Annonce
Annonce
Dine penge 30. sep. 2012 KL. 09.26

A-kassechef: Dumt at vente, hvis du vil hæve dine efterlønspenge

Natten til tirsdag udløber fristen for at hæve pengene.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Hvis du har planer om at hæve sin efterløn, så kan du lige så godt se at få det gjort.

Sådan siger direktøren for de danske A-kassers sammenslutning, AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.

»Hvis man ved, man vil hæve dem, er det dumt at vente«, siger Verner Sand Kirk.

Fristen udløber, når mandag rinder ud
Fristen for at hæve pengene udløber ved midnat, når mandag bliver til tirsdag. Hvis man venter til sidste øjeblik, risikerer man at blive fanget i tekniske problemer.

Efterlønnen hæves ved, at man logger sig ind på sin A-kasses hjemmeside med nem-id. Her fraskriver man sig så retten til efterløn, hvorefter ens indestående overføres til ens nemkonto.

LÆS OGSÅSe om det kan betale sig at droppe efterløn

Der er imidlertid fortsat mange danskere, som ikke har hævet pengene. Og hvis de alle sammen beslutter sig for at gøre det lige før fristens udløb mandag aften, kan det give udfordringer for teknikken, ligesom man for eksempel kender det, når der sættes billetter til salg til store koncerter og fodboldkampe.

»Jeg mener, at A-kassernes systemer er meget stærke. De blev jo allerede testet, da muligheden for at hæve pengene blev indført. De første dage var der virkeligt tryk på, og så vidt jeg ved, klarede systemerne det fint«, siger Verner Sand Kirk.

Din egen netforbindelse kan gå ned
Han advarer dog samtidigt om, at man selvfølgelig også kan få problemer med ens eget system. For eksempel sker det jo for de fleste nu og da, at internet-forbindelsen kan være nede.

Sker det, kan man havne i en lidt besværligt juridisk situation. Så gælder det nemlig om at kunne bevise, at man fik frasagt sig muligheden for at gå på efterløn før fristens udløb.

»Jeg er ikke sikker på den præcise jura i det, men jeg ville sørge for at meddele det til A-kassen på en eller anden måde«, siger Verner Sand Kirk.

Omkring 400.000 danskere har hævet penge
Det er uklart, hvor mange danskere der ender med at hæve efterlønnen. Ved seneste opgørelse 1. september, havde 397.700 efterlønsberettigede hævet godt 21 milliarder kroner fra ordningen.

Hos A-kasserne melder man dog om tiltagende travlhed frem mod fristens udløb. Flere steder har man således måtte flytte medarbejdere fra andre funktioner for at kunne imødekomme de mange henvendelser om efterlønspengene.

ritzau