Annonce
Annonce
Annonce
Dine penge 28. jul. 2012 KL. 13.52

Charlotte fik efterlønnen udbetalt: Jeg brugte rub og stub på min have

Charlotte Holleufer blev overrasket over, at hun havde sparet efterlønspenge op.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

En hundrede år gammel have med frugttræer, gårdsplads og solide ukrudtsdynger i to meters højde fik en kærlig omgang, da 47-årige Charlotte Holleufer i foråret fik sine efterlønspenge udbetalt.

Efter syv år som hjemmegående og keramiker uden nogen særlig indtægt kom det fuldstændig bag på hende, at hun var med i efterlønsordningen. Men den var sat i gang, da hun i 2000 og 2001 arbejdede i Århus Amt, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad de 25.000 kroner skulle bruges til.

LÆS ARTIKELDanskerne står i kø for at få efterlønnen ud

»Jeg hyrede en gartner til at lave en plan for haven og nå så meget, som han kunne for pengene. Han skulle have 350 kroner i timen plus moms, og jeg er faktisk overrasket over, hvor langt han nåede. Men han har jo de rigtige redskaber, så når han siger, at han vil fælde et træ, er det gjort på to timer. For os andre ville det have taget to uger«, siger Charlotte Holleufer.

Afstressende for familien
Nu breder plænen sig frit under de gamle frugttræer, gårdspladsen er omdannet til en gårdhave med overdækket terrasse, og der er lavet særlige steder til opbevaring af frisk brænde og den trailer, som helst skal være lidt af vejen.

Løsningen er afstressende for familien, for den tidligere hjemmegående mor er begyndt på arbejdsmarkedet igen og er væk fra hjemmet 47 timer om ugen.

LÆS ARTIKELEfterløn: Sådan gør de privatøkonomiske eksperter selv

»Jeg er lige gået i gang med at arbejde og bruge min uddannelse igen. Det er et stort spring efter at have været fuldtidshjemmegående, så det med at få ordnet haven stressede mig. Jeg kunne mærke, at det var der, pengene skulle bruges, for at jeg kunne nyde haven, selv om jeg går på arbejde. Det at hyre den gartner er det bedste, jeg har gjort, og havde jeg fået 25.000 kroner mere, havde jeg også brugt dem på haven«, siger Charlotte Holleufer, der er uddannet cand.scient.pol.

Huset er pensionsordningen
Hendes mand foreslog, at hun oprettede en pensionsordning med pengene, men hun vil hellere starte en pensionsordning på sit nye job. Mens hun har været hjemmegående, er huset blevet hendes pensionsordning. Parret har indrettet sig således, at Charlotte kom til at eje mere og mere af huset, i takt med at mandens pensionsordning voksede.

Som næsten nystartet på arbejdsmarkedet forventer Charlotte Holleufer, at hun skal arbejde de næste mange år.

LÆS ARTIKELKun hver femte vil have efterlønnen udbetalt

»Jeg føler ikke, at jeg har brug for at forlade arbejdsmarkedet tidligt, det har jeg virkelig ingen planer om. Jeg har ikke et job, der bringer mig i farezonen for at blive nedslidt. Så jeg bliver ved til folkepensionsalderen, hvad den nu er på det tidspunkt. Jeg ved godt, at man kan blive syg, men så havde de 25.000 kroner ikke battet meget. Bliver det så galt, må jeg sælge huset og købe en lille lejlighed«, siger Charlotte Holleufer.

Hun glæder sig over haven hver dag.

»Jeg har brugt hele min ferie på at gå og nusse i haven med de ting, som jeg synes, er sjove. Gartneren har lavet det knoklearbejde, jeg ikke gider lave«.