De har gradvis invaderet såvel bybilledet som bukselommerne. De er sivet ind i butikker, mobiltelefoner, lyskontakter, computere og spillekonsoller så umærkeligt, at vi i dag slet ikke har skænket invasionen en tanke.

Særligt det sidste par år har trykfølsomme skærme trykket de gammelkendte fysiske – I ved dem, der svarer igen, når man trykker dem ned – ud i kulden. Knappen, som vi kender den, er særlig jaget vildt i hele Apples strømlinede teknikboble, hvor klapjagten er så udtalt, at firmaets telefoner, tablets og mp3-afspillere klarer sig med fem fysiske knapper.

Spillet  Colorbind ville være mere omstændeligt med mus eller controller, men med fingrene er det en fryd at trække de farvere bånd hen over hinanden, så de dækker de tilsvarende farvede prikker. Resten af knapperne er rent digitale og popper frem direkte på skærmen, hvor knapperne bliver lige så organiske og forskellige, som programmerne på skærmene.

Kreativiteten kommer
På spilfronten har det de seneste to år medført en lavine af kreativitet og nytænkning i samspillet mellem spiller og spil.

Når de fysiske knapper er væk, og al interaktionen rykkes direkte ind på selve skærmen, så føles det ikke alene mere direkte og intuitivt, men også tættere og mere naturligt end tryk på et tastatur eller ryk i en computermus.

iPhone-spillet  'Papa Sangre' har kun denne grafik i selve spillet - dine fødder og din retning. Resten af spillet skal man høre sig til via hovedtelefoner. Og det fungerer eminent. De fire spil herunder viser, at nok er spillene til de trykfølsomme skærme stadig er i sin spæde vorden, men vi står ved begyndelsen på en ny æra af mere holistiske spiloplevelser, hvor teknologien mindsker afstanden mellem spil og spiller, hvor fantasien udfordres, og alle sanserne sættes i spil.