Paletten i den gamle landbohave er munter og intens.

Dyb lilla. Et koldt stænk af gult. Varme gnister af rød. Et lille strejf af ren hvid.

»Den hvide farve skal altid være der«, forklarer Henrik Swane. »Den tilføjer en dejlig lys og let stemning til det samlede billede«.
marksten.  Hver eneste kampesten i de høje gavle, på den store gårdsplads, i stendigerne og på de hævede terrasser er samlet på markerne i de første kolde vintre i 1930’erne, kørt op til byggeriet på hestetrukken slæde og senere omhyggeligt placeret der, hvor de passede ind.ikke for fint. Den hvide plastikstol giver med sit enkle og uprætentiøse udtryk en rank kontrast til gårdspladsens uregerlige selvsåere. Planten til højre er en Kæmpe-kongelys, Verbascum olympicum, der endnu ikke helt har foldet sine gule blomster ud.
Overdådig blomsterhave
Som den sidste overlevende af en stor og farverig kunstnerfamilie har Henrik Swane boet på Malergården det meste af sit liv. I 1934 flyttede hans far, Sigurd Swane, en af den danske modernismes store malere, med sin hustru, Agnete, og tre børn fra det pæne Hellerup til det fjerntliggende og meget landlige Odsherred.

Henriks mor, der som ung havde haft ambitioner om at blive arkitekt, tegnede selv gården og den tilhørende have. Et lille næsten selvforsynende paradis på god afstand af den mere og mere katastrofale politiske situation i verden. Og med alt formet i samme ånd: malerisk og frodigt. Enkelt og ægte.

Den overdådige blomsterhave er anlagt i en halvcirkel på sydsiden af den store hvide hovedbygning og omgivet af stramt klippede buksbomhække som afgrænsning mod det åbne landskab og fjorden. Bedene er skåret ud som lagkagestykker, opdelt af smalle stier, og næsten uanset hvilken tid på sommeren man kommer, er blomsterne så høje, at man ikke kan se fra det ene bed til det andet.

få  midler. Henrik Swanes investeringer til haven har også i år været til at overskue. Et par unge tomatplanter og en pose frø til studenternelliker købt i det lokale supermarked. Studenternelliken, Dianthus barbatus, blomstrer som regel først året efter såning, men vil derefter komme igen år efter år.

Bag havens tilsyneladende naturlige utvungenhed gemmer der sig en opbygning, der – bevidst eller ubevidst – følger nogenlunde de samme æstetiske principper, som man finder i en stor del af de klassiske værker.

Som i et godt billede skal der f.eks. være noget for øjet at cirkulere i, og her er halvbuens form, i hvert fald når man ser haven oppe fra huset, nærmest som skabt til formålet. Et andet æstetisk princip er, at man aldrig må være i tvivl om, hvilken del af motivet der er det bærende.

»Lige nu går de lilla digitalis foran«, siger Henrik Swane og peger: »Med kongelysene og morgenfruerne som sekundanter«.

selvsåer.  Morgenfruen, Calendula officinalis, er en herlig sommerblomst, der villigt sår sig selv.

Tusindvis af småbitte skraveringer
Kompositionen er en af de allermest brugte. I et billede er tre (eller endnu bedre: to plus en) nemlig altid spændende, mens et lige antal som to eller fire er mere statisk og kedeligt.

Et andet eksempel er, at haven består af et ret begrænset sortiment af planter. Til gengæld er der rigtig mange af hver. Princippet er det samme som i maleriet: tusindvis af småbitte skraveringer – gentaget med præcise strøg og med uendelig små afvigelser. Sådan noget kan man sagtens hente inspiration i, når man sammensætter sit blomstersortiment i haven.

Men hvad så med de hvide plastikstole? På et så yndigt, fuldstændig idyllisk og uspoleret sted som Malergården ... Kunne man ikke have fundet noget, der var bare en lille smule mere lækkert, tænker man uvilkårligt. Og jo. Det er præcis, hvad man sagtens kunne. Og netop hvad man i museumsforvaltningen har foreslået. Men her satte Henrik Swane træskohælene i.

»Jeg er netop så glad for de hvide plastikstole«, forklarer han, »de giver et dejlig let og optimistisk islæt. Og så tjener de præcis det formål, de skal. Jeg kan godt lide, at man ikke forsøger at gøre noget finere, end det er. At man vil være tingene bekendt«.

Hvorfra har du din haveinteresse?

»Min mormor havde en meget smuk have på Vingårds Allé i Hellerup, og hendes store entusiasme ved haven og naturen satte min sjæl i brand. Allerede som 6-7-årig drev jeg stedmoderblomster frem i mistbænke, læssede dem i mælkekassen bag på cyklen og kørte rundt og solgte dem til de lokale bønder«.

Hvilket projekt er du i gang med i din have?

»Jeg har netop sat de sidste støttepinde, og det ser ikke ud til, at det bliver nødvendigt at vande. Så lige nu er det hele i rigtig god gænge, og haven kan mere eller mindre passe sig selv resten af sommeren«.
selvsående.  Den etårige opiumsvalmue, Papaver somniferum, spirer let fra frø, sår sig selv villigt og blomstrer fra maj til august. Her sammen med studenternelliken, Dianthus barbatus.
Har du nogle nye projekter i haven i år?

»Jeg har ikke haft køkkenhave i mange år, men pludselig fik jeg lyst til igen at dyrke lidt tomater. Bare så jeg har til min frokost. Jeg har sat potterne på den luneste plads foran huset. Nu håber jeg bare, at frugterne får lov til at sidde. At folk ikke plukker dem, før jeg selv når at få glæde af dem«.

Hvorfra henter du inspiration til din have?

»Det hele står, som min mor tegnede det i 1934, så for mig handler det mest om vedligeholdelse. Selvfølgelig kommer der en vis variation fra år til år, og naturen sørger altid for et godt resultat«.

Har du nogle overordnede principper i haven?

»Jeg kan godt lide, når tingene har en naturlig lethed. At det ser ud, som om de er opstået af sig selv. Hvis man bliver for pedantisk og laver tingene med lodder og trisser, kommer det nemt til at ende lidt opstyltet og fisefornemt«.

Hvor lang tid bruger du i haven?

»Når planterne er blevet så høje, at de skal bindes op, tager jeg et par dage i træk, hvor jeg ikke laver andet fra tidlig morgen til sen aften. I andre perioder nøjes jeg med at luge lidt ukrudt, når jeg alligevel går forbi. Jeg er ikke slave af havearbejdet. Men når jeg tager en opgave på mig, går jeg altid helhjertet ind i den og lægger vægt på at aflevere et stykke arbejde, som jeg selv kan være bekendt«.
Nyt  par. Fingerbøl, Digitalis, og opiumsvalmuen, Papaver somniferum, har fundet hinanden og stiller op i sommerdress i samme lilla farve. Klip frøstandene, og planterne vil ofte blomstre igen.
Gøder du haven?

»I over 30 år har jeg beriget jorden med visne blade, så mulden er i sig selv meget næringsrig. Jeg har også forsøgt med lidt kunstgødning, men det gav nogle ekstremt store planter. Den højeste georgine målte jeg til 2,42 meter, og så høj en plante har svært ved at holde sig selv oppe. Uden kunstgødning bliver planterne lidt mere moderate i væksten, og dermed er de heller ikke så tilbøjelige til at vælte«.

Hvordan håndterer du et angreb af skadedyr?

»Bladlus, der sætter sig i tætte klynger i de bløde topskud, kan være en plage, og hvis ikke man holder dem i ave, formerer de sig med lynets hast. Derfor klipper jeg de angrebne skud af med en saks og smider dyrene ned i en spand med kogende vand«.

Hvem har det overordnede ansvar for at passe haven?

»Museets forvalter slår græsset i frugthaven, beskærer træerne, klipper hækkene osv. Blomsterhaven passer jeg. Ellers ville det kræve en ekstra mand, og det er der slet ikke ressourcer til. Det er også mig, der luger gårdspladsen, selv om der med årene er blevet længere og længere ned til jorden. Hvis museets folk skulle stå for det, ville de være nødt til at gå kemisk til værks, og det vil jeg ikke have. Jeg kan netop så godt lide, at der vokser selvsåede digitalis og kongelys langs husmuren, og det vil få en ende i samme øjeblik, man begynder at sprøjte«.
fra  frø. Stokrosen, Alcea, er en kortlivet staude, som i haven på Malergåden kan blive op mod to meter høj. Den trives i næringsrig og veldrænet jord på en plads med masser af sol. Det er forholdsvis nemt at dyrke stokroser fra frø. Det første år får man blot en løs roset, og året efter vil planten blomstre på høje spir.
Hvad er din største succesoplevelse i haven?

»Vi har i haven fået nogle enorme kongelys, op til 3,5 meter høje. Deres isnende gule farve er helt speciel, og deres spir forgrener sig som kandelabre. Sammen med det hvide hus og de øvrige blomster danner de den ultimative fotografiske baggrund. En sommeraften for nogle år siden havde et lille selskab slået sig ned. Lyset stod lavt og gjorde skyggerne lange. Gruppen sad på en helt bestemt måde, børn og voksne sammen og med de helt rigtige farver i tøjet. Huset rejste sig bag dem, træerne rundede baggrund af og en rød trøje på en stol sluttede forgrunden af som et punktum. Jeg havde som altid mit kamera lige ved hånden. Alt i motivet var perfekt. Og billedet ... ja, jeg har ikke kunnet gøre det bedre siden«.

Er der noget i haven, du har måttet opgive?

»I 1980’erne havde jeg en kæmpemæssig urtehave, der holdt familien selvforsynende med tomater, porrer, selleri og radiser. Især tomaterne svælgede vi i. Men efterhånden fyldte min undervisning og mine foredrag så meget, at jeg blev nødt til at indskrænke den. Til sidst nedlagde jeg den helt«.

Hvad er grimt i en have?

»Rododendron, japanske kirsebærtræer og rødbøge, der står i de forkerte omgivelser. Det kan se fint ud i en parcelhushave i Rødovre. Men herude har den slags landliggervegetation (altså planter, som københavnerne tager med sig og planter omkring deres sommerhus, red.) ikke noget at gøre. Det samme gælder plankeværker. De kan have deres charme i en soveby, men herude er det et fremmedlegeme, en hæslig øjebæ i landskabet«.
mod  vandet. Mellem blomsterhaven og fjorden ligger en lille rosenhave og en stor gammel frugthave med knudrede æble- og kirsebærtræer. Man er som gæst på Malergården velkommen til at tage madkurv med og slå sig ned rundt omkring i det grønne.
Hvor køber du dine ting til haven?

»De ting, jeg har brug for, kan jeg som regel finde eller fremstille selv. De fleste store træer omkring huset er f.eks. startet som små selvsåede planter, som jeg har gravet op af min kompostbunke og placeret på deres nuværende plads. I blomsterhaven kommer tingene op af sig selv. Og opbindingspindene, som jeg bruger rigtig mange af, er gamle teltpæle fra Roskilde Festival. De unge mennesker lader det hele stå, når de tager hjem. Sådan en brug og smid væk-mentalitet er jo helt almindelig, og hvert år kan jeg samle et ordentligt læs. Ganske gratis. Museet havde ellers planer om at indkøbe nogle bambuspinde, men det ville koste en formue, og sådan en pind holder kun en sæson eller to. Desuden synes jeg, at de hvide teltpinde er så kønne«.

Info.
I 2004 blev Malergården sammen med inventaret og adskillige hundrede kunstværker overdraget til Odsherreds Kunstmuseum som en testamentarisk gave. Henrik Swane bor i gårdens østfløj, mens resten af ejendommen og den store have er åben for publikum.

Malergården
Plejerupvej 10, Plejerup, Grevinge
Åbent tirsdag til søndag kl. 11-16. Lukker for vinteren 23. oktober og åbner igen i midten af april
www.odsherreds-kunstmuseum.dk