Hjælper du?

Vi har spurgt fire forældre med voksne børn, om de støtter dem økonomisk - og om hjælpen gør børnene mindre selvstændige:

Steven Lamberty, 59 år

Steven Lamberty har to voksne børn, som er 38 og 27 år. Han hjælper med mangt og meget, men som han siger, er der også grænser. Faste udgifter, som børnene kan regne med falder måned efter måned, må de selv klare. Men pludseligt opståede bekostninger, som børnene ikke kan forventes at se komme, hjælper han gerne med.

»Det er vigtigt, at de ikke er for slappe, for så bliver de nemlig mindre selvstændige. Jeg ville aldrig betale en elregning for eksempel, men tandlægeregninger eller en tur til dyrlægen vil jeg gerne hjælpe med«.

Irving Jensen, 56 år

Irving Jensen har tre voksne børn på 31, 27 og 25 år, og derudover har hans kone endnu et barn fra et tidligere ægteskab. Irving mener, at den hjælp og de lån, han giver sine børn, forpligter. Han hjælper dem gerne, blandt andet med at få tag over hovedet, men han forventer, at børnene betaler lånene tilbage.

»Jeg hjælper gerne, men de må selv administrere hjælpen. Og den forpligter. Jeg forventer, at de er i stand til at betale mig tilbage, for de er jo voksne. Den ene er meget god til det. Den anden er ikke lige så god«.

Isabella Nielsen, 57 år

Isabella Nielsen er mor til to voksne børn på 34 og 28. Det hænder fra tid til anden, at hun rækker dem en økonomisk hånd, for det skal man, hvis man har muligheden, mener hun. I sin tid lånte hun sin søn 80.000 kroner, så han kunne betale indskuddet i en andelslejlighed.

»Det er kun godt at hjælpe, det mener jeg helt grundlæggende. Selvstændigheden ryger kun, hvis forældrene betaler for en fast udgift en gang om måneden for eksempel. Og jeg forventer jo, at de også hjælper mig, når jeg bliver gammel. Det er gensidig hjælp«.

Britta Jørgensen, 69 år

Britta Jørgensen har to voksne børn på henholdsvis 45 og 47 år. Hun har flere gange hjulpet sine børn økonomisk, men kun med ting, som de i virkeligheden ikke havde brug for. For som hun siger, så skal de være i stand til at klare de nødvendige udgifter selv. De er vel voksne.

»Jeg har kun købt det, jeg kalder luksusting, til dem. Møbler, lamper, ferier. Jeg har det grundlæggende sådan, at de skal kunne klare sig selv, når de er voksne. Der ligger vel noget mangel på selvstændighed i det, hvis man hele tiden hjælper dem«.

Serie Generationskløften

• Danmark bliver stadig mere aldersopdelt.
• I en artikelserie sætter Politiken fokus på, hvordan danskernes boligvaner, rejsemønstre, opdragelse, arbejdsliv og økonomi hænger nøje sammen med deres dåbsattest.
• Undtagelsesvis vil samtlige optrædende kilder samt journalisterne og fotograferne bag artikelserien figurere med angivelse af deres alder.

Det er ikke sådan, at børnene står med hånden fremme og tigger. Men selv om Marianne Josephsens børn er voksne og flyttet hjemmefra, hjælper hun og hendes mand dem af og til med store og små udgifter.

»Det er lige fra tilskud til briller og studiebøger til hjælp med boligen. Vi købte eksempelvis en lejlighed til vores ældste søn«, fortæller den 55-årige mor.

Hun fremhæver, at det er nu, mens børnene er under uddannelse og skal skaffe sig en bolig, at de har brug for hjælpen. Til gengæld skal de ikke regne på, hvor meget de engang kan arve. Marianne Josephsen vil hellere give børnene med »en varm end med en kold hånd«, som hun siger.

LÆS OGSÅVoksne får penge af far og mor

»Det er os, der har tjent pengene, så må vi også have lov til at bruge dem, mens vi kan. Det har mine børn også fuld forståelse for. Hvis jeg efterlader mig noget til mine børn engang, er det kun godt, men det er ikke et mål, som jeg indretter min tilværelse efter. Jeg tror, at det er meget udbredt for min generation«, forklarer Marianne Josephsen, der har et vennepar, som af og til tager på det, de i spøg kalder ’BBA-rejser’ – som står for brug-børnenes-arv.

»Dér adskiller vi os nok fra tidligere tiders generationer. Dengang afhang slægtens videre succes nærmest af, hvor meget børnene arvede. Dén afhængighed af forældrenes økonomi oplever børn jo slet ikke på samme måde i dag. Generationerne er ikke på samme måde afhængige af hinanden«.

3 ud af 4 hjælper
Og med sit ønske om at hjælpe børnene, mens hun er i live, og ikke tænke på arv ligger Marianne Josephsen godt på linje med danskerne generelt. Det viser en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse lavet for Politiken.

I den angiver tre ud af fire forældre med børn i alderen 18-40 år, at de inden for det seneste år har ydet økonomisk hjælp til deres voksne børn, stedbørn eller svigerbørn. Det kan være hjælp til tøj, telefon- eller tandlægeregningen. En stor post er boligudgifter. Næsten 50 procent har ydet hjælp til for eksempel køb af en bolig, til et depositum eller til husleje.

LÆS OGSÅ Unge kan først gå på pension, når de bliver 70

Til gengæld fylder spørgsmålet om arv næsten intet. Kun 10 procent angiver, at de bestræber sig på at tilpasse deres økonomi og livsførelse, så de efterlader arv. Og ældreforsker, kultursociolog Christine E. Swane, mener, at ideen om at sikre sine arvinger er ved at forsvinde.

»Jeg tror, at det med arv er på vej ud af almindelige menneskers tankegang og på den måde også i vores handlinger. Før var det et spørgsmål om at holde slægten i live, hvor der nu er en klar forventning om, at det klarer næste generation selv«, siger Christine E. Swane, 51, direktør i Ensomme Gamles Værn.

Til gengæld ser hun en tendens til, at ældre gerne vil bruge deres penge sammen med familien.

»Så får de selv noget ud det og giver noget, den yngre generation ikke har råd til. Det kan være, at man tager på en 70-års-fødselsdagsrejse i stedet for en middag med suppe, steg og is på kroen«, siger Christine E. Swane, som understreger, at der er omkring en fjerdedel af de ældre, som slet ikke har penge at spendere.

Helikopterforældre
Pudsigt nok er de generøse forældre ikke udelt begejstrede for pengeoverførslen. Lige godt halvdelen mener, at det svækker selvstændigheden hos voksne børn, hvis de støttes økonomisk af deres forældre.

At den økonomiske støtte giver et magtforhold, er antropolog Anne Leonora Blaakilde enig i. Det er der bare ikke noget nyt i.

»Historisk set har den yngre generation altid været afhængig af den ældres hjælp. Engang var det sådan, at de unge måtte flytte ind i huset hos forældrene og underkaste sig deres magt, indtil de gav den fra sig«, siger Anne Leonora Blaakilde, 51, postdoc ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

Det nye er, siger antropologen, at vi i dag hylder individets ret til at være uafhængigt.

»Vi føler, at vi mister vores integritet ved, at yngre er afhængige af deres forældre. Man kan sige, at det svækker selvstændigheden, men det er, fordi vi forventer, at man kan være helt uafhængig«.

LÆS OGSÅForældre, spar op: En baby betyder markant dårligere økonomi

Men måske er forældrenes hjælp blevet større. Det har kritikere i hvert fald ment i USA, hvor begrebet helikopterforældre er opstået. Det dækker over en forældregeneration, som kredser over deres børn som en helikopter hele vejen gennem uddannelsessystemet. En tendens, danske universiteter også kan genkende, når forældre sørger for deres voksne børns ansøgning til universitetet og henvender sig til studievejledningen.

Men de unge er også under et større pres i dag. Der er krav til, at de skal tage en uddannelse, skal klare sig godt og se godt ud oveni. Det pres ser forældrene og vil hjælpe, mener forskningslederen ved Center for Ungdomsforskning:

»Vi lever i en konkurrence- og præstationskultur. Og hvis forældre kan hjælpe og støtte deres voksne børn, gør de det naturligt nok for at tage lidt af presset af dem«, siger Jens Christian Nielsen, 40.

Og det synspunkt har Marianne Josephsen også i forhold til sine børn. Hun vil gerne hjælpe dem på vej, når nu hun kan.

»Vi har overvejet, om det gør dem mindre selvstændige at få hjælp fra forældrene, selv om de er voksne. Men så længe vi støtter fornuftige formål, kan jeg ikke se det store problem. Naturligvis skulle de nok klare sig uden vores hjælp, men når vi har muligheden for at lette deres tilværelse lidt, så har jeg det fint med det«, siger Marianne Josephsen.

Spørgsmålet er, om de voksne børn betaler tilbage, når forældrene bliver rigtigt gamle og har brug for hjælp.

I undersøgelsen angiver knap 39 procent af forældre med mindreårige børn, at de mindst månedligt yder praktisk hjælp, pleje eller omsorg til ældre familiemedlemmer. Og Marianne Josephsen forventer da også, at hendes børn vil hjælpe, sådan som de så, hun hjalp sine forældre.

»Jeg forventer ikke, at de vil slå græsset hver uge, men nok at de giver en hånd med. Ligesom de gav mig et kursus i at sms’e, da det var nyt«.