Det er en fast regel for drivhusejere, at det gøres rent engang i løbet af vinteren. Sommerens vækst og konstant fugtige klima afsætter en masse alger og lignende indvendigt, og desuden er der med sikkerhed en masse æg og larver af spindemider og andre uvelkomne gæster, der overvintrer i sprækker og revner.

Derfor bliver der vasket grundigt med sæbevand og algerens. Et lidt træls job, fordi man ender med at blive våd over det hele.

LÆS KLUMME Ryges brevkasse: Sjælden fangst af albino muldvarp

Prikken over i’et er den udvendige vask. Støv og fugleklatter sætter deres præg, og på nordsiden er der altid lidt belægning af alger.

Denne vinter er vores drivhus lysegrønt. Hele vejen rundt. Aldrig før har jeg set en så tæt og massiv algevækst på det. Det hænger naturligvis sammen med, at både sommer og efterår har været næsten konstant våde, hvilket altid fremmer algevæksten, men det er også et sikkert bevis på noget andet, som vi næsten aldrig tænker på eller snakker om:

den konstante luftforurening, der handler om ammoniak.

LÆS OGSÅ Ryges brevkasse: Syge buksbom vækker bekymring

Den lever sit eget stille liv, fordi den ikke gør synligt fortræd. Den kan ikke omregnes til sygdomstilfælde og andet menneskeligt. Den påvirker ikke velfærd, nationens økonomi eller beskæftigelsen. Den indgår i diverse planer, der har med forurening at gøre, men er lavt prioriteret. Desuden er vi så heldigt placeret, geografisk og klimatisk, at vi sender 60.000 ton ammoniak igennem luften til udlandet, men kun modtager 10.000.

Og den har intet, absolut intet, med havebrug at gøre. Alligevel fik det grønne drivhus mig til at opdatere min viden om fænomenet, hvilket er nemt i vore Google-tider. Her er det vigtigste:

Ammoniak er en kvælstofforbindelse, der også kan optræde i luftformig tilstand. Den har gødende virkning – får planter til at vokse hurtigere. Den findes overalt i luften, fordi den frigives af dyr og planter under vækst og nedbrydning. Især husdyrgødning i enhver form frigiver store mængder ammoniak, og man regner med, at 98 procent af ammoniakken i luften over Danmark stammer fra landbruget. 40 procent undslipper fra staldene. 30 procent i forbindelse med udbringningen (gylle).

Natur i ubalance
Ammoniakforureningen kaldes det væsentligste luftforureningsproblem uden for byerne, fordi det simpelthen forandrer et af naturens grundvilkår. Alle de planter, der igennem millioner af år har tilpasset sig vores jord og klima, påvirkes af denne ekstra tilførsel af gødning, og for nogle er det fatalt. De oprindelige naturtyper, skove, heder, overdrev og højmoser kan ikke tåle det. Balancen imellem de tusinder af planter er hårfin, og når den forrykkes, forsvinder nogle af arterne. Biodiversiteten får endnu et hug.

LÆS KLUMME Ryges brevkasse: Brug en muldvarp som lokkemad

Alt dette er velkendt og grundigt dokumenteret. Og langsomt, langsomt forsøger landbruget at mindske udslippet, hvilket tager lang, lang tid, al den stund vores husdyrproduktion er større end nogensinde.

Det er ikke en tikkende bombe. Det giver ingen døde fisk eller fugle. Men det er et af de mange indgreb i naturen, som på langt sigt vil ændre den, gøre den fattigere. Det kan ingen generationer være bekendt – slet ikke vores rige del af verden.

FACEBOOKBliv ven med Politiken