Danmarks mest højtråbende komiker er på vej landet rundt med sit nye show med store mængder pulverkaffe som brændstof.

Med nyindkøbte lange uldne underbukser kunne han i går opleves på scenen i Grønlands Kulturhus i Nuuk i sit anmelderroste show ’Fremtid.nu’.

Komikeren Jan Gintberg, der er på en flere måneder lang turné land og rige rundt, skal i næste uge fylde kæmpebiografen Imperial i København og taler i ét væk til rytmen fra sidste pulverkaffekop.

»Jeg kan godt mærke, at der med stempelkaffe er ’mere dybde, mere skarphed, og bønnen får ligesom sin ...’, men det siger mig slet ikke noget, når man først én gang er kommet på det fix, der hedder Nescafé«.

Er det sådan en tourmentalitet, at det hele skal gå lidt hurtigt?

»Hvis man er på sin femte kop, kan man bare hælde lidt mere vand i og regulere det. Der er også noget med smagen. Det er, ligesom det er kaffens McDonald’s. Måske finder man i virkeligheden ud af om 10 år, at de kommer nikotin i lortet«.

Er du mere til det praktiske end det mere ekstravagante?

»Jeg er ikke fetichist ud i sådan nogle nørdede ting. Jeg er sådan en håndværkertype, men jeg er jo ikke møbelsnedker – jeg er grovsmed. Jeg kan bryde vægge ned og bygge dem op, men jeg er ikke så god til finishen. Jeg kan godt nørde med detaljer inden for mit fag, men ikke med ting, jeg køber«.

Du går ikke ud og køber det dyreste tv?

»Der er dem, der køber deres udstyr i Hi-Fi-klubben, hvor de køber en Denon-forstærker, som har en amplifier med 3 ram eller ohm. Det forstår jeg ikke. Det skal bare fungere. Havde jeg pengene, kunne jeg da godt bruge 70.000 kroner på et B&O-anlæg, men efter en uge eller 14 dage ville jeg ikke synes, det var interessant. Jeg vil hellere bruge penge på at rejse eller gå ud og spise en god middag«.

Hvad spiser I så?

»Min kone og jeg var helt vanvittigt syge med at spise japansk på for eksempel Custom House i København i en periode. Æstetikken i japansk mad er sublim og får mig til at falde helt på røven. Vi kan lide at gå ud og spise god mad«.

Hvem står for madlavningen?

»Det gør jeg – og jeg går i ’Ørma’. Men der ligger en fed fiskebutik her på Søborg Hovedgade, og så skal man bruge den i stedet for at købe frossen fisk i ’Ørma’. Der er også en fantastisk delikatessebutik, hvor man kan gå lige ind og købe seks skiver serranoskinke. Hvis man har tiden, så er det lækkert at gå til en ordentlig grønthandler – men det er ikke, fordi jeg går og aer på en avokado«.

Du er jo uddannet landmand. Køber du økologiske varer?

»Når jeg køber de der seks skiver serranoskinke i specialbutikken, så er jeg fløjtende ligeglad med, om det er økologisk eller ej, hvis jeg kan se på dem, at det er kvalitet. Økologiske grøntsager, jo, men det er netop, fordi jeg er gammel landmand. Jeg har arbejdet i Spanien og plukket frugt på New Zealand, så jeg ved, hvor meget shit, de har puttet på. Så det der tykke lag af kemikalier på en tomat vil jeg godt betale for at slippe for«.

Undgår du så helst discountbutikker?

»Ja, det må jeg desværre sige. Jeg kan godt se, jeg kunne spare nogle penge, men det er bare meget frastødende, det der med at varerne skal være så billige. Man skal have respekt for fødevarer og betale det, det koster at lave dem. Grunden til, at vi har så mange dårlige fødevarer, er, at vi er villige til at køre fra Hobro til Amager for at spare 1 krone på 1 liter mælk eller 3 kroner på en pose ris«.

Den økonomiske krise har haft indflydelse på forbrug over hele verden. Er det også blevet sværere at få folk til at grine?

»Det synes jeg bestemt ikke. Hvad var det lige, der skete med os, inden krisen begyndte? Vi fik sådan en egernmentalitet, hvor vi proppede flere og flere nødder i vores kindposer, fordi vi i vores friværdi-rus gik fuldstændig amok. Vi var sådan nogle tegneserieegern, der bare købte alt muligt lort, vi ikke havde brug for«.

Gjorde du selv det?

»Ja, ja, der røg da et par syge-i-hovedet-topnøglesæt, rystepudsere og ekstra Webergrill-med-stripperstang-agtige ting. Men jeg har aldrig været en kæmpeforbruger. Det river i mig, hvis jeg skal ud at købe noget, der er for dyrt. For fem-seks år siden overvejede jeg at købe en stor Volkswagen Touareg på gule plader, for jeg kørte meget rundt i landet, og det var en god bil, der kunne holde i mange år. Den kostede vel en 650.000 kroner. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg bryder mig ikke om ekstravagance. O.k., de her Paul Smith-sko kostede 1.350 kroner. Men der er så få steder, de har en størrelse 47-48, så jeg går normalt bare ind og spørger, hvad de har i min størrelse«.

Du prutter aldrig om prisen på en vare?

»Det er jeg ikke særlig god til. Jeg kan dårligt nok gøre det i Asien. Jeg bliver vildt irriteret, hvis der er nogen, der forsøger at prutte på mig: »Kan vi ikke bare lave fire programmer i stedet for seks, og så laver du det uden mikrofon«. Måske skal jeg bare til psykolog, men jeg synes, det er ydmygende«.

Er du selv 2009-parat, når nu dit nye show hedder ’Fremtid.nu’?

»Jeg har været sådan virkelig »hold nu jeres kæft« til Mac-brugere. Så her på touren gik min pc i stykker, og så fik jeg en MacBook. Pludselig så jeg lyset, for Mac har forstået, at vi almindelige brugere ikke skal ligge og bøvle med 12-cifrede koder for at komme på nettet på en banegård eller i en hotellobby. Det er 2009, det skal bare virke, det lort, når man tænder – eller også skal der stå røg ud af dem!«.