Annonce
Annonce
Dine penge 25. jul. 2012 KL. 09.45

Bank til kunder: I kan først få lavere rente, når I tjener nogle flere penge

Velbjergede kan få lavere rente end de, der tjener få penge.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Hvis Bo Lauenborgs kone var færdiguddannet og havde et job, ville ægteparret nok kunne få en lavere rente på deres boliglån. Ind til da må familien betale over 10 procent i rente på deres boliglån, og derfor kan de ikke betale af på deres gæld.

»Vi betaler bare renter og gebyrer, og det betyder jo, at banken fastholder os i en gældsspiral. Hvorfor skal man have en høj rente, fordi man er hårdt presset?«, spørger Bo Lauenborg, der driver et selvstændigt konsulentfirma.

Stigning på over 3 procent
Beskeden om, at den høje rente muligvis kan sænkes, hvis familien øger sin indkomst, kommer fra Danske Bank. Men den er ikke enestående på det danske bankmarked.

De svagest stillede er blevet ramt langt hårdere end de velstillede, da banken sendte regningen for finanskrisen videre til kunderne. Det viser opgørelser, som analysefirmaet Mybanker og rådgivningsfirmaet Finanshuset lavede for Politiken i februar.

LÆS OGSÅ Banker tjener kassen på sløve overførsler

Mens kunder med god økonomi slipper med en rente på 2,5 til 3 procent på kassekreditten og boliglånet, er tallene for kunder med såkaldt jævn økonomi helt oppe mellem 8 og 10 procent.

For Danske Bank gælder det, at velstillede kunder har oplevet en rentestigning på 0,7 procent på boliglån, mens stigningen for de dårligst stillede kunder er helt oppe på lidt over 3 procent.

Afdrager 3 kroner om måneden
Familien Lauenborg er efter flere rentestigninger nu oppe på at betale over 10 procent på deres boliglån, og dermed er renten sat så højt, at familien lige nøjagtig ikke kan betale af på gælden.

LÆS OGSÅPers boliglån er vokset med 450.000 kroner

Ifølge Bo Lauenborgs egne beregninger har familien de sidste tre måneder afdraget 9 kroner på deres boliglån – de resterende 13.491 kroner, som de har betalt for lånet, er gået til Danske Bank.

Familien har dog fået stillet et fald i renten i udsigt, hvis Bo Lauenborgs kone får sig et job. Det viser en mailkorrespondance mellem banken og familien, som Politiken har fået indsigt i:

»Vedrørende renten kan jeg jo ikke sige så meget andet, end at vi ikke kan matche en rente på 5-6% p.t.. Men vi vil selvfølgelig gerne prøve at se på mulighederne, når Tanja (Bo Lauenborgs kone, red.) er i job. Jeg kan sagtens forstå frustrationen over, at renten er steget, og afdraget er skrumpet ind«, skriver en Danske Bank-rådgiver fra afdelingen i Hillerød til familien.

Familiens gæld blev stiftet, da BG Bank – Senere opkøbt af Danske Bank – opfordrede familien til at lave en såkaldt boligsalgskredit i Bo Lauenborgs lejlighed, da familien købte hus i 2006. Det betød, at de havde en kredit med pant i det forventede provenu ved salg.

Men da lejligheden ikke kunne sælges, og værdien på den efterfølgende faldt med godt 40 procent, stiftede de en uforudset gæld. Bo Lauenborg understreger dog, at familiens utilfredshed med banken ikke handler om tabet på det krakkede boligmarked. Han forstår ikke bankens moral.

LÆS OGSÅSaskia kan spare 20.000 kroner om året på at skifte bank

»Hvad så, hvis man mister sit job – skal man så have en højere rente?«.

Det har dog ikke været muligt at få besvaret dette og andre konkrete spørgsmål til Danske Bank, der ikke ønsker at kommentere sagen. I stedet har banken sendt en mail med generelle svar på, hvorfor renten generelt er højere for kunder med lavere indtægt.

»Jeg kan afvise, at vi udelukkende sætter vores renter efter, om du er en økonomisk velstillet kunde eller ej. Vi sætter renten ud fra den konkrete risiko, der er ved engagementet«, siger Mark Namensen, afdelingsdirektør i Danske Bank.

Gode kunder skal have fordel
Mark Namensen nævner, at kundens indtægter spiller sammen med vedkommendes samlede engagement med banken, betalingshistorik, størrelsen på gælden og værdien på aktiver, når banken skal fastsætte renten på deres kunders lån.

Bo Lauenborg fortæller, at familien allerede har samlet alle aktiver i banken på nær forsikringer. Men det har ikke haft betydning i dette tilfælde. Mens det generelt er blevet billigere for bankerne at låne penge i Nationalbanken, er det blevet dyrere for kunderne at låne penge hos bankerne. Det er dog samtidig blevet dyrere for banken at manøvrere på et usikkert marked. Derfor er de forskellige renter med til at sikre banken indtjening, forklarer Danske Bank.

LÆS OGSÅ Danske Bank er ikke længere »landets billigste«

»Vi har begrundet vores renteforhøjelser med en kombination af, at prissætningen skal modsvare risikoen på vores udlån, stigende fundingomkostninger og behovet for at øge bankens indtjening. Men vores renteforhøjelser er differentierede, så de er konkurrencedygtige over for de kunder, der har en sund økonomi, og som samler deres forretninger hos os«, skriver Mark Namensen.

Familien Lauenborg har allerede fundet tilbud på boliglån hos andre banker på helt ned til 5 procent. Men så længe, de har gæld og er teknisk insolvente, kan de ikke gøre noget, fortæller Bo Lauenborg. »Problemet er, at man ikke kan komme ud af kløerne på banken, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet«.