Annonce
Annonce
Familieliv 13. nov. 2008 KL. 09.52

Legepladserne mangler gifttjek

Kun hver tredje legeplads i daginstitutionerne er blevet undersøgt for forurening. Oppositionen skyder skylden på regeringen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Børn elsker at lege med jorden og putte den i munden.

Men jorden kan være giftig. Det har den i hvert fald vist sig at være i tre-fire institutioner ud af de 17, der er blevet undersøgt i den tidligere Struer Kommune, skriver pædagogernes fagblad Børn&Unge.

Kun hver tredje institution i Danmark er blevet undersøgt for kemikalier i undergrunden, fremgår det af en ny rapport, som Miljøstyrelsen har lavet.

Det mener de radikale og Socialdemokraterne er for dårligt.

Børn er sårbare over for forurening
»Det er for lidt. Det er en opgave, man burde være længere med, netop fordi børn er mere sårbare over for forurening«, siger de radikales miljøordfører Johs. Poulsen til Børn&Unge.

I 2006 krævede daværende miljøminister Connie Hedegaard, at kommunerne undersøgte, om grundende i institutionerne er forurenede, og det er kommunernes og regionernes ansvar, men der fulgte ikke penge med kravet.

Det er et pengespørgsmål
Det koster - ifølge dokumenter, som Børn&Unge har fået aktindsigt i - kommunerne et tocifret millionbeløb. I Miljøstyrelsens rapport skriver de, at regionerne vil have et overblik over de forurenede grunde i 2009.

Men dokumenterne viser, at der kan gå rigtig lang tid, og selv regioner der gør en stor indsats forventer, at opgaven først vil være løst i 2016.

Så der mangler penge i kommunekassen til undersøgelserne.

»Regeringen skal sætte flere penge af«
»Som med alt andet er der tale om et pengespørgsmål. Det er for tyndt, at regeringen ikke vil sætte penge af til opgaven. Staten burde gå foran og sørge for, at der blev undersøgt og ryddet op inden for et par år«, siger Johs. Poulsen.

København og Frederiksberg kommune er ifølge Miljøstyrelsens rapport dem, der har været de gode drenge i klassen, når det kommer til at undersøge, om grunde i daginstitutioner er forurenede.