’Pulse: Volume One’ til iPad byder på otte elektroniske musiknumre med vægt på det tilbagelænede og beroligende.

Hver sang begynder med, at man konfronteres med en stor ring omsluttende to-tre mindre ringe og en kerne inderst. Når musikken går i gang, dukker der løbende små cirkler op på ringene (ikke ulig elektroner i et atom), som man skal trykke på, når bølgerne, der sendes af sted fra kernen, rammer dem.

Finten er naturligvis, at det hele er rytmisk orkestreret, så man arbejder lige så meget inde i hovedet med forståelse af rytmen, som man korporligt reagerer med fingrene. Uden lyd er ’Pulse’ uendelig mange gange sværere.

Mekanikken er lig ’Guitar Hero’ og det tilsvarende ’Rock Band’, men med den forskel, at cirklerne, man skal trykke på, ikke blot er statiske, forudsigelige størrelser, men hele tiden dukker op nye steder og svæver rundt på ringene. Hver sang afsluttes med en vurdering af spillerens indsats: Hvor mange procent af cirklerne ramte man?

Desværre starter og stopper konkurrenceelementet dér. Tilføjelsen af nogle udfordringer – som for eksempel at opnå 80 procent præcision i alle sange for at få adgang til hemmelige numre – ville gøre spillet mere målorienteret, men havde omvendt måske forpurret det stilrene indtryk.

Efter blot fem-ti minutter med ekspanderende og kontraherende cirkler og dvælende electronica føler man sig allerede mere afslappet. Hvis Paris’ legendariske Buddha Bar nogensinde blev sat på spilform, ville det ligne ’Pulse’ til forveksling.