Glem historien, for hele spillet udspringer af en central spilmekanik: at dreje et rum rundt i alle retninger. Fortællingen om, hvordan drengen Theodor udklædt som kylling pludselig havner i en pyramide under halloween, er underordnet.

Vejledt af en hjælpsom spøgelseskvinde skal man som Theodor rotere spillets verden rundt, hvilket selvsagt påvirker mekanismer eller løse objekter i rummene. Oftest handler det om at dreje rummet rigtigt på plads og undgå at blive mast af kasserne, og via denne enkle, men velfungerende spilmekanik skal man i hver bane finde fra punkt A til punkt udgang.

Men der går ikke mange minutter, før propperne springer i hjernen, og vores i øvrigt overraskende svage evne til at tænke flerdimensionalt er udfordret.

Al magt til mekanikken

I det hele taget har ‘Broken Dimensions’ klogelig overdraget magten over spillet til sin centrale spilmekanik, hvilket giver en så meget desto større rus, når man med ét indser løsningen, får drejet rummet rundt og spæner mod udgangen. Det er én lang kamp mod arkitekturen, mod tyngdekraften og særligt mod ens egen fastlåste dimensionsforståelse.

At historien byder på glimrende tvist, og at alle pyramidens kamre rent visuelt emmer af mørke, gru og ondskab, er blot pynt på kagen.

‘Broken Dimensions’ beviser, at man kommer langt, hvis man lader det grundlæggende spilmekaniske design være styrende for spiloplevelsen.

Spil Broken Dimensions her