Annonce
Annonce
Familieliv 22. aug. 2012 KL. 23.45

Snart kan københavnerne blive viet derhjemme

'Book en giftefoged' er inden længe seneste skud på stammen af vielsestilbud i København.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

'Book en giftefoged'

  • Hidtil har Københavns Kommune tilbudt at vie folk på Københavns Rådhus. Dog kan borgerne anmode overborgmesteren og de øvrige BR-medlemmer om at foretage en vielse et andet sted.
  • Kommunen har de seneste år ligeledes arrangeret en række vielser i det fri i sommerhalvåret så forskellige steder som Amager Strandpark, Thorvaldsens Museum, Amaliehaven og Botanisk Have.
  • Den eneste betingelse i koncept ' book en giftefoged' er, at vielsen finder sted indenfor kommunegrænsen.

I køkkenet. I parken. På stranden.

Københavnere, der planlægger bryllup, får snart mulighed for at blive borgerligt viet et andet sted end på Københavns Rådhus.

Københavns Kommune vil med et nyt koncept, 'book en giftefoged', give flere kærestepar mulighed for at blive gift derhjemme, ude i naturen eller et helt tredje sted i byen.

Det sker efter, at et andet tilbud, hvor københavnerne er blevet viet i det fri på udvalgte steder i byen som Botanisk Have og Amager Strandpark, har været en stor succes.

»Det er helt vildt så positive tilbagemeldinger, vi har fået fra både brudeparrene og gæsterne. Derfor vil vi gerne udvikle vores tilbud yderligere«, siger kontorchef Flemming Otto fra Københavns Kommunes borgerservice.

Turister gifter sig i København
Han forventer også, at den nye mulighed vil falde i god jord hos udenlandske besøgende i København, der i forvejen er godt repræsenteret i statistikkerne over par, der bliver viet på rådhuset.

Ikke færre end hvert fjerde brudepar er således udenlandske gæster, som har planlagt at blive gift i hovedstaden.

»I mange andre lande er reglerne for, hvornår man kan gifte sig, strengere. Derfor vælger mange at tage hertil og blive viet. Den internationale del vil vi gerne styrke for at sætte København på landkortet, men uden at det skal ende som det rene Las Vegas«, siger Flemming Otto.

Politikerne i Københavns Kommunes borgerrepræsentation skal i morgen tage endeligt stilling til forslaget.

Det koster ekstra
Social- og integrationsministeriet har tidligere givet grønt lys til at foretage vielser ude i byen.

Kommunen må dog ikke tage en standardpris, men skal i hvert enkelt tilfælde opkræve, hvad der svarer til de faktiske ekstraomkostninger ved at foretage vielsen et andet sted end rådhuset.

Umiddelbart forventer kommunen, at 25 par i 2012 og 50 par i 2013 vil benytte sig af det nye tilbud.

»Det er svært at sige, hvor stor efterspørgslen vil være. Det kan også være, at det bliver meget mere populært. Det må vi se, når vi har det endelige koncept på plads«, siger kontorchef Flemming Otto, der fortæller, at han senest har fået forespørgsler fra folk, der drømmer om at blive gift i henholdsvis Tivoli og Ørstedsparken.

Atmosfære.  København har fået mange positive tilbagemeldinger efter, at kommunen begyndte at afvikle vielser på blandt andet Thorvaldens Museum i sommerhalvåret. Arkivfoto: Per Folkver.