Mens Michael Irving Jensens far lå på intensivafdelingen i respirator med en pludselig forværret kræftsygdom, blev det klart, at den gamle mand havde meldt sig ud af folkekirken.

Men først da faderen efter lang tids bevidstløshed gled over i døden, opdagede sønnen, hvad udmeldelsen betød i praksis. Midt i forberedelserne til bisættelsen fik han et opkald fra bedemanden. En række præster havde pure nægtet at stå for ceremonien.

»Det var voldsomt. På et tidspunkt, hvor bedemanden normalt tager over, skulle jeg pludselig kæmpe for en kirkelig begravelse af min far«, siger Michael Irving Jensen, som oplevede det som en helt urimelig byrde på et tidspunkt, hvor han var i sorg.

Et problem at folk melder sig ud
Ligesom Michael Irving Jensen oplever stadig flere efterladte begravelsen som ekstra tung at gennemføre, fordi deres kære har meldt sig ud af folkekirken. Nogle aner ikke, at deres familiemedlem ikke længere er medlem, andre har aldrig tænkt over, hvad konsekvensen er. Sådan lyder meldingen fra bedemænd flere steder i landet.

LÆS OGSÅSå meget koster graven for ikke-medlemmer

»Det kommer som et chok for de pårørende, der havde regnet med en kirkelig højtidelighed og en præst, der sagde et par ord. For ulykkelige mennesker er det en kæmpe opgave selv at skulle stå for det hele«, siger Mogens Balling, der leder begravelsesfirmaet Liv&Død med filialer i 50 byer fordelt over hele landet. Bedemændene i Liv&Død oplever, at problemet bliver større, i takt med at stadig flere melder sig ud af folkekirken. Alene første halve år af 2012 har over 12.000 personer sagt farvel til kirken, og det er næsten en fordobling i forhold til 2011, hvor hele årets udmeldelser kun nåede op på godt 13.000.

»Det er helt op til folk selv, om de vil melde sig ud. Men bare de ville fortælle det til deres nærmeste«, sukker Mogens Balling.

Uoverskueligt for de efterladte
Det er nemlig svært for de efterladte, hvis den afdøde ikke før sin død har formuleret, hvilke ønsker vedkommende havde til sin begravelse. For den ramme, som kirken og præsten står for med et smukt kirkerum, salmer, jordpåkastelse og præstens tale om den afdøde, skal familien nu selv sørge for, med bedemandens hjælp. Inden for den relativt korte tid, der går fra et dødsfald, til begravelsen finder sted, skal de finde et kapel eller andet lokale, bestemme sange, skaffe organist eller anden musik og finde ud af, hvordan ceremonien skal finde sted.

LÆS OGSÅNy portal vil guide efterladte gennem alle begravelsens faser

Den typiske løsning, når kirkerummet ikke er en mulighed, er at bisætte afdøde fra et kapel. De findes i forbindelse med krematorier og kirkegårde, men også på hospitalerne. I København findes nogle store og smukke rum, mens bedemandsforretningen Liv&Død på Fyn har indrettet et rum specielt til ikkekirkelige bisættelser.

Alene det at skaffe et rum, der er stort nok til at bisætte en afdød med et stort begravelsesfølge, skaber problemer rundt om i landet. Et kapel kan typisk rumme omkring 50-60 personer, og en del af dem er triste og uden stemning, synes mange efterladte.

»Det ender med, at folk tænker på at sætte store telte op i haven, og jeg ved ikke hvad. For de efterladte kan det være helt uoverskueligt«, siger Bente Lorenzen, der er bedemand i Vejle.

Præsternes dilemma
Michael Irving Jensen ville ikke opgive tanken om en bisættelse i kirken. En præst sagde ja til at tage en samtale med Michael og med faderens kone.

Først skulle de dog aflevere en skriftlig redegørelse for, hvorfor de ønskede en kirkelig handling. Her vejede især hensynet til den meget troende farmor tungt. Tabet af sønnen var nok, hun ville ikke kunne bære, at han havde sagt farvel til kirken.

Den skriftlige redegørelse var et ekstra stykke arbejde på et tidspunkt, hvor familien havde mange andre praktiske opgaver i forbindelse med faderens bortgang. Men mange spørgsmål forblev uopklarede. Hvad havde faderen ment, da han meldte sig ud? Det havde familien aldrig fået talt om.

LÆS OGSÅMødre om brugerbetaling i kirken: Helt i orden - men begravelse skal være gratis

»Han havde ikke meldt ud, hvad det så var, han ville. Jeg kan godt forstå, at mange præster er tøvende i den situation«.

Når overraskelsen rammer, må de efterladte forsøge at tyde, om den afdøde reelt ikke længere så sig selv som troende, eller om udmeldelsen havde andre årsager. Det kan være spontan vrede over noget specifikt i medierne, der har gjort den nu afdøde vred på folkekirken som institution.

LÆS OGSÅArvinger skændes højlydt hen over gravstenen

»Nogle har meldt sig ud, fordi de var sure på Søren Krarup, andre ville spare penge, mens andre igen har glemt, at de meldte sig ud i 70’erne. Alligevel har de måske siden haft deres gang i kirken«, siger Solvejg Ritzau, som står for begravelsesforretningen Den Sidste Rejse i København. Bedemændene oplever, at de nogle gange spørger fem eller seks præster i streg, uden at nogen af dem vil stå for begravelsen.

Vold på den afdødes ånd
Men præsterne bør i det mindste tage en samtale med de efterladte, uanset om afdøde var medlem af folkekirken eller ej, mener domprovst ved Vor Frue Kirke Anders Gadegaard, der også er formand for Danske Kirkers Råd.

»Præster bør aldrig på forhånd afvise at begrave et ikkemedlem. Men hvis afdøde i bevidst afstandtagen til troen på Gud har meldt sig ud af kirken, er det at gøre vold på hans ånd at tage afsked i en kirke«, siger Anders Gadegaard, som opfordrer sine præster til at forklare familien, hvorfor man træffer den beslutning.

LÆS OGSÅBedemænd er i bitter krig om begravelser på nettet

I stadig flere familier er der mange ikkemedlemmer af folkekirken, og så kan det være svært at finde argumenter for at bruge kirkerummet til en bisættelse, uanset hvor smuk og stemningsfuld de efterladte måtte finde den løsning. Det dilemma vendte en præst med Anders Gadegaard for nylig. En familie, hvor ingen var medlemmer af folkekirken, var i dyb sorg efter en alvorlig trafikulykke, og præsten endte med at stå for bisættelsen.

»Familien kunne ikke overskue situationen, og præsten ville ikke overlade problemet til dem selv. Vi er jo også kirke for at hjælpe mennesker i nød«, siger Anders Gadegaard. Han opfordrer bedemændene til at gå til biskop eller domprovst, hvis de oplever det som et generelt problem, at præsterne automatisk siger nej til familier, som har mistet en person, som ikke er medlem af folkekirken.

LÆS OGSÅDød og begravelse bliver en dyr affære

Tal om døden
For Michael Irving Jensen og faderens kone lykkedes det at få overbevist præsten om, at det gav god mening med en kirkebegravelse. Faderen, som skulle kremeres, blev bisat fra Frederiksberg Slotskirke.

Men den turbulente tid op til bisættelsen har fået ham til at tale om sagen med familie og bekendte, som ikke er medlemmer af folkekirken, men aldrig har overvejet, hvad der skal ske, den dag de går bort. Uanset om man gerne vil bisættes i en kirke eller i et alternativ til det traditionsbundne rum, som kirken er.

»Du skylder dine nærmeste at tage stilling til, hvad du vil. Men vi synes jo alle sammen, at døden, det er noget, der ligger ud i fremtiden«, siger Michael Irving Jensen.