Grete Bjerg fra Vejby deler erfaringer:
Jeg gør det aldrig igen!

For nogle år siden var vi enormt plagede af mosegrise, og nogle af vores venner opfordrede mig til at putte nogle giftpiller ned i hullerne.

Det gjorde jeg så, og da jeg nogle dage efter kom ned i haven, så jeg et syn, jeg har svært ved at glemme. Ved siden af et af hullerne sad en mosegris helt stille med blodet løbende ud af øjnene og ud af snuden. Den kiggede bare på mig, flyttede sig ikke engang, da jeg var helt henne ved den. På det tidspunkt – og alt for sent – kom jeg i tanke om, at giftpillerne virker ved at sprænge alle blodkarrene i kroppen.

LÆS ARTIKELRyges brevkasse: Mosegrise vender tilbage ved sommerhuset

Den stakkels mosegris var langsomt ved at forbløde. Min mand fik gjort en ende på dens lidelser, og jeg prøvede, så godt jeg kunne, at få de resterende giftpiller op af de andre huller, mens jeg skammede mig over, at jeg kunne udsætte et levende væsen for sådan en tortur.

Siden har vi levet med hullerne, og hvis der er andre, der kunne tænke sig at proppe gift i deres huller, så vil jeg ønske, at de havde kunnet se det blik, mosegrisen sendte mig den morgen.

Svar:
Kære Grethe. Du er et godt menneske, og dit følelsesliv er yderst intakt. Derfor vil jeg forsøge at besvare dit brev så seriøst som muligt.

De autoriserede gifte, som lægges ud af de offentlige skadedyrsbekæmpere, er såkaldt antikoagulerende midler. Når dyrene æder dem, mister blodet sin evne til at størkne, og eftersom alle levende væsner konstant har små indre blødninger, betyder det, at musen eller rotten langsomt forbløder. Man mener ikke, at det påfører dyrene smerte. De bliver mere og mere trætte, og på et tidspunkt lægger de sig ned og dør en stille død. Nogle af dem kommer frem i lyset i denne sidste fase, og så har man naturligvis mulighed for at aflive dem.

Når man har valgt denne langsomtvirkende gift, hænger det sammen med rottens tilsyneladende klogskab. De æder ikke gift, der virker hurtigt, for når de har set artsfæller dø af at spise noget bestemt, holder de op med at spise det. Der skal gå 6-8 timer, før rotten har ’glemt’ den farlige forbindelse.

LÆS ARTIKELRyges brevkasse: Værn mod skvalderkål

Mosegrise bekæmpes nogle gange med giftgas, fosforbrinte. Det lægges ned i gangene i form af nogle piller, og når de bliver fugtige, udvikles gassen. Når mosegrisene indånder det, dør de meget hurtigt. Den mosegris, du har set, må have ædt noget af den anden gift, for ellers ville den ikke sidde i det fri og kigge bedrøvet.

Du lægger i dit brev op til, at vi slet ikke skal bruge disse langsomtvirkende gifte, fordi det er synd for dyrene. Den kommer du ikke langt med, for mennesker har til alle tider bekæmpet mus, rotter og mosegrise på de måder, der virker bedst. Fældefangst og hurtig død er sjældent muligt, og derfor har man valgt en giftform, der virker.

Dog er det sidste nye, at bekæmpelse af rotter i kloakkerne, som er det suverænt største problem, nu også foretages med avancerede elektroniske fælder, der dræber dyrene med et spyd igennem ryggen. Den store fordel ved dette er, at man så kan se, hvor mange rotter der dræbes.

LÆS ARTIKELRyges brevkasse: Brug en muldvarp som lokkemad

Emnet er stort og kompliceret. Jeg vil slutte med at minde om, at rotter og mosegrise, der ligger døde, fordi de har ædt gift, ikke udgør nogen fare for ræve, musvåger, hunde og andre rovdyr, der eventuelt finder dem og æder dem. Da er giften ophørt med at virke.

Og i øvrigt er der en sejlivet historie, der siger, at Stalin døde af hjerneblødning, fordi han fik rottegift – bare for at sætte emnet lidt i perspektiv.

- Søren Ryge Petersen

Rettelse: Læser og skadedyrsbiolog Jens Lodal har, siden Søren Ryges svar blev publiceret, gjort opmærksom på, at det siden 1. januar 2012 har været forbudt at bekæmpe mosegrise med antikoagulerende midler. En af flere årsager hertil er, at der er en risiko for forgiftning af rovdyr og rovfugle, hvis de spiser de døde mosegrise efterfølgende.