Danskerne er villige til at bruge formuer på deres kæledyr, fastslår avisoverskrifter med jævne mellemrum, og vi behandler generelt vores kæledyr godt.

Alligevel er der tilsyneladende flere, der springer over, hvor gærdet - og udgiften - er lavest, når det af den ene eller anden årsag bliver uoverskueligt at tage sig af dyret.

LÆS ARTIKEL Kattens Værn: »Vi føler os som en genbrugsstation«

Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet har et trebenet bud på, hvordan det kan være: øget mobilitet, urealistiske idealfamilieforestillinger og en forbrugerkultur præget af hurtig udskiftning, brug og smid væk.

»For det første er vi mennesker blevet mere og mere mobile. Det er banalt, men vigtigt, for når vi ofte og hurtigt skal på ture i forbindelse med job eller ferier, bliver det med at passe dyr pludselig oplevet som meget mere besværligt. Vores levevis har ændret sig i en retning, der ikke passer så godt til at have husdyr. De kommer til at begrænse os«.

Man kan jo betale for at få dem aflivet?

»Ja, men det vil være et tydeligt nederlag, og så vil man tit være tilbøjelig til at vælge en anden vej, der ikke gør det så synligt. Det hænger sammen med det andet vigtige element, nemlig at kæledyr spiller en stor rolle for vores opfattelse af idealfamilien«.

LÆS ARTIKEL Kæledyr bliver passet forkert

Kæledyr hører nemlig med til manges drøm om bløde værdier og at have et fælles samlingspunkt for familien eller den enlige. Men hverdagens tidspres, familieforøgelse, jobskifte, ny kæreste eller bolig kan hurtigt skabe grum afstand mellem det ideelle og det lavpraktiske.

»Når man først har demonstreret idealet og begynder at mærke skyld over at synes, dyret faktisk er ret besværligt, er det fristende at finde en let vej ud. Man kan jo ikke gøre for det, hvis katten løber væk, når man er i sommerhuset«.

Endelig er vores moral ikke altid så høj, som den burde være, hvilket sagtens kan hænge sammen med, at vi i vores forbrugskultur er blevet så vant til hurtig omsætning og udsmidning.

»Adgangen til et kæledyr er let. Man køber det, ligesom man køber et stykke legetøj, og opfatter dyret mere som en ting end som et levende væsen. Når det er tilfældet, vil ejeren føle sig mindre moralsk forpligtet over for dyret«.

Men en kat kan jo blive 20 år?

»Muligvis, men det tænker vi ikke så meget over, for vi er så vant til, at ting går hurtigt i stykker«, slutter Johannes Andersen, der arbejder på en bog, som bl.a. gør op med forbrugskulturen og sætter fokus på mobilitets betydning for, at mange værdier ændrer status.

FACEBOOKBliv ven med Politiken