I den deleordning, som Karen Købsted og hendes eksmand har for deres tre drenge, er det alfa og omega at høre, hvad børnene siger, og være fleksibel.

Og selv om forældrene har forsøgt at spørge drengene flere gange, om de vil ændre på fordelingen af dage, har børnene krævet, at ordningen forblev, som den har været helt fra starten: Mandag og tirsdag hos far, onsdag og torsdag hos mor, og så skiftevis hos en af dem hver anden weekend.

LÆS OGSÅDelefamilier sætter børn på hårdt arbejde

»Nu har de jo fået nye små søskende, både hos mig og hos min eksmand. De siger, at de ville savne dem alt for meget, hvis de skulle være for længe et sted«, siger Karen Købsted, som har været skilt fra sin eksmand i seks år. Det har ikke været lige nemt hele vejen. Men det er lykkedes at holde fast i, at børnene skulle have det godt i deres to hjem.

Skiftet kan være besværligt
Karen Købsted hælder kaffe op ved spisebordet i stuen, hvor 2-årige Victor er klatret op på sin høje stol og griber ud efter en havrekiks. Han er Karens yngste, som hun har med sin nye mand, Martin.

Han har også sønnen Jonas, som kommer på besøg hver anden weekend. Karens tre store drenge er Adam på 9 år, Mikkel på 13 år og Bertram på 17 år. Når alle er hjemme, er der godt fyldt op i den fire værelser store lejlighed.

Men lige nu er det onsdag eftermiddag, og de ældste af drengene er ude til sport og andre aftaler. 9-årige Adam giver Victor saftevand i koppen.

LÆS ARTIKELRapport: Deleordning kan fungere, hvis forældre kan samarbejde

»Det gode er, at man er begge steder, både hos far og mor, og at de bor så tæt på hinanden. Tænk, hvis den ene boede i Jylland og den anden på Sjælland«, siger Adam, som kun har sin skoletaske og måske lidt legetøj med, når han skifter mellem de to hjem, der ligger i to kilometers afstand fra hinanden.

Alligevel kan skiftet være besværligt, synes Adam.

»Nogle gange kan det godt være lidt irriterende, hvis man har en gæst hos sin mor og så skal hjem til sin far. Og min papbror er her kun hver anden weekend, og der er jeg hos min far«, siger han.

LÆS ARTIKELPia fandt sin egen måde at have familie på

Jo ældre, jo mere fleksibelt
Nogle gange forlænger Adam opholdet hjemme hos mor for at få tid til at lege med papbroderen Jonas. De ældste brødre bevæger sig endnu mere fleksibelt mellem de to hjem, for de kan cykle selv.

Mikkels skole ligger lige om hjørnet, så han er forbi Karen hver eftermiddag og bliver nogle gange hængende, selv om han skulle have været hjem til far. Og Bertram dukker op om morgenen med sit udstyr til floorball eller arbejdstøj, før skole.

»Vi hænger os ikke så meget i de der dage. Jo ældre de er, jo mere fleksibelt kan det være, og vi giver plads til, at de kan være der, hvor de gerne vil være«, siger Karen.

Fra 1. maj åbner hun sit eget kommunikationsbureau med base i hjemmet, så hun vil være der ofte. Og det betyder meget for hende, at drengene dukker op og fortæller sjove historier fra deres dage hos faderen. Eller sætter sig i stuen og laver lektier.

Savnecirkus
Flytteriet medfører meget pakkeri og holden styr på sagerne, som teenagerne selv klarer. For at mindske pakkeriet bruger drengene det tøj, der er i det hjem, de nu er i. Men i begyndelsen var der andre grunde til, at det var svært at bo i to hjem, husker Karen.

»De skiftedes til at savne den ene eller den anden af os rigtig meget. Så måtte vi jo snakke om det. Dengang var det en fordel, at man kunne sige: Du skal bare sove her en gang mere, så skal du hjem til far. Det hjalp virkelig på det der savnecirkus«, siger hun. Forældrene var enige om, at børnene ikke skulle ind i en taxa, hver gang de savnede den anden. Problemer skal håndteres i det hjem, hvor barnet er.

LÆS ARTIKELHvert 6. par risikerer at råbe sig til skilsmisse

Undervejs har forældrene fået nemmere ved at samarbejde, men de har hele tiden holdt børnenes fødselsdage sammen, gået sammen til forældresamtaler på skolen og planlagt Bertrams konfirmation, mens Mikkels er under planlægning.

»Man skal virkelig have hård hud på tungen, for det er nødvendigt at bide sig selv hårdt i tungen en gang imellem for ikke at sige noget dumt, fordi den anden får sagt et eller andet, der rammer ens følelser«, siger Karen Købsted. Hun vil ikke ende som et fraskilt bedsteforældrepar, hun engang mødte, som ikke kunne sidde i nærheden af hinanden ved barnebarnets dåb.

»De hader ikke hinanden«
13-årige Mikkel glæder sig til sin konfirmation.

»Så kommer min mors familie og min fars familie. Altså jeg ved ikke, hvor meget de har at tale med hinanden om. Men der bliver ikke nogen problemer, de hader ikke hinanden«, siger Mikkel.

Karen Købsted har tænkt meget over ordningen, blandt andet når psykologer i pressen har sagt, at børn kun skal have ét hjem.

»Så ser jeg på mine drenge og tænker: Det gælder nok ikke for dem. De trives jo, og det er det vigtigste«.