Der er grundlæggende to måder at dyrke planter på. At så eller at plante. De har været brugt til alle tider og i hele verden. Da menneskeheden fandt ud af selv at dyrke planter i stedet for at gå rundt og samle de vilde, ændredes alting. Jordbruget har været grundlaget for enhver civilisation.

Måske er det derfor, at det stadig føles så helt igennem godt at så. Måske er der nogle ting i vores genetiske koder, der gør det grundlæggende meningsfyldt at gå med bøjet ryg i timevis og putte småbitte dimser i jorden (eller måske er man bare en bondedreng).

Lykkelig i køkkenhaven
Under alle omstændigheder har jeg endnu en gang oplevet det. Aprils rydden op i køkkenhaven – få jorden gjort sort og blød og modtagelig. Og derefter dagene med godt vejr, hvor frøposerne kommer med ud, river og hakkejern og snore kommer frem, og jeg tilbringer en helt igennem lykkelig dag med at så.

LÆS ARTIKEL Krisen får den indre bybonde frem i os

Der er ikke så meget mere at sige om det – ud over en undren over, at jeg efter 40 år med stor have stadig kan føle denne glæde. At jeg med største selvfølgelighed stadig sætter små pinde i jorden for enden af rækkerne og gør de tomme frøposer fast til pindene. Og at jeg efter endt gerning kigger ud over jordstykket med stor tilfredshed – at den nøgne jord med alle pindene er næsten lige så fin som om 3-4-5 måneder, når det hele er kommet op.

For de næste to-tre uger er jo lige så gode. Da går dagens første havevandring usvigelig sikkert om i køkkenhaven, hvor jeg skanner den sorte jord omhyggeligt for at se, om nogle af frøene er spiret. Om de har foldet de første bittesmå kimblade ud. Om der allerede er en hel række hovedsalat.

At lære at så
Hvilket også kan undre, for jeg ved jo, at de kommer. Det snyder aldrig. Der kan gå en eller to eller tre uger (alt efter vejret), men så kommer de, men ventetiden er det hele værd. Når den sorte jord er blevet til rækker af småplanter, er det jo lykkedes endnu en gang. Så får vi også rucola og rødbeder og radiser og gulerødder og spinat og de ti slags salat i år. Så overlever vi sommeren endnu en gang.

I skrivende stund (14. maj) er det meste kommet op. Også morgenfruerne og valmuerne og kornblomsterne og zenniaerne. Og i søndags kom den små Johanne og den endnu mindre Halfdan på besøg og gjorde mig kunststykket efter. Ikke fordi vi har opfordret dem til det, men fordi de allerede nu ved, at man købe spraglede frøposer og putte små frø i jorden, som bliver til det, der er uden på poserne.

LÆS ARTIKEL Solskin forude: Sådan får du gang i begynderhaven

Det er ren leg, og det går lynhurtigt. Hvis de voksne ikke legede med, ville det blive til kaos. Hvis ikke jeg lugede senere på sæsonen, ville det hele drukne i ukrudt. Men det er det hele værd, fordi de lærer, at man kan putte små frø i jorden, som i løbet af sommeren bliver til noget, der kan plukkes eller spises. Som man ikke køber eller får foræret, men som er kommet helt af sig selv, bare fordi man puttede nogle frø i jorden.

Det var Johannes dag. Hun er fem år og har selv købt frøposerne. Men fætter Halfdan var med og tonsede rundt med hakkejern og rive, og da Johanne lagde solsikkekerner i jorden, ville han også. Og fik lov. Lægge frø i jorden og lave L... i bleen bagefter, helt diskret.

FACEBOOKBliv ven med Politiken