Som teenager var whisky noget, man blev fuld af på den ubehagelige måde.

Og som gav nogle af de værste tømmermænd. En overflod af den måske mest røgede og jodede whisky af dem alle, Laphroigh, gennem en hård nat var for evigt ved at tage lysten til disse barske ø-whiskyer fra mig.

Så kunne whisky nok så meget være machodrikken par excellence – hvad enten man var Humphrey Bogart, John Wayne eller Bruce Willis. Det var svært at få et balanceret forhold til den lysebrune væske.

Siden er der løbet mange små og store whiskyer under ganen, og den ungdommelige aversion er afløst af først nysgerrighed, siden betagelse og til slut betingelsesløs kærlighed.

For mig er whisky den suverænt mest komplekse stærke spiritus, ja måske den mest komplekse og mangefacetterede alkoholiske drik overhovedet. Der er så mange faktorer, som har indflydelse på slutresultatet, at mulighederne for variation er næsten uendelig.

Whisky er destilleret øl
I realiteten er skotsk whisky bare destilleret øl. Grundmaterialet varierer lidt, men i Skotland er det byg.

Ultrakort skyldes mangfoldigheden i whiskys udtryk grundmaterialerne, produktionsmetoderne og lagringen. Byggen maltes (udblødes, spirer og tørres), hvorefter den mæskes med store mængder kogende vand, der, med senere tilsætning af gær, sætter den alkoholiske gæring i gang. Herved fremstilles reelt øl.

Den gærede væske destilleres, og endelig lagres destillatet i træfade i kortere eller længere tid.

Whiskys forskellige karaktertræk
I hvert led findes talrige variationsmuligheder, som selvfølgelig også giver forskellige karaktertræk til whiskyen. Et eksempel: Man kan i tørringsprocessen benytte tørv, som, når den brændes, giver den maltede byg en særlig karakter – kaldet peaty (tørveagtig) – som man typisk finder i whiskyerne fra Islay og andre øer.

Denne karakter kan beskrives som jodagtig, medicinsk, røget, maritim og andre termer. Man vil ikke være i tvivl, når man har stået med en rigtig tørvebombe som Laphroigh i hænderne. Et andet eksempel: Man bruger ved fadlagringen fade, der har været brugt til enten anden spiritus, hedvin eller vin.

Mange skotske whiskyer lagres på let brugte amerikanske bourbonwhiskyfade, men også sherryfade er populære. Bourbonfade giver lyse, delikate vaniljetoner, mens sherryfade giver dybe, dramatiske, sødmefulde julekagetoner. Og sådan kan man blive ved.

Guide til tørvepræget whisky
Hvis vi starter i det svært tørveprægede, er det vanskeligt at komme uden om Ardbeg. Det er ø-whisky fra Islay for fuld udblæsning med et af de højeste indhold af penoler, som er et udtryk for, hvor meget tørvepræg, whiskyen har.

Ardbeg er de seneste årtier trådt ind blandt de ypperste Islay-whiskyer og har en stribe aficionados, som følger destilleriet loyalt.

Ardbeg fremstiller en række whiskyer, fra relativt kortidslagrede (meget passende kaldet ’very young’) til et par langtidslagrede og meget komplekse whiskyer kaldet Uigeadeal og Arigh Nam Beist (opkaldt efter lokale søer og kilder).

Begyndere bør drikke halvdyrt
For den lidt uprøvede gane er det faktisk lettere at gå til disse halvdyre, men fornemme whiskyer, da det markante tørvepræg bakkes op af en stor fylde og rigdom, der gør den lettere at tolerere. Der folder sig en veritabel vifte af tobak, karamel, rom og honning ud i rummet – og så den der jodtone fra tørven.

Et andet destilleri, hvor whiskyerne har meget tørvekarakter, er Longrow, som ligger i den tidligere så blomstrende destilleriby Campbeltown. Denne lille by var tidligere den måske mest betydningsfulde skotske whiskyby, men tiderne var ikke gunstige for Campbeltown, der nu kun rummer et par destillerier – som dog anses for at være i den absolutte top.

Longrow er ejet af Springbank, det nok mest traditionelle destilleri i Skotland.

Maritim saltet citrussmag
Også Longrow fremstilles med en stor del håndkraft og selvfølgelig med tørvetørring af malten, hvilket giver en udtalt tørvekarakter i de yngre whiskyer.

I forhold til Ardbeg er Longrow mere forfinet med en maritim, saltet tone, der har klare elementer af citrus – men samtidig med en god koncentration og en utrolig længde i smagen.

Specielt Longrows kostbare (omkring 800 kroner) 14-års whisky er fantastisk.

Sød som en julekage
Vil man have lidt saftig, kraftig og sødmefuld julekagekarakter, skal man finde en af de meget berømmede sherryfad-lagrede whiskyer fra Macallan.

Dette Highland/Speyside-destilleri har tidligere satset stærkt på andalusiske sherryfade, men disse er dyre og efterhånden svære at få fat i.

Derfor har Macallan introduceret en serie ’fine oak’, der i højere grad bruger de noget billigere bourbonfade.

Jul i glas
Disse whiskyer er rigtig gode, men efter min mening uden den charmerende karakter, som de traditionelle har med deres toner af tørret frugt, julekrydderier, sukat, syltede valnødder – ja nærmest en rig julekage på glas.

Desværre fremstiller Macallan efterhånden kun 12-års single malt i ren ’sherry oak’.

Man skal være opmærksom på, at det er lidt sværere at finde denne end ’fine oak’-serien, men det er umagen værd.

Smagen af Skotland
Fra nogle af Skotlands nordligste og mest vindomsuste øer, Orkneyøerne, kommer en kompleks og indtagende whisky, Highland Park. I virkeligheden er stilen ganske langt fra whiskyerne fra en anden barsk ø, Islay.

Der er en delikat honningtone over Highland Parks whiskyer, som balancerer med orange, der går fra ret frisk orange til tørret orange, jo ældre whiskyen bliver. Smagen er venlig, rig og diskret sødmefuld, hvilket gør dem ganske let drikkelige, uden at de mister seriøsitet.

Mange har en opfattelse af, at blødt vand giver blød whisky. Det er ikke tilfældet – f.eks. bruger Highland Park meget hårdt vand og laver altså blød whisky. De er ikke blandt de dyreste whiskyer, og som sådan udgør de gode køb, hvad enten man tager den 12 år gamle eller flotter sig med den 18-års, der har noget mere bundtræk og dybde.

At drikke whisky
Man skal være opmærksom på, at flere af de her anbefalede whiskyer indeholder en del alkohol, faktisk fra 43 procent og helt op til såkaldt cask strength: 56 procent (hvor whiskyen ikke er fortyndet med destilleret vand).

Både generelt, men især ved høj alkoholprocent anbefaler mange, at der tilsættes få dråber rent vand, hvilket folder duften ud som en blomst.

Prøv whiskyen uden og derefter med vand – det er to forskellige oplevelser. Men ingen is!

Brug et slankt cognacglas og giv dig tid
Glasset bør være et slankt cognacglas eller et stort portvinsglas for at give fuld duftmæssig nydelse. Tag dig god tid, og prøv at finde så meget af den komplekse duft og smag, som du kan få ud af glasset.

Jeg flotter mig jævnligt en sen aften med en lille dram inden sengetid. Når jeg med eftersmagen af en Ardbegs maritime og eksplosive punch eller en Springbanks komplekse, potente og dog indsmigrende mundkæleri går ned for at lufte vovsen en sidste gang, kan det regne eller sne – jeg er sgu ligeglad! Varmen kommer indefra.