Et irriterende stykke legetøj, der ikke vil makke ret. Et nej til flere chokoladekiks. Eller ekstra ventetid, når ’det altså var min tur’.

Situationer, der kan fremkalde vrede hos børn i en grad, så de uddeler mavepustere og spark over skinnebenet, eller går i baglås og ender i en flitsbue på gulvet. De fleste forældre kender kun situationerne alt for godt.

Det er almindeligt, at børn er vrede i perioder. Men er situationerne tilbagevendende, kan barnets forhold til forældre og andre børn køre fast.

GÅ DIREKTE TIL DE GODE RÅDSådan håndterer du dit barns vrede

»Børn har brug for et sprog om vreden, hvis de skal lære at udtrykke vreden anderledes«, forklarer neuropsykolog Anne Vibeke Fleischer, der for nylig har skrevet to bøger om børn og vrede.

»Og det sprog skal voksne give dem. Børn mangler som udgangspunkt den bremse, der gør, at de kan vurdere situationen og finde en passende handling«, forklarer hun.

Vreden skal komme i de mængder, der er afpasset til de situationer, som børn står i. For vrede er dybest set udtryk for, at man føler, at en grænse er overskredet. Og vreden giver den nødvendige energi til at komme ud af den situation.

To meget vrede børn i hver klasse
Men nogle gange tager vreden overhånd.

Omkring 10 procent af alle børn under otte år lider af det, som Anne Vibeke Fleischer kalder problemvrede. Det betyder, at på en hvilken som helst børnehavestue eller i enhver klasse findes et par børn med problemvrede.

Problemvrede er kendetegnet ved, at barnet får vredesflip flere gange om ugen i en grad, så vreden må anses for for voldsom i forhold til situationen. Samtidig skaber problemvreden en reaktion hos barnet, som ikke er alderssvarende, forklarer hun.

Hvis eksempelvis en syvårig pige flere gange ugentlig i en periode på flere uger bliver så vred på sine forældre, søskende eller skolekammerater, at barnet slår, river eller bider eller smider sig i en flitsbue på gulvet, er der tale om problemvrede.

LÆS ARTIKEL Sådan taler du med dit barn om skilsmissen

Men uanset om et barn lider af problemvrede eller mere almindelig vrede, har det brug for et sprog om vrede. Og redskaberne er de samme for alle børn.

Skal du bryde det dårlige mønster, startes indsatsen ikke, når barnet er i det røde felt, siger Anne Vibeke Fleischer.

»Det nytter ikke at begynde at tale, når barnet er kogende. Så skal man afslutte situationen hurtigt«, siger hun.

Hvis barnet for eksempel sparker eller slår, må man fjerne det fra andre børn. Bagefter når barnet er faldet til ro, kan man starte den indsats, der skal gøre barnet i stand til at reagere hensigtsmæssigt på sine følelser.

Under et vredesudbrud er meget vrede børn ikke bevidste om, at det ikke er en refleks, når de sparker eller bider. Spørger man et barn, hvorfor det i en konkret situation slog sin kammerat, vil mange svare, at de slog, fordi kammeraten drillede. Forståelsen af, at de selv vælger den voldelige adfærd er ikke til stede.

Derfor har meget vrede børn brug for en større grad af kropsbevidsthed. De skal lære, at hvis deres ben sparker eller deres arme slår, sker det kun, fordi de har bestemt, at det er det, der skal ske.

Vis, hvem der bestemmer
For at skabe den nødvendige kropsfornemmelse foreslår Anne Vibeke Fleischer, at den voksne for eksempel går et par trin op ad en trappe og fortæller, at benene bevæger sig opad, fordi det har vedkommende bestemt, at de skal gøre. Den voksne kan også bede barnet klappe eller vinke og derefter spørge barnet, hvem der bestemmer, at hånden skal gøre det ene eller det andet.

»Dermed viser man dem, at de selv styrer deres arme og ben inde fra hovedet«, siger Anne Vibeke Fleischer.

Fire-fem-årige kan som regel forstå, at hovedet styrer arme og ben. Sværere er det at forstå det mere abstrakte forhold, at hovedet også styrer munden og det, man siger. Oftest skal barnet være omkring seks år, før man kan lære, at ikke alle tanker behøver at komme ud af munden.

Når barnet har haft et vredesflip og alle parter igen er faldet til ro, er det vigtigt, at forældre tager sig tid til sammen med barnet at sætte ord på de situationer, hvor vreden tager overhånd.

LÆS ARTIKEL Delefamilier sætter børn på hårdt arbejde

Og her er det vigtigt at få barnet til at vurdere vredesgraden.

Man kan for eksempel sige: Blev du meget vred, mellem vred eller lidt vred?

»Når man er tre år, kan man godt begynde at skelne mellem meget eller lidt vred. Når barnet bliver fire, kan det vurdere, om det blev meget, mellem eller lidt vred«, forklarer Anne Vibeke Fleischer.

Herefter kan man spørge, hvad barnet blev vred over, og derefter få det til at vurdere situationen ved at spørge:

Er det en stor ting, en mellem ting eller er det en pyt med det-ting?

Når barnet har sat ord på vreden, har barnet brug for at få ordene omsat til konkrete handlemuligheder. Her kan den voksne spørge barnet: Hvis du ikke skulle sparke, slå eller ødelægge, hvad kunne du have gjort i stedet for?

Tydelige rollemodeller
Hvis barnet skal lykkes med at lære at vurdere situationen på denne måde, har det brug for tydelige rollemodeller, siger Anne Vibeke Fleischer. Derfor skal forældre italesætte deres egne overvejelser, når de selv bliver vrede.

Mor eller far kan for eksempel sige: Jeg blev meget vred over, at du kastede tallerkenen på gulvet. Jeg kunne også have smidt med min tallerken, men gjorde det ikke. I stedet bankede jeg i bordet.

Eller hvis man som far er blevet mere vred, end nødvendigt var: Jeg blev meget vred, fordi du trådte på grydeskeen, så den knækkede. Jeg blev alt for vred på dig, det var ærgerligt. For det var ikke med vilje, du gjorde det. Næste gang vil jeg tænke over kun at blive lidt vred og sige ’pyt’.

LÆS ARTIKEL Hver andet forældrepar sover med deres børn i sengen

Børn har brug for ordene, hvis de skal kunne vurdere omfanget af en situation, forklarer Anne Vibeke Fleischer.

»Det, vi skal have børn til, er at sige, at de er pissehamrende sure på storebror, og at de har lyst til at slå ham i maven, men at de lige tænker over, hvad de kan gøre i stedet. De skal lære at tænke: Han kom til at vælte mit tog, det kan rejses op igen, så pyt med det, eller: Han trådte på min bil, nu er den gået i stykker, og jeg er meget ked af det.

På den måde kan de lære at afpasse deres handlinger til følelsen«, siger Anne Vibeke Fleischer.

Åbner for nye handlemuligheder
Når børn lærer, at man ikke behøver at være meget vred hver eneste gang, er der basis for, at de også kan lære at finde nye handlemuligheder. De skal vide, at der er tre-fire måder, de kan reagere på, hvis storesøster tager et stykke legetøj fra dem.

Fire forskellige handlemuligheder kunne i sådan en situation være: Jeg slår hende i ansigtet. Eller: Jeg siger til hende, at jeg har lyst til at slå hende. Eller: Jeg stamper i gulvet. Eller: Jeg råber højt.

»Først når barnet har lært at vurdere, hvor alvorlig situationen er, kan det lære, hvordan det skal handle. Jo flere handlemuligheder barnet har, jo stærkere står det, forklarer Anne Vibeke Fleischer.

LÆS ARTIKEL Karen og hendes drenge har knækket »savnecirkussets« kode

Men det tager tid for et barn at lære den slags. Som forælder skal man regne med et par måneder eller mere, hvis man skal lære et barn et nyt handlemønster.

»Men jo tidligere du sætter ind, jo hurtigere går det«, siger Anne Vibeke Fleischer.

Samtidig bør forældre også se på, hvad den dybere årsag til barnets vrede er.

LÆS ARTIKEL Danskerne føder færre børn under krisen

Måske kommer barnet for sent i seng og lider af søvnmangel. Eller den sproglige udvikling kan være forsinket, så barnet hurtigere griber til knytnæve end til ord.

Børn, der daglig opholder sig sammen med 15-20 andre i skole eller institution, kan desuden have svært ved at finde stilletid, hvis de kommer fra et hjem med et højt aktivitetsniveau, eller de går til fritidsaktiviteter.

Nogle børn reagerer også, hvis deres forældre har en travl hverdag. Det giver en begrænset adgang til nærværende voksende, ligesom brud og opbrud i familien kan skabe vrede hos børnene, forklarer Anne Vibeke Fleisher.

FACEBOOKBliv ven med Politiken