Annonce
Annonce
Annonce
Forbrug 7. jul. 2012 KL. 14.00

Havdåb: Det første møde med dybet

Natur, frihed. Og så en lidt kildrende fornemmelse af at være ude, hvor man ikke kan bunde, prægede 120 åbent vand-svømmeres møde med havet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Find vej til åbent vand

Her kan du dyppe tæerne
Svømmeinstruktør Ellen Garnes vigtigste råd er, at du aldrig bader alene. Vær altid mindst to. Meld dig for eksempel ind i hendes Facebook-gruppe ’Find en svømmemakker’. Se flere fif og træningsmuligheder på hendes hjemmeside: www.swimout.dk

Dansk Svømmeunion har en lang række stævner over hele Danmark, som bliver mere og mere populære. Til alle stævnerne kan man leje våddragt. Læs mere på www.openwater.dk

Særlig pris på det største danske stævne 2 km Christiansborg Rundt 25. august for Politiken abonnenter på www.plus.politiken.dk

Har du mod på en tur udenlands, så har svenskerne et stævne med over 13.000 deltagere i Vansbro 8. juli. Læs mere på www.vansbrosimningen.se

Københavnerbonus:
Dansk Svømmeunion holder gratis åbent vand svømmeundervisning med gratis udlån af våddragter (så længe lager haves) i Fisketorvets havnebad hver tirsdag kl. 17-18.30 til og med 21. august.

Tonny Jensen, 52 år, er lige flyttet i lejlighed på Sluseholmen, et nyt fashionabelt boligkvarter i Københavns Sydhavn. I stedet for at investere i en havkajak eller en sejlbåd, fejrer han sin nyvundne vandadgang ved at iføre sig en sort våddragt af tyndt neopren.

»Det var en af grundene til, at jeg faldt fuldstændigt for den lejlighed. Den ligger lige ved siden af Vesttrappen, hvor man kan bade fra. Og lige da vi var flyttet ind for en måned siden, så vi pludselig de her to triatleter komme mosende gennem havnen«.

Tonny Jensen, der ikke rigtig har trænet på det med vand, siden han erhvervede delfinprøven i folkeskolen, vil derfor rigtig gerne have hul på åbent vand.

LÆS ARTIKEL Vandet er tykt af våddragter

For nu har han faktisk lige løbet maraton og cyklet en halv Vättern rundt. Så nu mangler der bare svømningen, før den halve jernmand er inden for rækkevidde.

»Jeg skal i gang. Nu skal det være«, siger manden med lejligheden og våddragten, mens han gør sig klar til åbent vand-arrangement med Dansk Svømmeunion ved Amager Strand i København.

Det døde hav
De 120 deltagere er blevet delt i hold efter niveau med 10 på hver. I den ene ende har man konkurrencesvømmere med egen dragt, mens man i den anden ende har brystsvømmende badegæster, der har lånt en våddragt i dagens anledning.

»Roligt ned ad trappen. Læg jer på ryggen. Slap af«, siger Marianne Kiholm til sine begyndere.

»Åh, åh, åh, åh«, lyder det fra en af damerne med badehætte, for vandet er kun 15 grader. Den første bølge, der skyller ind i dragten, er isende. Men snart falder der ro over flokken, som nu ligger ligesom amerikanere i Det Døde Hav på ryggen med tæerne over vandoverfladen, mens den gyldne aftensol glimter i Øresund.

»Prøv så at komme om på maven. Og mærk, hvor meget hjælp I egentlig får af dragten«.

Efter flydningen kommer det svære. At skulle ud og holde retning.

LÆS ARTIKEL Våddragtsboom giver livredderne problemer

Og så kommer tiden til vaskemaskinen. En øvelse, hvor damerne opfordres at svømme lidt tættere, så de får fornemmelsen af at ligge i en fiskestime, som tilfældet er, hvis man skal svømme Christiansborg Rundt eller deltage i en triatlonstart.

Vel oppe på badebroen siger Marianne Carlsson:

»Det var min opvarmning til Christiansborg Rundt, og jeg er rigtig glad for at få fjernet min nervøsitet. Det var mere lækkert og varmt, da vi først var kommet i, end jeg havde troet muligt. Og så er det dejligt at have et godt flow, fordi man ikke skal vende for hver gang, man har svømmet 25 meter«.

På badebroen står også Thomas Gramstrup, mens Øresund siler ud af hans våddragt:

»Det er det både lettere, end jeg troede, og lidt mere skræmmende, end jeg troede«.

»Først syntes jeg, det var nemmere end forventet. Og så syntes jeg alligevel, det var lidt hårdt, da vi skulle ud til den fjerne ponton. Så mærker man pludselig, at man er langt ude«.

Siger han altså om den nye bademode, hvor det ikke handler om at se godt ud. Men at komme ud til et møde med sig selv i rum sø, hvor ingen længere tænker på, hvad de har på.

LÆS ARTIKEL Ny forskning: Fodbold er sundere end løbetræning