Annonce
Annonce
Familieliv 15. jun. 2012 KL. 11.43

Cecilie blev mor som 21-årig: Jeg er ikke en social taber

24-årige Cecilie Underbjerg er træt af unge mødres omdømme som stakler.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Forældrepar med akademiske uddannelser er nærmest fredet fra kritik af deres børneopdragelse, mens en 22-årig mor tit bliver mødt med forventningen: Du kan nok ikke finde ud af det
- Familieterapeut Lola Jensen

Da Cecilie Underbjerg i søndags læste i Politiken, at andelen af mødre over 40 år vokser, og at mange udskyder moderskabet for at få uddannelse og karriere på plads forinden, tænkte hun, at hendes historie var vigtig at få med. Den er ret anderledes.

Cecilie Underbjerg var nemlig kun 21 år, da hun fandt sig selv med en positiv graviditetsprøve i hånden.

Kun en måned forinden havde hun mødt sin kæreste. De var begge bartendere, og børn stod ret langt længere nede på menuen end Tequila Sunrise. Men tanken voksede på dem, og otte måneder senere var de en familie på tre.

»Vi er unge med vores børn«
Det fortæller Cecilia Underbjerg, da hun tager imod i familiens store andelslejlighed på Østerbro. Eller rettere fortæller hun det først, efter at hun har taget hånd om endnu en lorteble.

LÆS OGSÅ 42-årig gravid: »Så gamle er vi jo altså heller ikke«

Barn nummer et er i vuggestue, men for ni måneder siden blev familien udvidet med Elliot. Han var, i modsætning til Sia, der i dag er to år, helt med vilje. Så nu er Cecilie Underbjerg igen på barsel fra jobbet i et kundecenter.

»Fordelen er, at vi er unge med vores børn. Måske har vi mere overskud end ældre forældre. Og så kommer jeg til at have mine børn helt vildt længe, ti år mere end gennemsnittet«, siger Cecilie Underbjerg.

LÆS OGSÅFlere børn fødes af mødre over 40 år

Elliot ligger under sofabordet og pludrer. Indimellem stikker han hovedet op over kanten og blotter et smil med to tænder i undermunden. Hans mor kan se andre fordele ved at have fået børn så meget tidligere end gennemsnittet.

Lækre møbler og dyrt legetøj
»Dem i 30’erne har haft tid til at vænne sig til en mere egoistisk livsstil. Dem på 32 år, der får børn på det helt perfekte tidspunkt, føler måske, at de stadig har ret til rejser og til at gå i byen. Det kan være svært at vænne sig til ikke at være nummer et. Jeg blev voksen, da jeg fik barn som 21-årig. Fra da af havde jeg pligt til at være der 100 procent for Sia og lægge mine egne behov lidt på hylden«, siger Cecilie Underbjerg.

Elliott har nu fået fat i en remote control under sofabordet. Den store fladskærm på væggen viser, at han indimellem rammer nogle taster rigtigt, og skærmen viser måske også, at det ikke behøver at være totalt økonomisk armod at få børn tidligt.

LÆS OGSÅIndadvendte børn bliver overset i en 'X Factor'-tid

Lejligheden rummer både lækre møbler og en masse dyrt legetøj til børnene. I gangen hænger stilrent børnetøj i Østerbro-rigtige mærker.

»Det kan godt lade sig gøre at bo godt og give børnene fint nok tøj på, uden at man tjener mange penge. Det lyder helligt, men man kan prioritere anderledes. Der var en forsker i jeres artikel i søndags, der sagde, at folk af nød, ikke af lyst, udskød at få børn. Det, synes jeg, er synd, for det kan sagtens lade sig gøre. Vores økonomi er nok stram. Vi har ikke råd til at rejse eller til bil, og vi får heller ikke sushi så ofte, som vi gerne vil, men vi har, hvad vi skal bruge«, siger Cecilie Underbjerg.

Akademikere fredet fra kritik
Den stramme økonomi dikterer også, at Cecilie Underbjerg og hendes mand ikke har råd til at studere samtidig. Så når hun efter nytår starter med at studere til enten jordemoder eller sygeplejerske, må manden fortsætte med arbejdet som pædagogmedhjælper. Men det er på ingen måde synd for unge forældre som dem, siger Cecilie Underbjerg.

»Overhovedet ikke. Det er så fedt at have børn, det er så fedt at blive mor«.

Hvad der til gengæld ikke er så fedt, er folks fordomme om unge mødre, fortæller Cecilie Underbjerg. Særligt tv-programmet ’De unge mødre’ på Kanal 4 har givet folk et helt skævt indtryk af at få børn tidligt, mener hun.

LÆS OGSÅ Unge lytter til forældres råd om trafik

»Jeg føler, at man skal forsvare, at man er ung mor. Det lyder grimt, fordi man kommer til at tænke på tv-programmet, hvor mødrene får tvangsfjernet deres børn, og hvor der konstant zoomes ind på opvasken, der ikke er taget, eller på det fyldte askebæger. Vi har fået et dårligt omdømme. Jeg har selv ryddet ekstra grundigt op, før jeg har fået besøg af sundhedsplejersken«, siger den 24-årige mor.

Familieterapeut Lola Jensen genkender fordommene om de unge mødre. Det er også hendes indtryk, at de yngste mødre får kortere line fra omgivelserne end mødre i 30’erne.

»Forældrepar med akademiske uddannelser er nærmest fredet fra kritik af deres børneopdragelse, mens en 22-årig mor tit bliver mødt med forventningen: Du kan nok ikke finde ud af det. Folk forestiller sig, at de er ligesom dem i tv. At de ikke er i stand til at tage vare på et lille barn, men bare går på diskotek og ikke er blevet færdige med at flippe ud. Unge forældre føler, at de skal gøre det dobbelt så godt som andre for at få samme accept«, siger Lola Jensen.

LÆS OGSÅ
Indadvendte Sarah: »Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle tage mig sammen«

Hvis producenterne af ’De unge mødre’ en dag skulle finde på at ringe til Cecilie Underbjerg og bede hende være med i deres tv-program, så ville hun måske sige ja. Bare som modvægt til al elendigheden.

»Men jeg tror ikke, at de ville tage sådan en som mig. Jeg kommer fra en anden baggrund, end de leder efter, og jeg har måske for meget styr på det«, siger hun og tilføjer: »Men hvis de tog mig, skulle de nok også klare at vinkle det på en måde, så der også var noget galt med mig«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken