Annonce
Annonce
Forbrug 10. jul. 2012 KL. 17.44

Unge siger nej til reklame-forbud: »Olsen-banden drikker. Det er kulturen«

Vi har spurgt tre unge, om alkoholreklamer skal være tilladt eller ej?

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

SERIE: EN LILLE EN

Hver femte dansker – 860.000 – drikker over højrisikogrænsen på ?14 genstande om ugen til kvinder ?og 21 til mænd.

De højtuddannede, velstillede og ressourcestærke udgør den største gruppe.

Knap 600.000 er ikke direkte afhængige, men har et »skadeligt forbrug«.

Hvorfor drikker vi så meget?

Hvad betyder alkoholen for vores hverdag og samfund?

Politiken.dk sætter fokus på Danmarks druk.

Kennet Petersen, 25 år og fra Falster

Olsen-banden drikker. Det samme gør de unge. Det ligger i kulturen og opdragelsen, mener Kennet Petersen, som ikke tror på, at et forbud mod alkoholreklamer vil ændre noget.

Hvilke alkoholreklamer kan du bedst huske?

»Det er nok skræmmekampagnerne – dem med, at man ikke må køre bil, når man har drukket. Og så den med ølpong«.

Hvad synes du om, når politikere mener, at der skal indføres et forbud mod alkoholreklamer?

»Det er ikke vejen frem. Der er garanteret nogen, der kigger på, hvilke øl der er bedst brandet. Men der er alt for mange penge i det til at lade være. Hvordan ville en fodboldkamp på stadion for eksempel være uden ølskilte? Jeg tror, det handler om vores kultur. Olsen-banden sad altid hjemme og drak en Grøn Tuborg. Det var normalt. Det er den opfattelse, der skal ændres«.

LÆS ARTIKELTest afslører danskernes storforbrug af alkohol

Line Mouritsen, 20 år og fra Sorø

På Gammeltorv i København kommer Line Mouritsen til at tænke på skuespilleren Lars Hjortshøj i grøn silkeskjorte og lang brun paryk – ’Tuborgånden’. Hun er lige blevet spurgt til, hvilken alkoholreklame hun husker bedst:

»Jeg kan ikke huske dem i detaljer, men jeg har da set dem«.

Hvad synes du om, når politikere mener, at der skal indføres et forbud mod alkoholreklamer – især skal de nedtones, så færre unge ser dem, og så skal de ikke vises i sportshaller?

»Det er noget fis. De skal have lov til at reklamere på lige fod med andre firmaer. Folk kan jo selv bestemme, om de har lyst til at købe øllen eller ej. Hvis der for eksempel bliver vist en reklame for en ny cider, kan det da godt være, at flere tænker, de må smage den, men generelt tror jeg godt, at folk kan styre det«.

LÆS ARTIKELDanskere er bekymrede for andre danskeres alkoholforbrug

Andreas Obel Thomsen, 16 år og fra Holbæk

På en trappesten i Vestergade i København sidder Andreas Obel Thomsen og en kammerat med hver sin dåseøl. Det er Andreas’ 16-års fødselsdag. Det betyder, at han kan købe alkohol.

Hvilke alkoholreklamer kan du bedst huske?

»Den der for Heineken, hvor pigerne går ind i et tøjrum og begynder at skrige. Bagefter går mændene ind i et rum fyldt med iskolde øl og jubler. Der er mange vildt sjove. Også Somersby«.

Hvad synes du om, at politikere mener, at der skal indføres et forbud mod alkoholreklamer. Et forslag lyder på, at forbuddet også skal gælde i sportshaller?

»Der er grænser for, hvor meget man skal stramme reglerne. Jeg kan da godt se logikken i at forbyde dem, men jeg tror helt ærligt ikke, at folk drikker, fordi de ser reklamer. Hvis man vinder en kamp, skal man da kunne fejre det med en øl i hallen«.