Ved et bord midt i den åbne hall er Daniel Graae i fuld gang med at skrive sit navn med blæk og pen.

Daniel er begyndt i Nationalmuseets årlige nisseskole, Nisseversitetet, som hver søndag i december udklækker et hold nyuddannede nisser. Daniel er her med sin morfar, Torben Graae, som ofte tager drengen med på museumsbesøg. I dag var det ikke svært at vælge museum.

»Jeg syntes bare, at det lød rigtigt spændende med alle de her nisseopgaver«, siger Daniel og glemmer helt både blæk, pen, og skråskrift, mens blikket glider ud i Nationalmuseets højloftede hall.

LÆS ARTIKELNu kan hønemødre forkæle deres børn over nettet

»Jeg tænkte bare: Det her vil jeg med garanti være rigtig, rigtig god til«, fortsætter han. Lige nu er det dog mest morfar, der fører pennen sikkert gennem den snørklede skråskrift på papiret.

»Det er, fordi jeg er bedst til at skrive helt normale bogstaver«, er Daniels kommentar til den sag.

Nisseversitetet er bare en af museets workshopper for børn, der skal give dem en oplevelse af, at museet ikke er et tørt og støvet sted med en masse glasmontrer.

LÆS OGSÅHer er 24 andre juleaktiviteter

»Det skal være underholdende og sjovt, men det skal ikke være ren leg. Forhåbentlig lægger aktiviteter som Nisseversitetet også kimen til, at børnene i fremtiden vender tilbage til museet, fordi de har fået en god oplevelse her som børn. Vi vil jo gerne skabe en generation af glade museumsgæster«, forklarer Louise Sørensen, der er vært for Nisseversitetet.
På  vej mod nissediplomet. Anna Gliese Ebach øver sig i at ramme risengrøden med en smørklat.
At drille pebernødder væk
Ved siden af har den lidt ældre Freja et godt greb om pennen. Med ansigtet helt nede over papir og bogstaver og tungen lige i munden fører hun langsomt, men sikkert det sorte blæk hen over papiret.

»Jeg synes, det går rigtig godt«, triumferer hun under den bløde, glitrende nissehue beklædt med pailletter, hun har taget på, i anledningen af at hun skulle i nisseskole.

»Jeg er ret sikker på, at jeg kan blive en rigtig nisse«, tilføjer hun, mens faster, Louise Davidsen, bakker op fra sidelinjen:

»Det er helt sikkert ikke alle, der kan blive nisser, men jeg er helt sikker på, at du kan«, siger hun, før de begge bryder ud i latter over de blæksorte hænder, det har kostet at løse den første opgave på vej mod nissediplomet.

Netop det at løse opgaver, der sætter sig spor, er en væsentlig pointe med workshopper som Nisseversitetet, forklarer Louise Sørensen.

»Hvis man får lov til at røre, dufte og prøve, bliver oplevelsen i hukommelsen i længere tid. Det giver en mere komplet museumsoplevelse«, siger hun.

Måske er det netop det, der gør Nisseversitetet så populært, at flere familier vender tilbage år efter år.

LÆS ARTIKEL Sjældent syn med børn i køkkenet

En af dem er familien Gliese Eback. For dem har Nisseversitetet været en fast tradition i julemåneden gennem adskillige år. For lille Anna Gliese Eback er det første gang, hun kan tegne nissens bedste ven, katten. Det er netop, hvad hun er i fuld gang med ved post 2. Oskar har derimod, så vidt han husker, kunnet løfte en del brændeknuder de sidste par år.

»Det er klart det, jeg er bedst til. Jeg er nemlig ret stærk«, siger han og kigger op på sin far, som nikker.

»Det er nu så dejligt med traditioner, der ikke ændrer sig«, siger hans mor, Karen, og hjælper Anna med at sætte en hale af bånd på den kat, hun har tegnet.

Anna kan ikke helt finde ud af, hvilken af udfordringerne på vej mod nissediplomet, der er den sjoveste. Hun vugger lidt frem og tilbage på stolen og gnider sig i øjet.

»Drille«, udbryder hun pludselig. »At drille. Det er det sjoveste. I nat havde drillenissen derhjemme for eksempel spist alle pebernødderne og klædt sig ud i min dukkes tøj«, tilføjer hun med et frækt smil, før hun stavrer af sted mod kurven med kæmpetræsko. En, to, tre, og de små fødder er krøbet om bord i et par af dem.

Med dyb koncentration i blikket og et fast tag i fars hænder vakler hun af sted mod mål for enden af de syv nissemeter.

En god portion røde nissefodspor længere inde i museet har Daniel og hans morfar, Torben Graae, fundet de gammeldags træstylter frem. Med morfar i ryggen stylter Daniel langsomt, men støt af sted gennem rummet.

»Sådan. Du kan jo bare det dér. Det kan du altså«, stråler hans morfar og nikker. Daniel er ikke helt enig. Han springer af stylterne, bukker sig fremover og tager sig til panden. »Pyyyh. Den var svær«, pruster han, mens hans morfar noterer de tre nissemeters styltegang på opgavearket.

LÆS ARTIKELMor: »Jeg prøver at se mulighederne«

Det grønne bord og professoren
Daniel er allerede godt på vej mod næste post. Det er her, man kan finde ud af, hvilken slags nisse man er, ved at måle sin højde.

»En lille skibsnisse«, udbryder hans morfar og slår hænderne sammen.

»Ja, det er lige det, jeg er«, siger Daniel stolt, før jagten på skibsnissen går ind. Nu gælder det om at finde den et sted i museets børneafdeling.

Daniel klatrer op ad stigen til det skibsdæk, som vokser frem af gulvet, helt oppe under loftet.

»Dér var den lille nisse«, udbryder hans morfar, som har taget trappen for voksne op til dækket.

»Skibsnissen hjælper gerne søfolk med at undgå storm. Han kan sige, om stormen kommer fra syd, nord, øst eller vest, og han bruger et kompas til at finde vej«, læser Torben Graae højt.

For foden af skibet bliver Daniel draget af den udstilling, han må igennem for at nå eksamensbordet og det nissediplom, der venter. En hel lille væg dekoreret med hånddukker i alverdens farver. En kridhvid pjerrot, en knaldrød djævel, et skelet med sværd og en lilla prinsesse med et skørt af tyl.

Det er også hensigten med at lade nisseskolen bevæge sig ind mellem museets faste udstillinger, forklarer Louise Sørensen. For på den måde bliver børnene måske pludselig fanget af udstillinger på museet, de ellers aldrig ville have oplevet.

Ved det grønne eksamensbord kigger den ene af de to nisseprofessorer på Daniels opgaveark: »Jeg tror sørme godt, at vi kan lade dig bestå«, siger professoren bag de runde briller og underskriver et nissediplom med pen og blæk.

På bagsiden af diplomet er en række forslag til drillerier, som får Daniel til at lyse op i et stort smil.

»Men husk, drillerierne skal være sjove«, supplerer den anden professor, før hun rækker Daniel diplomet.

LÆS ARTIKEL Søvneksperter: Overhold sengetiderne i efterårsferien

På jagt efter nissen
På anden sal er Freja og hendes faster, Louise Sørensen, på vej ind i Danmarkssamlingen på jagt efter gårdnissen. Her er ingen mennesker, og kun lyset fra rummets glasmontrer lyser op.

»Er du sikker på, at det er her«, spørger Freja ud i rummet, som giver ekko.

Glasdørene ind til samlingen åbner af sig selv, og et gisp slipper Frejas læber.

»Bare fordi jeg er en gårdnisse, betyder det ikke nødvendigvis, at jeg kan finde rundt herinde«, hvisker hun og kalder: »Nisseven, nisseven«, ind mellem de mange montre.

Pludselig lyser noget rødt op dybere inde i udstillingen.

»Nisseven! Der er den«. Freja liver op i et glædesskrig, før hun knæler foran gårdnissen på gulvet og læser sig til, at gårdnissens yndlingsdyr holder til i stalden, og at nissen gerne klør det bag ørene.

»Men jeg troede altså, at det var en rigtig levende nisse«, siger Freja og ryster på hovedet af dukken med den røde hue. Alligevel har det været sjovt at være i nisseskole på museet, mener Freja.

»Sjovt, men hårdt«, sukker hun, som hun trasker ned ad trappen mod hallen, det grønne bord og diplomet på, at nu er hun nisse.

Som hun med rank ryk stiler direkte mod eksamensbordet, ligner hun, hvad museet vil kalde en glad museumsgæst. Og hvem ved? Måske har museet netop i Freja, Daniel, Anna og Oskar lagt kimen til en kommende generation glade museumsgæster.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken