The Last Story burde have udspillet sig i fuldfed High Definiton på enten PlayStation 3 eller Xbox 360, for Wii'ens sparsomme grafiske evner kan simpelthen ikke yde spillet den visuelle retfærdighed, som det fortjener.

Et værdigt sidste punktum, men ikke uden enkelte skæmmende blækklatter.