Jakob på 5 år storker rundt om kaffebordet i haven og vil have de voksnes opmærksomhed.

Hans bror, Johannes, på 8 spiller fodbold, og hans lillesøster, Else, putter på skødet af sin mor.

Jakob har taget fint tøj på og klipset en ørering i det ene øre, fordi han skal fotograferes. Han må nu vente og nøjes med et kram og et påbud om ikke at afbryde, for hans farmor, Annette Danbjørg, 66 år, og hans mor, Dorthe Boe Danbjørg, 36 år, skal tale om børneopdragelse.

Ydre styring
Det får dem begge til at tænke på Johannes’ 8-års fødselsdag for nylig. Børnene, som var på besøg, hørte slet ikke efter, hvad Johannes’ mor sagde, og de voksne kunne ikke fange drengenes opmærksomhed til at synge fødselsdagssang.

»Det var mig, som skulle være autoriteten, men de var helt ligeglade«, siger Johannes’ mor, Dorte Boe Danbjørg, som på et tidspunkt fik en fuckfinger af et barn.

»De var godt nok meget levende og krævende«, siger farmor Annette Danbjørg, 66 år, som var med til festen.

»Man tænker, at forældrene burde træde i karakter. Jeg synes, at børnene har brug for meget ydre styring, hvor de tidligere havde en stærkere indre styring. Man vidste, at sådan gør man her«.

LÆS OGSÅSmåbørnsforældre sender sexlivet ud af soveværelset

Og den iagttagelse er Annette Danbjørg ikke ene om. I en rundspørge til landets daginstitutionsledere svarer 9 ud af 10, at de oplever, at forældre de sidste 10 år generelt er blevet mindre tilbøjelige til at træde i karakter og sætte grænser for deres børn.

»Vi oplever flere og flere børn, som er forvirrede og bliver stressede af at skulle styre en hel familie, fordi forældrene ikke tager lederskabet i familien på sig«, som en skriver.

LÆS OGSÅForskere: Strenge forældre får umulige børn

Det er ikke underligt, hvis forældrene er i vildrede. Det mener lederen af Familielaboratoriet, som rådgiver forældre ud fra familieterapeut Jesper Juuls teorier, Camilla Justesen, 39 år. Forældrene står nemlig i en historisk helt ny situation.

»Den generation, som nu har fået børn, er vokset op i institutioner. Den har selv gået i vuggestue og børnehave. Derfor står vi ikke med de erfaringer, generationerne før os havde. De var i højere grad vokset op med deres far og mor og kunne trække på forældrenes erfaringer«.

Lærte at holde hus
Forældre af i dag må derfor »opfinde sig selv«, mener Camilla Justesen.

»For bare 50 år siden var der meget mere fælles enighed om, hvordan man gjorde tingene, for eksempel var roller mellem forældrene klarere fordelt, og der var kutyme for, hvordan et måltid så ud«.

Det kan Annette Danbjørg genkende. Hun voksede op som en ud af seks på en gård, hvor hendes farmor tog sig af hende.

»Jeg lærte at holde hus. At skure træmøbler med brun sæbe og pudse sølvtøj. Dengang blev man socialiseret i familien, og man talte ikke om opdragelse«.

Da hun selv fik børn, var børnene ikke et projekt, som hun synes, at de er i dag. »De kom bare«, som hun siger. Og selv om der var et opgør med autoriteterne i slutningen af 1960’erne, havde de voksne deres »gode opdragelse«, som de førte videre.

Ingen facitlister
Netop opgøret med autoriteterne har været afgørende, mener Camilla Justesen.

»Da vores forældre var børn, var autoriteter nogle, man hørte efter og ikke satte spørgsmålstegn ved. Dengang var man en autoritet, bare fordi man var forælder. I dag skal de voksne gøre sig fortjent til barnets respekt«.

Det er forældrene selv, som har lært børnene, at vi ikke er autoriteter. Blandt andet fordi de er søgende.

LÆS OGSÅVennernes børn driver os til vanvid

»Der er ikke en facitliste for familielivet, vi prøver os frem og inddrager børnene mere. Vil vi finde det, som passer godt til os og vores børn«, forklarer Camilla Justesen.

Dorthe Boe Danbjørg fortæller, at hun oplever, at der er så mange råd og regler, at man som forældre bliver usikre.

»Det begynder jo allerede, når man er gravid. Med anbefalinger og regler for alt fra jerndråber og til, hvordan man skal lege med sit barn – anbefalinger, som i øvrigt ændrer sig hele tiden. Forebyggelse er vigtigt, men det kan kamme over«.

Annette Danbjørg supplerer med, at hun synes, at de mange gode råd kommer til at virke som mistillid til forældrene.

Psykolog Margrethe Brun Hansen, som er børnepsykolog og forfatter til flere bøger om børneopdragelse, mener, at der siden 1990’erne er kommet øget fokus på barnets ret til sit eget liv. En udvikling, som afspejles i ophævelsen af revselsesretten i 1997 og med FN’s børnekonvention fra 1989.

LÆS OGSÅForældre bør kende deres forældrestil

»Nu skal barnet høres og fortælle, hvordan det har det. Barnet er blevet kompetent og kan selv bestemme«.

Hun mener, at det er en positiv udvikling, men at den kan blive for meget.

»Forældrene er nødt til at vise vej, børn kan ikke bestemme, om de vil have sikkerhedssele på, eller om de må slå andre. Og der er forældre, som er blevet for forsigtige med at tage lederskabet over for børnene«.

Da barnet blev kompetent
Margrethe Brun Hansen oplever, at bedsteforældrene har svært ved at forstå, at børnebørnene ikke gør, som de siger.

»De er selv opdraget med, at børn skal ses, men ikke høres, og de har det svært, når børn i dag ikke har lært at respektere det, de voksne siger. Paradoksalt savner bedsteforældrene den respekt for autoriteter, der blev gjort op med, da de selv var unge«.

LÆS OGSÅNy bog: Kære bedsteforældre drop de gode råd!

I haven får Jakob endelig lov til at blive fotograferet. Imens fortæller Dorthe Boe Danbjørg, at hun godt kan være misundelig på sin svigermors generation.

»De var mere sikre på, hvordan de skulle gøre tingene. Nu er det hele tiden oppe at vende, hvad vi skal tro på, og der er nok af råd om børn, kost og opdragelse, som det er umuligt at gennemskue om er rigtige. Vi leder efter sandheden, men kan hele tiden sætte spørgsmålstegn ved den, derfor bliver det svært at vide, hvad der er det rigtige for en selv som forælder«.