Annonce
Annonce
Annonce
Forbrug 28. jul. 2012 KL. 20.55

Overdanmark skruer ned for promillerne

God rødvin hørte til gode lønninger for 30-40 år siden. Nu skruer veluddannede forbruget ned.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fakta

Sådan gjorde vi

Beregningen af, at unge midtjyske kortuddannede mænd og ældre højtuddannede mænd fra hovedstadsområdet hyppigst drikker over genstandsgrænsen, og at den kortuddannede nordjyske kvinde drikker mindst, er baseret på tal fra sundhedsprofil2010.dk, som rummer svar om alkoholvaner fra 169.920 borgere.

Politiken Research har kun medtaget grupper med over 350 svarpersoner. De øvrige beregninger om kortuddannedes og veluddannedes drikkeri er foretaget af Statens Institut for Folkesundhed

Er du en ældre, veluddannet herre fra hovedstadsområdet med cv’et i orden? Eller er du en ung mandlig midtjyde med få år på skolebænken?

Så har du i begge tilfælde grund til at gribe i egen brystkasse, mens du læser videre. For står det til Sundhedsstyrelsen, kan det være, at du bør tænke alvorligt over dit alt for høje alkoholforbrug.

Ifølge en gennemgang af materiale fra Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, som Politiken Research har foretaget, hører disse to mandegrupper til blandt dem, hvor flest overskrider Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse på 21 genstande for mænd om ugen.


Alkoholforbruget vender ikke i så høj grad længere den tunge endeopad

Knud Juel, forskningsleder

LÆS OGSÅKlarlund: Lev længe med lidt alkohol

På toppen af listen ligger unge mænd mellem 16 og 24 år med en kort uddannelse i Region Midtjylland. Her overskrider over 28 procent genstandsgrænsen.

Lige i hælene følger de 65-74-årige mænd fra Region Hovedstaden, der har en lang, videregående uddannelse bag sig. Her drikker 26 procent så meget, at det af Sundhedsstyrelsen opfattes som skadeligt.

Og selv om de to til tider drikfældige mandetyper er så langt fra hinanden, som man næsten kan være aldersmæssigt, uddannelsesmæssigt og geografisk, fortæller de tilsammen historien om en alkoholudvikling i Danmark nu: Sagt firkantet, falder drikkeriet i de bedst stillede dele af befolkningen, mens det stiger blandt de dårligst uddannede, viser andre tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

»Alkoholforbruget vender ikke i så høj grad længere den tunge ende opad, men i stigende grad bliver alkohol et problem blandt dem med dårligere uddannelsesbaggrund«, siger forskningsleder på instituttet, Knud Juel.

Den våde generation
Da det danske alkoholforbrug røg gevaldigt i vejret i 60’erne og 70’erne, var det den såkaldte ’våde generation’ med lang skolegang, der med deres rødvinsvaner fik banket det danske alkoholforbrug voldsomt i vejret, mens dem med folkeskolebaggrund holdt sig mere tilbage.

Og den ’våde’, velhavende generation indtager i pensionistalderen stadig betydelige mængder våde varer: Hver fjerde mand i pensionsalderen med en lang uddannelse drikker over højrisikogrænsen. Det er dobbelt så mange som kortuddannede ældre mænd: 12 procent.

Blandt ældre kvinder er forskellen mellem top og bund endnu større: Tre gange flere ældre kvinder med lang uddannelse, 19 procent, end kortuddannede ældre kvinder drikker over genstandsgrænsen.

LÆS OGSÅForældre undervurderer deres store børns drikkeri

Men holdningen til alkohol blandt mennesker med lang skolegang skifter i disse år blandt de yngre, idet de veluddannede har skruet ned for forbruget. Således er det nu kun er 13 procent af de veluddannede yngre mænd, der drikker over grænserne og 7 procent for kvinder.

I modsat retning trækker, at knap hver femte af alle yngre og midaldrende mænd med kort uddannelse nu overskrider højrisikogrænsen.

Uddannelse og indkomst
Det nye drukmønster overrasker ikke professor i sociologi, Michael Hviid Jacobsen, ved Aalborg Universitet.

»Det har længe været en utvetydig sandhed, at mænd drikker betydeligt mere end kvinder, og derudover at det overdrevne drikkeri er polariseret alders- og uddannelsesmæssigt. Yderpolerne er dem, der drikker mest«, forklarer han.

Men hvorfor? Meget kort fortalt, fordi alkoholforbruget følger vores uddannelse og indkomst: De oplyste drikker meget, fordi de har råd til det. Og de ikke oplyste bruger de få penge, de har, fordi de ikke er oplyste nok.

Karen Elmeland, lektor ved Center for Rusmiddelforskning under Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, hæfter sig især ved det, hun kalder »en stor plet på Nordsjælland«.

»Det er i høj grad de højst uddannede og højst indtjenende, der drikker meget – og det er ikke dem, du ser i behandlingssystemet, skal jeg hilse at sige«.

Højtuddannede kvinder
Selv om det primært er mænd, der ser dybt i glasset, er der også grund til at gribe i egen barm, hvis du er højtuddannet kvinde. Forskellen mellem kønnenes alkoholindtag bliver nemlig mindre, når det gælder gruppen af højtuddannede.

»Så begynder kvindernes forbrug at stige«, siger Karen Elmeland.

LÆS OGSÅAlkohol i det offentlige rum er et tegn på, at du ikke kan styre dig

At de mest drikkende danskere kommer fra så vidt forskellige sociale baggrunde bør være afgørende for den måde, Danmark sætter ind med forebyggelse på, påpeger Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi og direktør for Dansk Sundhedsinstitut:

»Modsat andre forebyggelsesområder drikkes der meget både blandt lavt- og højtuddannede. Men drikkemønstre kan være forskellige, og kampagner og indsatser bør i langt højere grad tilpasses forskellige målgrupper«.

Nogle af de mest afholdende her i landet er i øvrigt de 35-44-årige kvinder i Nordjylland med en kort videregående uddannelse. Her overskrider kun 0,3 procent den grænse, hvor Sundhedsstyrelsens folk for alvor rynker bryn.