Egentlig var hverken Mie eller hendes lillesøster, Ida, glade for tanken om, at en fremmed kvinde skulle blande sig i de problemer, deres forældres skilsmisse havde bragt med sig.

Men efter godt et halvt år med familieterapeut Anna Prip Brandt på sidelinjen kunne hverken de to piger på 10 og 14 år eller deres mor, Lonnie Almind, forestille sig at have klaret skilsmissen uden professionel assistance.

»Hvis ikke vi havde fået hjælp, tror jeg, at jeg var gået ned. Så ved jeg ikke, hvor jeg havde stået i dag, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan pigerne havde haft det«, siger Lonnie Almind.

Dalende humør og lukkethed
Modsat de fleste andre nyskilte forældre erkendte hun godt et år efter bruddet med eksmanden – og trods døtrenes indledende modvilje – at familien ikke kunne løse skilsmissens følgesygdomme alene.

»Jeg kunne jo mærke på pigerne, at den var helt gal. I starten boede de en uge hos os hver, og når de kom hjem, var de fuldstændig frustrerede. Når pigerne var gået i seng, sad jeg og græd og tænkte »Hvad gør jeg, for jeg magter ikke det her«. Jeg kunne ikke selv klare det længere og tænkte bare, at jeg er nødt til at gøre et eller andet«, fortæller hun.

LÆS OGSÅBørn får for lidt hjælp, når far og mor skal skilles

Hos døtrene kom de familiære forandringer primært til udtryk i dalende humør og lukkethed over for omverdenen.

Og selv følte Lonnie Almind sig især på herrens mark i spørgsmålene om, hvor meget hun kunne sige til børnene om skilsmissen og det konfliktfyldte forhold mellem far og mor, og hvad hun ikke skulle fortælle.

Chokket sætter sig i kroppen
Bekymringerne begrænsede sig imidlertid ikke til spørgsmål om ord og følelser.

Også fysisk mærkede den fraskilte mor en afstandtagen fra døtrenes side.

»Det har været pivhamrende svært at komme tæt på pigerne efter skilsmissen. Det var hertil og ikke længere«, siger hun og holder den ene arm strakt ud foran sig.

Og netop reaktioner med fysisk afstandtagen og afvisning af knus og kram er typiske for børn, når familien er i opbrud, fortæller familieterapeuten Anna Prip Brandt:

»Hos børn sætter chokket efter en skilsmisse sig i maven. Det påvirker hele kroppen, og det er ikke noget, man bare kan tale sig igennem«, siger hun og forklarer, at fysiske øvelser derfor er et nødvendigt redskab og en god måde, hvorpå man kan finde frem til, hvor børnenes personlige grænse går.

LÆS OGSÅMie får hjælp - andre skilsmissebørn bliver overset

»Børn reager meget forskelligt. Overordnet kan man sige, at de fryser, flygter eller går til angreb. Selv om to søskende har siddet sammen og fået at vide, at far og mor skal skilles, kan det være, den ene skal hjælpes til at åbne sig og tale om sine følelser, mens den anden skal lære at sige fra og sætte grænser«, siger Anna Prip Brandt, som har skrevet to bøger om børn og skilsmisse.

Lonnie Almind nikker genkendende til familieterapeutens beskrivelse af de udfordringer, børnenes mangeartede reaktioner giver: »For en gang imellem synes man selv, man er vildt dygtig til at læse børnene og forstå, hvad de føler. Men sommetider har jeg fundet ud af, at jeg totalt har misforstået de signaler, de har sendt«.

På spørgsmålet om, hvorvidt effekten af at have professionel hjælp med på sidelinjen har overrasket pigernes mor, tøver hun ikke et sekund.

»Ja, det har det, og jeg fortryder ikke et eneste sekund. Anna har betydet vildt meget, og jeg kan for eksempel mærke, at Ida kommer hjem og er meget mere snakkesalig, hver gang hun har været der«, siger Lonnie Almind.

Hun fremhæver samtidig fordelen ved at kunne ringe og få gode råd hos terapeuten, »hvis man pludselig ikke magter tingene og er på vej til at smide håndklædet i ringen«.

Skulle have gjort det noget før
At der skulle gå over et år fra selve skilsmissen, til mor og døtre så terapeuten i øjnene, kan Lonnie Almind i dag godt ærgre sig over.

»Jeg kan tænke, at det skulle jeg måske have gjort noget før. Men man var jo ikke klogere, og så er det jo heller ikke gratis. Nu priser jeg mig bare lykkelig for, at jeg har gjort noget ved det«, siger hun.

Også datteren Mie er overbevist om, at mødet med terapeuten har hjulpet hende til at være en mere åben og positiv pige.

»Jeg synes også, jeg snakker bedre med min mor nu. Hvis der er nogle ting, jeg før ikke har villet fortælle hende, er jeg blevet bedre til at fortælle hende det nu«, siger Mie Almind.