Tip Tjek!
Er der noget du synes vi skal kigge nærmere på? Har du gode idéer til sitet? Eller er du blevet snydt? - Så send os en mail på


22. nov 2009 kl. 06:00

Hæng ud i Toronto - byen med de 70 folkeslag

Rejser  

Vi guider til de listige steder i den altomfavnende, men hyggelige metropol

Lyn over vartegnet CN Tower. - Se stort billede
Gå på opdagelse i en interaktiv version af kortet i bunden af artiklen.
Se stort billede
Toronto

Historie: På det sted, Toronto ligger i dag, lå der i 1720 en fransk handelspost til pelshandelen med huronindianerne. Efter kolonikrigen mellem Storbritannien og Frankrig tilfaldt området førstnævnte i 1763. Fra 1793 hed byen York og blev under Den Amerikansk-Engelske Krig i1812 besat af amerikanske styrker.

I 1830’erne blev byen endegyldigt døbt Toronto, og da jernbanen blev anlagt i 1850’erne medførte det øget samhandel med USA, og byen blev provinsen Ontarios økonomiske centrum.

Toronto, der i dag er det finansielle og kulturelle fikspunkt i det engelsktalende Canada, har udviklet sig hurtigt efter 2. Verdenskrig, hvor først europæere og siden immigranter og flygtninge fra især Latinamerika og Asien er søgt til. Toronto har i dag 5,2 millioner indbyggere i storbyområdet.

Rejse: Der er ingen fly direkte mellem København og Toronto, men flere selskaber flyver via et enkelt stop i eksempelvis Amsterdam, Paris eller Hamburg.

Kulturkalender:
26 . november: ’Star Wars: In Concert’ – en multimedieevent med liveorkester. www.theaircanadacentre.com

28. november: Se årets bedste kortfilm på Free Film Festival Event. www.wildsound.ca

8. december: NBA Basketball: Toronto Raptors mod Minnesota Timberwolves. www.theaircanadacentre.com

18.-21. december: ’Disney On Ice’ – de kendte eventyr fortalt på is. www.disneyonice.com

Læs mere: www.toronto.ca

Velkommen til Nordamerikas højborg for tolerance og høflighed.

Byen, hvor kvinder om natten kan bede chaufføren i de røde og hvide sporvogne, der holder byens puls i gang, om at sætte dem af ved deres hjem frem for ved nærmeste stoppested, så de undgår for meget uhyggeligt mørke.

Byen, hvor indianerne kan stikke fiskestangen i Lake Ontarios blågrønne vand uden licens til at dræbe søens fisk, fordi de jo var der først – indianerne – inden de blege britiske og franske koloniherrer erobrede deres land.

STORBYGUIDE Kom i hippiehimlen i Vancouver

De britiske aner sætter stadig sit præg på byen, der arkitektonisk er domineret af rækker af små charmerende byhuse i victoriansk stil. Men ellers har Toronto lige så mange farver, som den har facetter.

Mere end 70 forskellige folkeslag er repræsenteret i byen, der tæller knap 2,5 millioner mennesker, som taler over 100 forskellige sprog. Små etniske enklaver tilfører byen farve og smag, og alle verdens køkkener er skudt op over det hele.

Tag eksempelvis til gadefest i Little Italy, spis koreanske valnøddekager i Little Korea, kig på kød fra dyr, du ikke troede, mennesker spiste, i Chinatown, eller køb farvestrålende kjortler i Little India.

Finansfolk og kunstnere
Foruden de etniske enklaver dominerer to scener byen. De strømlinede finans- og private erhvervsfolk i downtown og de flippede kunstnertyper i den vestlige del af byen. Sammen spiller de den efterhånden universelle 'følg efter kunsterne'-leg i jagten på nye hippe områder at slå sig ned i.

Området omkring Queen West var et nedslidt arbejderkvarter, indtil musikere, forfatterspirer og andre kunstnere kom anstigende i begyndelsen af 1990'erne med alle deres instrumenter, manuskripter og andet kreativt habengut.

Små hyggelige barer, cafeer og gallerier piblede frem, men kapitalismen fulgte lige i hælene med dens række af kædebutikker og bygherrer, der omdannede de nedslidte fabriksbygninger til nyrenoverede lofts.

Burlesque og vintage
Kunstnerne løb skrigende bort i takt med de stigende ejendomspriser, men bare lidt længere ned ad gaden, så nu er det West Queen West, der bærer hipster-stemplet lidt endnu med sin uimodståelige blanding af nedslidte bygninger, burlesque-barer, små spillesteder, gallerier og vintage-tøjbutikker.

Stop for barer
Faktisk er området omkring Ossington Ave. og Queen West blevet så populært, at det har sat tolerancen i Torontos byråd på en hård prøve. Og byrådsmedlemmerne har besluttet, at der ikke må åbnes flere barer, klubber og spillesteder på avenuen i det næste år for at skåne beboerne for yderligere støjgener.

En beslutning, der bestemt ikke huer Torontos kreative klasse, der klør sig i det lange skæg og retter på den knaldrøde læbestift, mens snakken går om, hvor pilen peger hen næste gang.

FREDAG

Kl. 18 Vartegn i top
1.
Tag en subway til Union Station, og gå fem minutter vest ad Front St. til foden af CN Tower. Tårnet er byens ultimative kendetegn og pejlingsmærke. Hvis du er i tvivl om, hvor du er i byen, så kig op, og orienter dig efter det 553 meter høje tårn.

Indtil 2007 var CN Tower det højeste fritstående tårn i verden, men til the torontonians' store forbandelse blev de i 2008 overgået af Burj Dubai. Det ændrer dog ikke ved, at det er forbandet smukt at se byens lys fra oven gennem de store glasvinduer og mærke den kolde luft i ansigtet med udsigt ud over Lake Ontario, hvor man på skyfri dage kan se hele vejen til Niagara Falls på den anden side af søen.

Højdeskræksfobikere bliver sat på noget af en prøve i glaselevatoren på vej op, der første gang stopper 342 meter oppe for dem, der kun har indløst basisbilletten til 22 dollar.

Længere oppe ligger den roterende restaurant 360 og endnu længere oppe et observationsdæk, men basisbilletten er rigeligt, hvis man bare vil kigge på byens lys og vove sig ud på det stykke med glasgulv, der giver godt sus i maven.

CN Tower, 301 Front St. West.

www.cntower.ca

Kl. 20.30 Dans i swinghulen
2.
Kom ned på jorden igen i de røde plyssofaer på The Reservoir Lounge, hvor dæmpet kælderbelysning og levende swingband sender gæsterne tilbage til 1920'ernes forbudsdage.

The Reservoir Lounge er lystens og syndens hule anno 2009. Stedet åbner sent. Kom ikke før 20, og spis en middag fra det glimrende menukort med fusions-cajun-mad til rimelige priser.

Husk at bestille byens bedste mojiitos til dessert, og nyd så ellers forvandlingen fra hyggeligt spisested til vanvittig dansebar, når stedets husorkester sender de første swingtoner af sted fra trompeterne klokken 21.30.

Det vælter ind med lokale, og de står ikke stille. Hver en kvadratmeter bliver brugt, og man må af og til dukke sig for ikke at få et flyvende jitterbug-ben i øjet.

The Reservoir Lounge, 52 Wellington St. East.

www.reservoirlounge.com

LØRDAG

Kl. 10 Smag på markedet
3.
Start dagen med en tur i den historiske torvehal, der huser St. Lawrence Market.

Fornem stemningen af gammeldags handelsplads, og tag løs af pølse, ost, brød med mere ved smagsprøve-standerne hos de forskellige delikatesseboder, men husk at kigge op og nyde den overdækkede bygnings historiske konstruktion.

Fiskehandlerne bringer frisk fisk ind allerede fra klokken 5, og der bliver hurtigt fyldt med mennesker op ad dagen, så kom tidligt.

St. Lawrance Market, Jarvis St. og Front St. East.

www.stlawrencemarket.com

Kl. 11 Ro på hippieøen
4.
Lad storby og larmende trafik være storby og larmende trafik for et par timer, og hop på et kvarters færgetur til Toronto Islands, der består af ni små øer ude midt i Lake Ontario.

Se Torontos skyline fra distancen, træk den friske luft dybt ned i lungerne, og nyd vandet og den flotte natur. Øerne er bilfrie, så de lokale cykler eller går rundt.

Flere af øerne er beboede, og de små farverige huses kreative udformninger og ydre skulpturer viser, at indbyggerne har hippiehænderne skruet rigtigt på.

Om vinteren går færgen kun til Ward's Island. Gå en tur, og kig på de fine huse, og slå en sludder af med øboerne, der er meget imødekommende.

Når søluften bliver lige frisk nok, er The Rectory Café ved siden af tennisklubben og havnen et godt sted at varme sig foran pejsen over en skål suppe med vuggende lystbåde og skyline som smukt baggrundstæppe.

Ward's Island. Færgen koster 6,5 dollar for voksne og går fra foden af Bay St. på Queens Quay.

www.torontoisland.org

Kl. 14 Søde skyer
5.
Hop på streetcar nummer 510 ved havnefronten og stå af i hjertet af Chinatown ved Dundas og Spadina, men efterlad det billige asiatiske ragelse efter et stykke tid, og gå ind i Kensington Market i stedet.

I det gamle hippieområde står cool vintage-butikker nu side om side og lokker med pels, mormor-huer, perfekt slidte læderjakker og andet godt fra gemmeskuffen.

1960'er-ånden fornægter sig ikke, og der er bogstavelig talt tilbagelænet stemning i luften, når sødmefyldte pot-skyer ikke sjældent fylder luften her. På en enkelt café er det endda helt legalt at rulle rygetøjet frem.

Rastamænd blander sig med piercede veganertøser, der nyder områdets mange gode vegetarrestauranter. Wanda's Pie In The Sky er et godt sted at slå sig ned og nyde menneskeskuet med en kop kaffe og en stykke hjemmebagt tærte, der smager absolut himmelsk.

Kensington Market.

www.kensington-market.org

Kl. 19 Hep på taberne
6.
Når snakken falder på byens sportshold, smiler the torontonians skævt, holder en pause og ranker så ryggen klar til at forsvare deres byhelte med næb og klør.

År efter år sætter byens ishockeyhold, Toronto Maple Leafs, og basketballholdet Toronto Raptors, fansenes trofasthed på prøve, når de leverer endeløse rækker af nederlag.

Alligevel trækker høj som lav i den blå-hvide Maple Leaf-fantrøje, og sæsonkortene til NHL-ligaens bundprop er dem, der bliver hurtigst udsolgt.

Der er rå øldrikkende machokultur i Air Canada Centre, når Maple Leafs spiller. Spis en hotdog, drik Rickards fadøl, der er brygget på stedet, og der går ikke længe, før lungerne vrider sig i et 'Go Leafs, go!'-råb.

Lørdagskampene begynder klokken 19. Husk varmt tøj, og bestil billetter (27-416 dollar) i rimelig tid hjemmefra på ticketmaster.ca.

Air Canada Centre, 40 Bay St.

www.theaircanadacentre.com

Kl. 22 Rockabilly bodegabar
7.
Ingen rigtige musikere går uden om Horseshoe Tavern, der med mere end 50 år på bagen som livemusiksted er et stykke musikhistorie i sig selv.

Willie Nelson, Ramones og Rolling Stones – alle de største stjerner har på et eller andet tidspunkt været forbi det aflange spillested, der med sine sorte vægge, iturevne lædersofaer og beskidte skakternede gulv er et af den slags steder, der tager sig bedst ud i mørke med en whisky og en øl i hver hånd.

Det lave loft gør stedet intenst og lyden sprød. For 10 dollar er man garanteret interessant livemusik fra nye opkommende canadiske og amerikanske indie-, rock- og punkbands hele aftenen, der typisk har 3-4 bands på programmet.

Det modne publikum er i overtal på Horseshoe Tavern, og der er garanti for at se en masse forvaskede band-T-shirts blive luftet – gerne tilsat en halvfedtet hestehale for mændenes vedkommende.

Horseshoe Taverns er ægte rock'n'roll, og det eneste dresscode-kriterium er, at rene, nystrøgede jeans gerne må blive hjemme.

Horseshoe Tavern, 370 Queen St. West.

www.horseshoetavern.com

SØNDAG

Kl. 11 Countrybrunch
8.
Rock og whisky kan være en farlig kombination, men man skal rejse sig ved det træ, man er faldet ved, så begynd søndagen med mere livemusik.

The Dakota Tavern er uden sammenligning byens hyggeligste countrybar, og om søndagen bliver der klimpret løs på mandolinen til Bluegrass Brunch mellem 11 og 15.

For 14 dollar er der klassisk brunchbuffet med bunker af røræg, pølse, fritter, pandekager, kaffe, juice og frugt.

Læn dig tilbage i de mørke træstole, lad fingrene tromme på bordet til den gode Bluesgrass, og nyd en All American start på dagen. Hvis benene føler for at blive luftet, er det ingen skam at bryde ud i dans.

Stedet er børnevenligt, og de små kan hoppe rundt foran scenen i timevis med gæsteoptrædener fra de voksne af og til. Musikken og atmosfæren i den hyggelige countrykælder gør den et besøg værd.

The Dakota Tavern, 249 Ossington Avenue.

www.thedakotatavern.com

Art Gallery of Ontario.

Se stort billede



Kl. 13 Historiske portrætter
9.
Art Gallery of Ontario er stort og imponerende med et væld af forskellige udstillinger. Fra tidlig canadisk historie, der viser indianernes arbejdsredskaber og de første canadiske malerier, til popart og modefotografi.

AGO favner bredt, og det kan anbefales at vælge en eller to udstillinger, for man kan ikke se det hele på en gang alligevel.

Udstillingen om Edward Steichen, som betragtes som den største fornyer inden for portrætfotografiet som cheffotograf for Vogue og Vanity Fair i 1920'erne og 1930'erne, giver et godt indblik i, hvilken arv portrætfotografiet står på i dag.

Det er ikke tilladt at tage billeder på AGO, og det er faktisk helt befriende, så man slipper for at dukke sig for kameralinser, men kan nyde værkerne i fred og ro.

Læg mærke til den flotte trætrappe midt i museet, og nyd udsigten over Torontos vestlige del på vej op ad den.

AGO, 317 Dundas St. West.

www.ago.net

King og Queen St. West.

Se stort billede



Kl. 15 Afslappet shopping
10.
I modsætning til lørdag, der er en temmelig hektisk dag at shoppe på, er søndag lig med behagelig shopping. De fleste butikker har søndagsåbent, og Queen St. West er det bedste sted at svinge kreditkortet.

Begynd, hvor Spadina Rd. møder Queen St. West, og gå mod vest. De store kædebutikker ligger i begyndelsen, og jo længere vest man bevæger sig, desto flere små lokale tøj- og skobutikker møder man.

Menneskerne bliver også mere lokale, jo længere vest man går. Her hænger de ud på en af de mange hyggelige cafeer i området, og er der bare den mindste solstråle at finde på himlen, er det udenfor og lufte det seneste funky outfit.

Folk i Toronto er vant til ekstrem vinterkulde, så en kølig efterårsdag for os andre kan sagtens være lig med T-shirt for canadierne.

Sving forbi Change Room på 425 Queen St. West, der har lækkert streetwear til både mænd og kvinder, og tag en afstikker nord af Ossington Ave., hvis tiden er til det. Her er der eksklusive genbrugsfund at finde, og en række mindre gallerier sælger kunst til rimelige penge.

Spadina Rd/Queen St. West.

Rikke Faurfelt er 29 år og studerende på Ryerson University i Toronto, hvor hun læser politik og historie som del af hendes udvekslingssemester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har været i praktik på Politiken i halvandet år, og fra 1. februar vender hun tilbage som reporter på politiken.dk.

Annonce
 
Find artikler
Mest læste på Tjek
Annonce
Annoncer
Rejs i verdens storbyer
Politikens udsendte guider til de listige steder

Tjek og læserne tjekker...
Flere tjek...
Flere guider...
Seneste nyt på Tjek