Da de ringede fra Lørdagsliv og spurgte, om jeg ville deltage i et temanummer om CO₂, sagde jeg omgående ja, for det gør jeg hver gang.

Nye vinkler på gammelt stof er altid godt. Siden har jeg spekuleret voldsomt, for dette er ikke så nemt. Bliver det ikke bare en lille storm i et stort glas vand?

Er der nogen som helst mulighed for, at jeg og alle andre haveejere vil ændre indgroede vaner for at bidrage med et idealistisk minimum til nedbringelse af den famøse CO₂-konto? Inderst inde tror jeg det (desværre) ikke, men kaster mig alligevel ud i min prædiken:

En årlig klipning
Det vigtigste må være maskinerne. Plæneklipperen, fræseren, hækklipperen plus alle de andre larmende, spruttende og stinkende maskiner, enhver haveejer har flere og flere af. De bruger benzin, meget benzin, og de kan alle som én erstattes af håndkraft.

Problemet er, at ingen havemand i hele verden vil skifte sin Stiga-rider med knækstyring og kopholder ud med den gode håndskubbede Gudenaa 400, uanset hvor stor eller lille græsplænen er. Selv om ingen af os måler havearbejdet i timeforbrug, er det alligevel dejligt, at man kan klippe det hele i løbet af en halv time i stedet for tre. Uden at blive træt i hverken arme eller ben.

Det gode CO₂-bud er derfor noget helt andet. At lade være med at klippe græs. Droppe de evindelige en gang om ugen-larmeture og lade græsset gro. Så vokser det op i fuld højde og blomstrer smukt i juni. Bliver lige så fint som en grøftekant.

Hvis græsplænen bruges af børn til boldspil, eller af voksne til golf og kroket, går den jo ikke. Men helt ærligt: Hvis græsplænen bare er noget, man ser på, så er det oplagt at lade være med klipperiet. Man kan klippe nogle stier igennem det lange til de daglige gåture, og ellers lade det hele være.

Først engang i august-september skal det hele klippes ned, og det er en helt anden historie.

Egne grøntsager
Nummer to på listen er køkkenhaven. For alle danskere køber grøntsager, hele året. En stor del af det kommer fra Spanien og Italien, køres til Danmark i lastbiler. Det er voldsomt CO₂-forbrugende. Alternativet er oplagt og velkendt. At alle danskere med rådighed over jord dyrker deres grøntsager selv. Kartofler, salat, gulerødder, persille, dild og alt det andet.

Det er den nemmeste sag i verden, og vi har gjort det siden stenalderen.

Fra maj til november kan enhver parcelhusfamilie være selvforsynende med alverdens grøntsager, som endda smager bedre end de købte, fordi de er helt friske, når man bruger dem. Man skal bare gide. Og det er meget nemt.

Drop halvdelen af græsplænen og sæt kartofler. Drop sommerblomsterne og så dild og persille i stedet. Det er faktisk lige så smukt.

Kompost uden transport
Nummer 3 er gødning og kompost. Den gødning, vi køber i poser og sække, er jo fremstillet et eller andet sted, men nu bliver det lidt kompliceret. For noget graves op af jorden, og noget – bl.a. kvælstof – laves ved en speciel elektrisk proces, hvor man udvinder luftens kvælstof.

Det er meget energikrævende og derfor i høj grad medvirkende til CO₂-udledning. Men af samme grund produceres en stor del af kvælstoffet i lande med vandkraft, bl.a. Norge, og så tipper regnskabet den anden vej.

At det færdige produkt derefter skal transporteres, er en anden sag. Transportsektoren er jo storforbruger af fossile brændstoffer, så hvis vi på nogen måde kan nedbringe vort forbrug af alle disse produkter, vil det alt andet lige være CO²-venligt (selv om ingen får mig til at undlade at gøde mine roser, mine kartofler, porrer og spinat. Hvorimod jeg aldrig gøder mit græs).

Kompost er bedre end gødning
Gødning kan til en vis grad erstattes af kompost, og det er bevist igen og igen, at kompost giver en bedre jord, bedre vækst, sundere planter. Desuden er det CO₂-neutralt som bare pokker.

Problemet er bare, at en normalhave slet ikke producerer tilstrækkelig med kompost til at forsyne planterne med den nødvendige gødning. Dette klarer en del haveejere ved at hente kompost på landets genbrugspladser, hvor det som regel endda er gratis.

Fint nok, og alligevel lidt absurd. At en million haveejere kører deres haveaffald til genbrugspladsen, hvor kommunen komposterer det. Og at nogle af dem bagefter henter det igen. Transport-transport-transport. Vil man være miljøbevidst i enhver haveforstand – herunder CO₂-venlig, kører man simpelthen aldrig sit haveaffald væk fra haven. Man komposterer det selv. Og transporterer det med trillebør.

Og så kan jeg med min bedste vilje ikke finde på mere.