Solen skinner, forårets lyserøde blomster fra kirsebærtræerne svæver forbi båret af en let brise, mens flagene fra de knap 1.000 tropper, jeg har samlet i morgendisen foran den majestætiske Kyoto-fæstning, blafrer. Odo-klanens Daimyo taler til de jublende tropper på gutturalt japansk før det forestående angreb. Selv om scenen er sat til et kæmpe slag, hvor tusinder vil dø, er krig smukt lige nu.

Vi er i det feudale Japan, og i en fortsættelse af strategispillet fra 2000 'Shogun : Total War'- 'Shogun 2' er i essensen samme spil - men 11 år er lang tid i computerspilverdenen. Og hvor det ville være helligbrøde at modernisere Kurosowas klassiske sort-hvide film ' Ran', så giver de teknologiske fremskridt og øget computerkraft ikke kun mulighed for at gøre spil pænere.

Der bliver også plads til mere komplekse systemer og mere begavede computerstyrede modstandere. Og det er det, der er sket med Shogun ; bedre, større, klogere og smukkere.

Styr din hær
Vi er i Sengoku-perioden, hvor krigerkulturen styrede det feudale Japan, og samuraiklanerne i en periode på knap 150 år udkæmpede den ene krig efter den anden i kampen om den øverste magt over øriget.

KRIG  ER BESKIDT. Men ikke i Total War: Shogun 2, hvor slagmarkerne er dækket af blomster, og man kan gå helt tæt på og nyde detaljerigdommen i de historiske dragter.

Det japanske rige er delt op i 60 regioner styret af otte distinkte klaner - du vælger en at styre og ser din del af kortet i detaljeret 3D. De områder, du endnu ikke har spioner eller hære i, er malet med kalligrafipensel som et gammelt japansk kort.

Når to hære møder hinanden, skifter spillet fokus til en detaljeret slagmark. Naturen er frodig og levende. Hjorte flygter, når hærene marcherer i position, og fuglefløjt overdøves kun af generalernes ordre og lyden af kamp. Zoomet ud, hvor man har det strategiske overblik, tørner store grupper af små mænd sammen.

Kom helt tæt på
Men zoomer man helt ind, så kan man se samuraier til hest med deres karakteristiske blafrende ballonagtige horoer efter sig tørne ind i fodfolk. Helt tæt på ser man individuelle soldater kæmpe indbyrdes, indtil kun en står tilbage.

LÆS ANMELDELSEN: Rome: Total War Veni, vidi, vici

Selv om de storslåede slag er spillets kerne, er det lige så detaljeret i alle andre aspekter. Regionerne skal udbygges, den voksende hær er dyr i drift, så der skal tjenes penge og bygges handelsruter. Teknologi og bedre taktikker skal udvikles, og man må afveje, hvornår man skal satse på fredens vej eller forbedre sin krigskunst.

På samme måde skal der hele tiden prioriteres og tages stilling til små missioner eller til en potentiel allieret, der beder om, at man gifter sin datter væk i bytte for adgang til en region. Og skal man acceptere den uro, som den gryende kristendom giver, for at få adgang til Vestens sortkrudtsvåben? Detaljerigdommen, både den grafiske og den spilmæssige, er enorm.

Betagende detaljer
Præsentationen er uovertruffen med japansk musik tilpasset situationen med dystre krigstrommer, når et slag går i gang, og citater fra Sun Tzu og dele af periodens japanske kulturrigdom strøet omkring.

Det er flot og med en kæmpe detaljerigdom helt ned til den illustrerede encyklopædi, der beskriver hvert våben og hver detalje, så man ikke kan undgå at lære om perioden. Denne gang er de computerstyrede klaner også værdige modstandere, og udmanøvrerer man alligevel sin pc selv på sværeste sværhedsgrad, er der et omfattende onlinesystem indbygget.

Vælg din general
Hver general har en distinkt personlighed og får nye evner og tilføjelser til sit følge, efterhånden som der vindes slag.

Den gamle general med sushi-kokken, der giver styrke, eller din unge søn med en konkubine, der giver ham plusser til moralen. På samme måde får dine agenter som buddhistiske munke eller ninjasnigmordere også personlighed undervejs i spillet. Så meget, at man vægrer sig mod at sende dem på farlige missioner.

Årstidernes  skiften er skildret i eminente grafiske detaljer, men påvirker også slagets gang.

Det er her, skønmaleriet får et strejf af virkelighed. Når den erfarne general med krigsskader og en trofast kone falder, giver det et stik i hjertet. Men så heller ikke mere. Selv om der er tale om en utrolig blodig periode i Japans historie, ligger ligene efter et slag i hobetal blandt kirsebærtræerne uden en dråbe blod.

Når du beordrer din ninja til at dræbe en rivals arving, er det ikke en brutal nedslagtning af en ung mand, men en lille videosekvens, der ender med en elegant dråbe gift i en kop sake.

LÆS ANMELDELSEN Spil: Slå Napoleon på stregen

Perioden bød også på blodige oprør, brutale henrettelser, et klanoverhoved, der ifølge legenderne drak sake af sine rivalers kranier, og flere episoder, hvor hele byer med mænd, kvinder og børn blev brændt ned til grunden.

Men lige netop der stopper spillets detaljerigdom.

Hvor er blodet?
Skønmaleriet mangler de beskidte detaljer. Vi er fjernt fra skakspillets abstrakte kampe, men selv om Shoguns værktøjer til kontrafaktisk historieskrivning er præget af realisme, er der i sidste ende stadig tale om at flytte brikker rundt på et elegant tegnet kort fjernt fra krigens blodige rædsler.

Det er medrivende og fænomenalt godt lavet, men man spørger sig selv, om krig kan være smukt, og om et krigsspil kan være for pænt.