Annonce
Annonce
Forbrug 9. apr. 2011 KL. 06.00

Klarlunds brevkasse: Er det farligt at ryge en smøg om ugen?

Politikens sundheds- og motionsekspert, professor Bente Klarlund, svarer på læsernes spørgsmål.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Spørgsmål fra læser J.R.

I din bog om Kram skriver du om rygning:

»Her giver det ingen mening at sige alt med måde; her er skærpet nultolerance«.

Dette bliver ikke senere fulgt op. Hvad hvis man ryger en cigaret om dagen, en om ugen etc.?

Svar
Kost, rygning, alkohol og motion – Kram. Det handler alt sammen om livsstil, men rygning adskiller sig markant fra alt andet. Mad og bevægelse er en integreret og nødvendig del af alle menneskers liv. Det med kosten er ikke et simpelt spørgsmål om at være for eller imod mad. Og nok er der mange, der om motionen siger: ’Hvor lidt kan jeg nøjes med?’, eller ’Der er da ingen grund til at overdrive’.

Men også for motionen gælder, at det aldrig kan blive et enten-eller. Og hvad angår alkohol, er det alt andet lige nok bedre at indtage et enkelt glas vin om dagen end slet ingenting.

LÆS OGSÅPassiv rygning skader, Haarder

Men tobakken tilhører en helt anden kategori. Der er ingen J-formet kurve, som viser, at lidt røg er bedre end ingen røg. Netop derfor giver det ikke mening at sige: ’Alt med måde’, eller ’man behøver vel ikke at være fanatisk’, når det gælder tobakken. Vi taler virkelig om nultolerance.

Der er ganske vist en dosisrespons sammenhæng mellem mængden af cigaretter og risikoen for at udvikle cancer eller hjerte-kar-sygdomme. Men selv helt små mængder røg er sundhedsfarligt, og man behøver ikke engang selv at være rygeren.

LÆS OGSÅKlarlunds brevkasse: Er festrygning skadeligt?

Det er således risikofyldt at blive udsat for passiv rygning, når man opholder sig i samme rum som personer, der ryger. Og det er oven i købet behæftet med risiko, hvis man blot opholder sig i rum, hvor der har været røget.

Det er en udbredt myte, at det er ufarligt at festryge. En undersøgelse har vist, at bare 20 minutters passiv rygning får blodet til at klumpe mere sammen. Det øger risikoen for blodpropper. Hvis man tidligere har været daglig ryger, har man måske en drøm om at kunne tage en cigaret ved festlige lejligheder.

Mange daglige rygere konverterer til festrygere i den tro, at de ikke længere er i fare for at få rygerelaterede sygdomme. Men det er at stikke sig selv blår i øjnene. Der er stadig stor risiko for at få for eksempel hjertesygdom eller lungekræft, selv om man har skåret forbruget ned.

LÆS OGSÅKlarlund: Rygning gør dig mindre frugtbar

Når man gennem daglig rygning har aktiveret sygdomsfremkaldende processer, så stopper de ikke, hvis man bliver ved med at ’fodre’ dem en gang imellem. Det svarer til, at man har et stort sår, som man går og piller i. Så læges det ikke. Kroppen skal have fred til at hele følgevirkningerne efter tobakken. Det er baggrunden for nultolerance, når det gælder rygning. Så: ingen festrygning. Men gerne fest.

Bente Klarlund Pedersen