Stephan Springborg, naturvejleder i Hareskoven 20 km nordvest for København, demonstrerer, hvordan hele familien, klassen eller firmaet kan bruge skoven til hårdt arbejde. På den sjove måde.

SKULDRE, ARME, RYG, LÅR. Løft stenen fra jorden op over hovedet og ned igen. Husk: Ned i knæ, når du løfter.
Se stort billede
Skovfitness kalder Skov og Naturstyrelsen det nye koncept, hvor man bruger skovens naturlige forhindringer samt sin egen kropsvægt til at træne. Se faktaboksen for links til endnu flere variationer.

BENSVING. Sæt begge hænder i, og sving de samlede ben over stammen, frem og tilbage.
Se stort billede
Skal det være rigtigt sjovt, så prøv at dele jer i makkerpar og brug et minut på hver øvelse. Og se, hvor mange gentagelser I kan nå. Slog du din makker? Fik I to til sammen flere end det andet par? To og to kan I også lave små stafetløb.

STEP på stub. Sæt skiftevis højre og venstre ben op på stubben. Eller hop med begge ben samlede op og ned.
Se stort billede
Lav en lille bane med 10 udfordringer. Og kom i gang. Det smarte er, at I kan bruge det, der er i nærheden. En stub kan bruges som stepbænk, en bakke er perfekt til pulstræning. Løft en tung huggeblok og kast den afsted. Tæt skov kan bruges til slalomløb og en høj gren kan bryges til at lave armhævninger i.

MAVE. Det er ikke afslapning, men en maveøvelse, hvor fødderne holdes fast, og man kigger op i hver øvelse.
Se stort billede
Prøv at få dækket ind med de tre former for træning:
- Styrketræning (maveøvelser, armbøjninger og løft).
- Balance og koordination (linegang på træer, evt. tvekamp på træstamme, kravle i træ).
- Puls og kondition (få blæs på bælgen ved at lave spurt op ad lille bakke eller ved et slalomløb mellem træerne).

RYG. Fødderne holdes fast af grenen bagved, så man kan løfte sig, kigge frem og træne ryggens mørbrad.
Se stort billede
Hvis det skal være rigtigt sjovt, er det godt at udnævne en person til tidtager og til at holde øje med at øvelserne foregår rigtigt. Udpeg et par steder til 'stationer', hvor øvelserne foregår. Så kan tidtageren stå imellem stationerne og styre slagets gang.
Husk at varme op og strække ud, og det gælder både for børn og voksne. Med kolde og stive muskler er det alt for let at blive ramt af skader. Stephan Springborg er inspireret af crossfit - en amerikansk træningsform, hvor man bruger de remedier, der er til rådighed.