Annonce
Annonce
Penge & Bolig 26. maj. 2012 KL. 07.00

Søren Ryge: Min mors yndlingsblomst er egentlig ikke noget særligt

Liljekonvallen og den skønne staude løjtnantshjerte er begge på toppen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Egentlig er den ikke noget særligt, liljekonvallen. Jo, dens duft er smuk og legendarisk, men det er ikke en plante, jeg ville have i min have på grund af udseende og udtryk. Jeg har den på grund af min mor, for i hele min barndom huskede jeg (uden at blive bedt om det) at cykle ud til Gårde Skov her sidst i maj, tre kilometer hjemmefra, hvor der var et område med masser af liljekonvaller.

Jeg plukkede en stor buket, hundredvis, og så blev hun så glad, for liljekonvaller var min mors yndlingsblomst.

LÆS ARTIKEL Søren Ryge om sin store lyserøde staudebrøler...

Da hun døde for 12 år siden, blev der naturligvis plantet liljekonvaller på gravstedet, og jeg plantede også nogle i haven – i et hjørne under et paradisæbletræ. De har udviklet sig stille og roligt siden og fylder nu et par kvadratmeter. De breder sig ved rodskud a la skvalderkål, så man skal ikke plante dem hvor som helst.

Spirerne dukker frem i begyndelsen af maj og bliver hurtigt til de store, lidt grove blade. Blomsterne kommer lidt senere, men er så små, at de næsten er skjult af bladene, som i øvrigt holder sig grønne resten af sommeren. Hvad det angår, er liljekonval en udmærket bunddække i hel- og halvskygge.

LÆS ARTIKELRyges brevkasse: Hvilken blomst er dette?

Det skal dog nævnes, at den er giftig, endda meget giftig. Det siges, at selv vandet fra en vase med liljekonvaller er stærkt giftigt. Værst er det dog med de små røde bær, der nogle gange kommer efter blomsterne. De kan se lokkende ud for børn, så de skal fjernes omgående og alle sammen.

Kvinder og champagne
Hvad det angår, er løjtnantshjertet meget bedre. Faktisk er det en god idé at plukke en blomst og vise små børn, hvorfor den hedder løjtnantshjerte. Ifølge overleveringen skyldes det »folkeviddets sikre forvisning om, at der i et rigtigt løjtnantshjerte kun findes tanker om to ting her i verden, nemlig danserinder eller skønne nedringede kvinder og champagneflasker.

Fjern de to yderste kronblade, dem, der danner hjertet. Man vil da se, at de indre kronblade og støvdragerne danner en smuk dame i krinoline. Fjerner man nu forsigtigt ’pigen’, vil man af blomsten kun have støvvejen tilbage, og den har form som en rigtig champagneflaske, hvor støvfanget danner proppen, griflen og støvknuden udgør selve flasken« (citat fra Jens Ole Rasmussens ’Folk og Flora’).

LÆS ARTIKELRyge: Overvintring af georginer er et lotterispil

Bortset fra dette romantiske vrøvl er løjtnantshjerte en ualmindelig fin staude. Den kommer tidligt med kraftige grønne skud, som i løbet af maj bliver meterhøje og fyldt med de fine hjerteformede blomster, der er draperet elegant på lange stængler. Den blomstrer længe, to-tre måneder, og hvis planten står i god jord og sol, fylder den godt – en meter på hver led. Sidst på sommeren visner den langsomt ned.

LÆS ARTIKEL Ryge: Her er forklaringen på, hvorfor tulipaner muterer

Den holder i adskillige år. Breder sig ikke. Skal ikke bindes op. Er altså lidt af en idealstaude. Den røde er mest almindelig, men den findes altså også i en hvid udgave, som vi købte for et par år siden, hvilket vi ikke har fortrudt. Der er ikke mange stauder, der er på deres højeste allerede nu.