Det vrimler med kiksede detaljer i den opdaterede Xbox-udgave af ’Perfect Dark’.

Du står ansigt til ansigt med en fjende og undrer dig over, at han pinedød vil gå på knæ, inden han åbner ild tre sekunder senere. Du undrer dig over, at venligt stemte personer flakker voldsomt med arme og hoved under selv rolige samtaler. Og du møder de samme grimme, kantede, ensfarvede stole, borde, vægge og computere spredt tilfældigt ud på banerne i en sådan grad, at du bliver svimmel over ren og skær ensformighed.

Den slags indbragte suveræne topkarakterer i år 2000, da ’Perfect Dark’ udkom til Nintendo 64. Sådan var standarden dengang.

Siden har first-person-shooter-genren taget tigerspring inden for animation, kunstig intelligens, historiefortælling og multiplayer. Set i det lys er den grafisk opdaterede Xbox-udgave af ’Perfect Dark’ ufatteligt forældet.

Det er som at besøge sine forældre første gang efter, man er flyttet hjemmefra. Det hele ligner sig selv, men alt føles anderledes, fordi man selv er kommet videre.

Grafikken  har fået et touch-up, mens resten af spillet halter efter.

Vi er blevet vant til episke fortællinger, hvor plottene ikke har gabende tomme huller og uvedkommende personer. Vi er blevet vant til dybe multiplayer-komponenter, hvor man kan specialisere sig og finde en niche at dyrke i månedsvis.

’Perfect Dark’ til Xbox Live Arcade kører klippestabilt og flydende i forhold til det epilepsi-fremkaldende tempo i N64-udgaven.

Den generelle visuelle stil er nu ren og sprød i forhold til det udtværede og mudrede indtryk fra forrige årti. Og dermed store klapsalver for at have fuldendt det arbejde, Rareware i sin tid ikke nåede, fordi ’Perfect Dark’ blev sendt til fronten for at dø ved Playstation 2-konsollens landgang.

Denne grafiske opdatering kommer ti år for sent.

Nok er der et marked for denne opdaterede udgave, men det er forbeholdt en niche, der vil på en nostalgisk rejse tilbage til drengeværelset, hvor HD-opløsning, Call of Duty og Half-Life 2 endnu ikke var opfundet.