Annonce
Annonce
Familieliv 22. aug. 2012 KL. 09.04

Højsæson for lus: Glem ikke de jævnlige lusetjek

Salget af lusemidler peaker efter ferierne, men man bør være opmærksom på lus hele året.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Efter sommerferien oplever mange - især børn i den lusepligtige alder mellem 3-10 år - en irriterende kriblen og krablen i hovedbunden forårsaget af de små sorte dyr.

SE GUIDEKom lusene til livs

Men det er der ifølge Kim Søholt Larsen, biolog og ekspert i lus, ikke noget nyt i, for august måned er og har altid været højsæson for de blodsugende skadedyr.

»Vi har for det første kunnet spore en klar sammenhæng mellem varme og salget af lusemidler«, fortæller han.

»Men der er også en generel sammenhæng mellem ferier og lus. Hver gang der har været en ferie kommer der et peak«.

Halvdelen får lus
Kim Søholt Larsen forklarer, at sammenhængen i begge tilfælde, trods begrænset statistisk talmateriale fra officielle kilder, både kan spores gennem stigninger i salget af lusemidler og antallet af googlesøgninger omhandlende lusebekæmpelse.

Årsagen til stigningerne i antallet af lusetilfælde efter ferien skyldes formentlig, at vi i ferierne er i kontakt med andre end vores normale kontaktflade, og sandsynligheden for smitte er derfor langt højere end normalt.

»Og så får man i ferierne måske ikke lige kæmmet så regelmæssigt, som man burde, og ungerne bliver sendt i skole efter ferien uden at være blevet tjekket - og så boomer det bare«, forklarer luseeksperten.

Det er især børn, der får lus, og tidligere undersøgelser har vist, at halvdelen af alle danske børn mellem 3-10 år indenfor det samme år havde haft lus.

LÆS ARTIKELLus elsker ferie og varmere klima

Kim Søholt Larsen har tidligere lavet matematiske modeller over sammenhængen mellem institutionaliseringen af børn fra 1960'erne og salget af lusemidler, og her viser der sig et klart mønster.

»Efterhånden som børn begyndte at komme i institutioner, steg salget af lusemidler«, fortæller han og forklarer, at det ud fra et biologisk synspunkt giver god mening, da der i institutionerne er en høj koncentration af børn, og lus overføres via kontaktsmitte.

Ikke længere et tabu
Lus er dog ikke som før i tiden et tabubelagt emne. Folk anerkender i dag, at lus er noget, der kan ramme alle uanset alder, køn og social klasse.

Men den afslappede tilgang, er dog næsten for afslappet, mener Kim Søholt Larsen.

»Der er mange, der overhovedet ikke reagerer på opslag om lus i skoler og børnehaver, fordi holdningen er, at det er noget, der ikke kan undgås, og som alle jo alligevel har«.

Samtidig er det en udbredt myte, at lusene alligevel er resistente overfor lusemidler, så man lige så godt kan lade være med at forsøge at bekæmpe dem.

»Sådan forholder det sig dog ikke længere. De nye midler med silikoneolier er lusene ikke resistente overfor, så dem kan man trygt bruge, hvis der er konstateret lus«, slår luseeksperten fast.

Forældrene har ansvaret
Kun når der er landsdækkende kampagner, synes folk at tage problemet seriøst.

»Men den jævnlige lusekæmning er desværre ikke længere en del af almindelig børnehygiejne«, fortæller Kim Søholt Larsen, der føler sig overbevist om, at folk ikke ville have et nær så afslappet forhold til lus, hvis de eksempelvis ændrede status til at være smittebærere af sygdomme.

LÆS ARTIKELSlå lusene ihjel - ikke barnet

Han synes dog, at forældre bør være bedre til at tage ansvar og sørge for at få tjekket deres børn regelmæssigt for skadedyrene, da det hverken er særlig rart at have lus eller være årsagen til en epidemi i daginstitutionen.

Hvor ofte man bør tjekke for lus er svært at sige, da det ifølge luseeksperten i høj grad handler om, hvor man bor henne i landet, og hvor stor en befolkningstæthed der er.

»Men har man flere børn, og går børnene i daginstitution, så bør man her i højsæsonen kæmme en gang om ugen - og man kæmmer i hvert fald altid sine børn, inden de kommer i skole eller daginstitution efter sommerferien, så de ikke møder op med lus og får smittet de andre«, slutter Kim Søholt Larsen.