For 14 år siden sagde Mette Parum definitivt farvel til sin mor. Hun forlod moderens lejlighed og så sig aldrig tilbage.

»Da jeg gik ud ad den dør, var jeg bare lettet. Det var sådan en befrielse«, fortæller den 58-årige kvinde fra Herning.

LÆS OGSÅPsykolog: 80 til 90 procent oplever ubehag fra deres opvækst

Hun husker tydeligt den dag. En søndag. Året er 1998, og det er nu 26 år siden, at hendes mellemste bror Henrik døde af lymfekræft som blot 21-årig.

Mette Parum er som så mange gange før på besøg hos sin dengang 79-årige mor. Som altid er stemningen trykket. Heller ikke i dag virker moderen specielt glad for at se sin datter. De sidder i stuen og drikker kaffe. Mette Parum får øje på en bornholmerfigur, som hun havde med hjem fra lejrskole i 7. klasse.

»Nej, hvor er det sjovt, at du stadig har den, siger jeg til min mor. Men hun siger, at hun har fået den af Henrik. Alt, hvad der er i lejligheden, har hun fået af Henrik, siger hun. Jeg spørger så til en guldring, jeg engang har givet hende, og hun svarer, at hun kun går med de smykker, Henrik har givet hende. Det lyder som en lille ting, men jeg nåede bare en grænse, for sådan havde det været i 26 år, lige siden Henrik døde. Jeg eksisterede ikke for hende, og hun udtrykte sig aldrig positivt i forhold til mig«, fortæller Mette Parum.

LÆS OGSÅStop flæberiet og giv slip på børnene

Spontant brud
Hun er nu 58 år og førtidspensionist efter mere end 30 års arbejde i reklamebranchen. Mette Parum bor i Herning med sin kæreste. Da hun brød med sin mor for 14 år siden, skete det spontant, men på en afklaret måde. Hun orkede ikke at være at ked af det mere.

»Jeg var altid været ked af det, men ville ikke sige det til hende, fordi jeg syntes, det var synd for hende. Det var altid synd for vores mor, og det sørgede hun for at fortælle os. I alle årene fik både vi søskende og andre at vide, at Henrik var den bedste af os, og at det havde været meget hårdt for hende at være alene med os børn. Hvis jeg ikke havde besøgt hende i to-tre uger, sagde hun blot:

»Nå, jeg troede, du var død«. Det var altid ligegyldighed, aldrig glæde over at se mig«.

LÆS OGSÅFamilierådgiver: I dag skal voksne gøre sig fortjent til deres børns respekt

»Jeg var altid så ked af det indeni, når jeg gik fra hende, og græd i bilen hjem. De første mange år tænkte jeg, at hun havde lov til at sørge over Henrik, men det gik ikke over. Hun blev ved med at dyrke sin egen sorg og lukkede os andre ude, og hun endte som en meget bitter kvinde«, fortæller Mette Parum.

Beslutning belagt med skyld
Den dag for 14 år siden satte hun sig ind i sin bil og kørte hjem til sin søn, som var 20 år.

»Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne klare mere, og han bakkede mig 100 procent op, for han vidste godt, at jeg var så trist og ked af det. Da jeg gik fra min mor, fortalte jeg hende, at jeg var meget ked af det, og at hun kunne ringe, hvis hun ville se mig igen. Det blev sidste gang, jeg så hende. Hun ringede aldrig nogensinde«.

Håbede du, at din mor ville ringe?

»Jeg vidste godt, at hun ikke ville ringe, for hun ringede aldrig til nogen af os. Men jeg håbede det virkelig«.

LÆS OGSÅ Mange har det svært med familien

I dag kan Mette Parum tale frit og åbent om sit brud med moderen. Sådan har det ikke altid været. For selv om hun tog den rigtige beslutning, var det en tung beslutning belagt med skyld.

»Det skal bestemt ikke være en hemmelighed, at jeg havde det frygtelig, frygtelig svært med det. Jeg led meget af dårlig samvittighed i flere år, og hvis jeg mødte nogen i byen, som også kendte min mor, kunne de godt finde på at sige, at jeg ikke kunne være det bekendt. Nu sad min mor der helt alene med kun et barn tilbage«.

Afklaret med sig selv
Mette Parums to ældste søskende havde tidligere brudt med deres mor. Af samme grund. Dengang forstod Mette Parum det ikke.

»Jeg kan huske, at jeg sagde til min søn, at »man svigter bare ikke sin mor«. Jeg synes ikke, de havde ret til det dengang, men jeg kom selv dertil«.

Den dårlige samvittighed fyldte utrolig meget i Mette Parums liv. Hun gik i terapi hos en NLP-terapeut. Det var et smertefuldt forløb med flere sammenbrud, men i dag er Mette Parum helt afklaret og befriet for skam og skyld. Også over, at hun aldrig blev forsonet min mor, som døde for tre år siden.

»Jeg var forberedt på, at jeg en dag ville blive ringet op med beskeden om, at hun var død. Jeg havde det okay og var fuldstændig afklaret med mig selv. Jeg var nødt til at komme ud af vores forhold, for ellers var jeg blevet ødelagt som menneske. Jeg havde 26 år, som var umådelig triste. Det må være nok«.

LÆS OGSÅForskere: Strenge forældre får umulige børn

Mette Parum vil gerne give et godt råd til andre forældre, der mister et barn.

»Jeg fortæller min historie, fordi jeg gerne vil vise, hvor farligt det kan være at dyrke sorg. Hvor ondt man kan gøre de andre børn. Vi mistede også en bror. Vi led også. Men der var kun plads til min mors sorg, som blev hendes private sorg. Ved at dyrke den så meget, mistede hun også sine andre børn«.