Annonce
Annonce
Dine penge 23. maj. 2012 KL. 19.17

Bookmaker-bommert: Gamblere har allerede tjent penge på FCK-guld

Bookmaker udbetalte penge på FCK som dansk mester i september sidste år

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det lyder næsten for godt til at være sandt: At kunne indkassere gevinsten på et væddemål, uanset om man gætter rigtigt eller forkert.

Det kan ikke desto mindre blive en realitet for kunder hos bookmakeren Bet24.

I september sidste år udbetalte Bet24 nemlig gevinster til alle kunder, som havde satset penge på, at FC København ville vinde det danske mesterskab i fodbold i sæsonen 2011/2012.

»Det var en enormt skidt beslutning fra vores side - den var jo helt i skoven. Vi skulle have haft det væddemål oppe i stedet for at udbetale det, men vi troede jo, løbet var kørt«, siger Frederik Skov, der er odds-sætter hos Bet24.

I den sidste spillerunde, som afvikles i aften, kan FC Nordsjælland vinde mesterskabet med en sejr hjemme over AC Horsens. FC København ligger i skrivende stund på andenpladsen.

Hos alle bookmakere - Bet24 inklusiv - er FC Nordsjælland favoritter til at vinde deres sidste kamp, og dermed mesterskabet.

LÆS OGSÅBookmakere: FCN får DM-guldet

FC København har stadig mulighed for at stå tilbage som danske mestre, hvis de vinder deres hjemmekamp over Silkeborg og FC Nordsjælland samtidig spiller uafgjort eller taber.

»Bare ærgerligt for os«
Hos Bet24 siger man, at cirka 100 væddemål blev udbetalt. At der ikke er tale om flere skyldtes ifølge Frederik Skov, at udbetalingen skete så tidligt i sæsonen.

»Jeg kan ikke komme med nogle konkrete beløb, men jeg kan sige, at ud af det samlede indskud betalte vi 165 kroner tilbage for hver 100 kroner, der var satset«, siger Frederik Skov.

Langt de fleste spil på vinderen af Superligaen var på FC København, og selvom Henrik Jensen, landechef for Danmark hos Bet24, kalder udbetalingen »en relativt forhastet beslutning«, så er det ikke noget, der vælter budgettet.

LÆS OGSÅWilliam Kvist: FCK lader sig ikke presse

»Sådan er det jo i bookmakerbranchen. Man vinder og så taber man lidt en gang i mellem, og det skal man være villig til. Det er ikke noget, vi ligger søvnløse over, større var beløbet heller ikke«, siger Henrik Jensen.

Kunder, som har fået udbetalt gevinster på FC København, behøver ikke frygte at skulle betale pengene tilbage, hvis FC Nordsjælland vinder i aften.

»Pengene er udbetalt, så det er bare ærgerligt for os«, siger Henrik Jensen.

Håber, at kunderne har sat gevinsten på spil igen
Bet24 følte sig sikre på, at guldet ville gå til FCK. Derfor kunne de lige så godt få udbetalt pengene med det samme, så de kunne komme i spil på andre væddemål i stedet for, at kunderne skulle vente med at satse deres gevinst, til efter sæsonen var afsluttet.

»Dem som har fået udbetalt penge på FCK, de har forhåbentlig sat dem i spil på noget andet. Så må man håbe, de ikke har sat dem på FC Nordsjælland, for så har det været en rigtig dårlig forretning«, siger Henrik Jensen.

LÆS OGSÅFCK skal håbe på det største mirakel siden 1994

Bet24 ved ikke, om der findes kunder, som har satset deres FCK-gevinster på, at FC Nordsjælland vinder mesterskabet og dermed har scoret to gevinster på samme væddemål. Frederik Skov kan dog sagtens forestille sig, at det er sket.

»FC Nordsjælland er blevet mere og mere populære rent spillemæssigt i kraft af, at de også er blevet bedre på banen. Så jeg kunne sagtens se, at der var nogle af de kunder, der havde vundet en gang, som har skiftet bane og spillet på Nordsjælland«, siger Frederik Skov.

Kunne have tjent tabet hjem
Da Bet24 valgte at udbetale gevinster på FC København, valgte selskabet samtidig ikke at lukke for fremtidige spil på, at FC København ville vinde mesterskabet. Kunderne kunne stadig spille på de andre hold, men ikke FC København.

»Vi synes ikke, det harmonerede med, at vi allerede havde valgt at udbetale på dem«, siger Frederik Skov.

LÆS OGSÅSportsredaktør: FCK har spillet for højt spil

Det kan måske have været en større fejl end selve udbetalingen.

Hvis I havde åbnet for spil på FC København i løbet af forårssæsonen og FC Nordsjælland ender med at vinde mesterskabet i aften, kunne I så ikke have tjent jeres september-udbetaling på FC København hjem på de kunder, som igen havde satset penge på dem?

»Det er jo rent hypotetisk, men det kan man sagtens forestille sig«, siger Frederik Skov.

Hvem hepper I på?
Der er ingen fortrydelse at spore hos Henrik Jensen, som dog alligevel håber, at odds-sætterne tager fejl i aften, når de har udnævnt FC Nordsjælland til favoritter.

»Vi hepper på, at FCK tager sejren hjem, det vil jeg ikke lægge skjul på«, siger Henrik Jensen.

LÆS OGSÅAndreas kan blive den tredje Laudrup med et DM

Overraskende nok bakkes han ikke op af Frederik Skov. Selvom han siger, at han »rent fagligt burde heppe på FCK«, så ligger hans sympati et andet sted.

»Jeg hepper faktisk på Nordsjælland. Jeg synes de har fortjent det, for de har spillet utrolig flot fodbold. Jeg synes det kunne være fedt for Fodbolddanmark - og også for bettingselskaberne - hvis vi fremover kunne få en jævnbyrdig række, som bliver afgjort i sidste spillerunde«, siger han.

LIVE: Guldkampen afgøres i nervepirrende parløb

Du kan følge hele afslutningen af Superligaen live på politiken.dk fra klokken 20:00.

FACEBOOKBliv ven med Politiken