Annonce
Annonce
Dine penge 22. apr. 2012 KL. 15.57

Økonom: Ingen grund til nervøsitet over lukningstruet bank

Sparekassen Østjylland bliver overtaget, hvis den ikke finder penge inden kl. 18.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

40.000 kunder venter med spænding på, hvad der kommer til at ske med den lukningstruede bank Sparekassen Østjylland.

De store spørgsmål lige nu er, om sparekassen enten kollapser, bliver overtaget af et andet pengeinstitut, eller om statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet overtager den østjyske bank

Det bliver afgjort senest klokken 18 i dag, hvor banken har sidste frist til at finde den nødvendige kapital til at fortsætte forretningen.

Men hvad betyder det helt konkret for bankkundernes indestående i banken?

Ifølge økonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen kan kunderne tage det helt roligt. Og de har ingen grund til at være nervøse for, om de mister deres penge, hvis banken går fallit.

»Kunderne skal bare bevare roen, jeg er sikker på, at banken finder en løsning, som gør, at ingen mister penge«, siger han til politiken.dk.

Garantifond dækker tab
I går meddelte Sparekassen Østjylland i en pressemeddelelse, at »Sparekassen har fået frem til søndag den 22. april til at tilvejebringe den nødvendige kapital«.

Morten Bruun Pedersen forklarer, at kunder som har under 750.000 kroner på deres konto ikke mister nogen penge, uanset om banken går konkurs eller ej.

LÆS OGSÅLukningstruet bank får kort frist til at finde millioner

Indskydergarantifonden sikrer nemlig kunder i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber mod tab for op til 750.000 kroner.

Har flyttet formuen til forskellige banker
»Jeg tror, det er de færreste af bankens kunder, der har over 750.000 kroner på deres konto. Det er ikke noget nyt, at det ikke går godt i Sparekassen Østjylland, så jeg tror, at mange har lavet foranstaltninger, der sikrer dem mod en eventuel konkurs«, siger Morten Bruun Pedersen.

LÆS OGSÅ40.000 danskere kan miste deres bank i weekenden

Han påpeger dog, at den mest sansynlige løsning bliver, at sparekassen overtages af et andet pengeinstitut, og dermed undgår at gå konkurs.

Dermed tror han ikke, det bliver aktuelt, at Finansiel Stabilitet overtager sparekassen.

FAKTA Disse banker har mistet livet siden 2008

Morten Bruun Pedersen vurderer yderligere, at bankens mest velstillede kunder sansynligvis har sikret deres penge ved at dele deres formue op og have flere konti i forskellige pengeinstitutter, så de ikke har over 750.000 kroner i en bank.

Har haft underskud gennem en årrække
Sparekassen Østjylland har allerede været gennem en lang årrække med underskud, der har tæret på sparekassens egenkapital.

Den kom således ud med underskud på 12 millioner kroner før skat i 2010 efter et minus på 152 millioner før skat i 2009 og et underskud på 222 millioner før skat i 2008.

Ligegyldigt hvad der sker med banken efter klokken 18 i dag, åbnes dørene som normalt mandag morgen, forsikrer banken i en pressemeddelelse.

Sparekassen Østjylland beskæftiger 175 ansatte i 15 filialer. Den har hovedsæde i Hammel ved Aarhus.

FACEBOOKBliv ven med Politiken