Annonce
Annonce
Penge & Bolig 30. apr. 2012 KL. 03.00

Bankkrisen vil gavne kunderne

Færre og større banker giver privatkunderne bedre service, siger eksperter.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Mens garanter og aktionærer taber stort på den bankkrise, der raserer den danske banksektor og indtil videre har kostet 40 banker livet, står de almindelige bankkunder til at vinde på krisen.

Det siger både eksperter, banksektorens organisationer og Forbrugerrådet.

»En konsolidering af banksektoren kan være til gavn for kunderne. Vi har rigtig mange pengeinstitutter i Danmark, så det vil ikke være et problem, hvis der bliver lidt færre. Tværtimod«, siger økonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen.

Selv hvis der kun var 20 banker, ville der stadig være konkurrence om kunderne

Selv få banker giver konkurrence
Umiddelbart skulle man ellers tro, at færre banker betød mindre konkurrence og dårligere service til småsparerne. Særligt fordi det især er små og mellemstore banker uden let adgang til de internationale kapitalmarkeder, der har medvirket til, at renterne på danskernes opsparing har holdt sig over inflationen.

LÆS OGSÅDet bliver endnu engang dyrere at have lån i Jyske Bank

Men ifølge professor i finansiering Jesper Rangvid fra Handelshøjskolen CBS er der ingen grund til frygt, selv om Danmarks cirka 100 banker skulle blive reduceret med yderligere 30, 50 eller sågar 80.

»På et teoretisk plan kunne du sige, at færre banker er lig med mindre konkurrence og dermed højere priser. Men virkeligheden er en anden. Selv hvis der kun var 20 banker, ville der stadig være konkurrence om kunderne«, siger Rangvid.

Længere til den lokale bank
Eksperterne er enige om, at antallet af banker fortsat vil falde. Både fordi krisen rydder op, og fordi der bliver færre bankfilialer, i takt med at internet- og mobilbanking vinder frem, og bankerne skærer i omkostningerne.

Siden 2002 er antallet af filialer dalet fra godt 2.000 til godt 1.600. Dermed vil der blive længere til den nærmeste bank.

LÆS OGSÅEU: Bankkrak skal ikke koste skattekroner

Formand Kent Petersen fra Finansforbundet, der organiserer de bankansatte, begræder dog ikke udviklingen:

»Meget ofte er det 2-, 3- eller 4-mands filialer, der lukkes. Men de kan alligevel ikke give en full-scale økonomisk rådgivning. Det kan godt være, at du får lidt længere til den lokale bank – til gengæld er chancen for kvalificeret rådgivning større«.

Erfaringerne fra Sverige
Fra Sverige, der gennemgik en konsolidering af banksektoren i starten af 1990’erne, er erfaringen også, at en bankkrise på længere sigt er til gavn for både banker samfundet.

»Jeg tror, at bankkrisen i starten af 1990’erne var med til at ændre kulturen i den svenske bankverden. Bankerne lærte en masse om kreditanalyse, og det har de haft stor gavn af i den aktuelle krise. Vi har slet ikke haft de samme problemer som i Danmark«, siger professor Peter Englund fra Stockholm School of Economics.

LÆS OGSÅStatens oprydningsbank bryder regler

Partner i den uafhængige finanshjemmeside Mybanker Morten Vestergaard ser dog »absolut ingen grund til«, at større banker skulle føre til en mere veldrevet dansk banksektor.

Og han frygter desuden, at en konsolidering kan gå ud over de mindre erhvervsdrivende, hvis kreditværdighed har beroet på, at den lokale bankmand kendte virksomheden.

»Masser af de lån, der gives i dag, vil ikke blive givet fremover, når det er i København, kreditten skal gives. Det kan føre til en yderligere stigmatisering af Udkantsdanmark«, siger han.

FACEBOOKBliv ven med Politiken