Det er sjældent, at mennesker i vores del af verden dør af sult. Snarere tværtimod, fristes man til at sige. Alligevel lider vi af en nærmest kollektiv angst for at blive sultne.

Kræftens Bekæmpelse har foretaget undersøgelser, der viser, at vi ligefrem spiser på forhånd. ’Profylaktisk spisning’ kunne man kalde det. Vi er bange for, at sulten skal indfinde sig. Og vi holder ikke op med at spise, når vi ikke længere er sultne. Nej, vi spiser, til vi er mætte.

LÆS KLUMME:Klarlunds brevkasse: Kan jeg være et sundt æble?

Man har bedt mennesker om at føre dagbog over, hvad der stimulerer dem til at spise. Folk svarede, at de spiste, fordi »maden var der«, »jeg så maden«, »jeg ville være med i selskabet«, »jeg havde ikke andet at lave«, »jeg ville gerne foretage mig noget, mens jeg så fjernsyn«. Og de holdt op med at spise, fordi »de andre var færdige med at spise«, »der var ikke mere mad«, eller »fjernsynsprogrammet var slut«.

Alle disse svar er i overensstemmelse med studier, der viser, at folk fortsætter med at spise, hvis der er mere mad, mere tid til at spise eller mere tid til at se fjernsyn.

LÆS KLUMME:Klarlund: Sparer kroppen på kalorierne, når jeg spiser mindre?

Det er, som om der er nogle urinstinkter, der er holdt op med at fungere hos det moderne menneske. Vores fødeindtagelse er reguleret af andre omstændigheder end vores sultfornemmelse. For nylig blev der publiceret en artikel, der kaster mere lys over, hvad der styrer de mængder, vi spiser.

Man inviterede en gruppe studenter til at se tv. De måtte spise lige så mange kiks, de havde lyst til. Kiksene blev udleveret i pakker med enten 100 kcal eller 400 kcal i hver.

Det viste sig, at de overvægtige studenter spiste halvt så mange kiks, når kiksene blev udleveret i pakker med 100 kcal, som hvis de blev udleveret i pakker med 400 kcal. Derimod havde pakkestørrelsen ikke indflydelse på, hvor mange kiks de normalvægtige studenter spiste.

Det er interessant, at portionsstørrelser ikke påvirker et barn, før det når 3-5-års alderen. Der er med barnets stigende alder en klar tendens til, at portionsstørrelsen påvirker, hvor meget barnet spiser. Hvis du nu tænker:

»Gad vide, om vores opdragelsesmetoder er årsag til fedmeepidemien«, er det ikke mærkeligt. Det ligger lige for at forestille sig, at det ikke har været uden omkostninger at anvende opdragelsesprincipper som, ’man skal lære at spise op’, og ’man skal spise det, man har taget over på tallerkenen’.

LÆS KLUMME:Klarlunds brevkasse: Hvad er sandt og falsk når man tabe sig?

Helt så enkelt er det nok ikke. Pak den dårlige samvittighed væk. Det gammeldags opdragelsesprincip med at spise op forklarer nemlig ikke, hvorfor store pakkestørrelser også medfører, at vi bruger mere shampoo og hundemad.

Det forklarer heller ikke, hvorfor store pakker chips og kiks øger den mængde, der bliver indtaget, uanset om der bliver spist op eller ej. Det er imidlertid sandsynligt, at store pakker ændrer vores normer for, hvad der er normalt.

Det bliver normalt og acceptabeltat spise mere, når pakken er stor. Det ville kunne forklare, hvorfor folk spiser mere, hvis de bliver budt en halvt fuld stor pakke end en helt fuld normal pakke, selv om indholdet er det samme.

Selv om man ikke tømmer pakken, giver de store pakkestørrelser en frihed til at spise langt ud over det punkt, hvor de små pakkestørrelser havde fået os til at sige stop.

Den nye undersøgelse tyder på, at personer, der er overvægtige, er særlig følsomme over for pakkestørrelser. En forklaring er måske, at slanke personer i højere grad har bevaret en basal fornemmelse for, hvor meget mad kroppen har brug for.

Hvis man har mistet denne mavefornemmelse, denne fornemmelse for sult, er man i højere grad påvirkelig over for andre parametre som pakkestørrelser, tilgængelighed og synlighed.

LÆS ARTIKELDu kan selv beregne, om du er fed

For mange af os gælder det, at vores øjne er bedre til at fortælle os, hvornår vi er mætte, end vores mave er. Den oplysning kan man bruge konstruktivt ved at lægge alt det, man har besluttet sig for at spise, over på tallerknen, inden man begynder at spise. Så vil man være mindre tilbøjelig til at spise mere og mere og mere.

Den nye undersøgelse tyder på, at personer, der er overvægtige, er særlig følsomme over for pakkestørrelser. En forklaring er måske, at slanke personer i højere grad har bevaret en basal fornemmelse for, hvor meget mad kroppen har brug for.

Hvis man har mistet denne mavefornemmelse, denne fornemmelse for sult, er man i højere grad påvirkelig over for andre parametre som pakkestørrelse, tilgængelighed og synlighed.

For mange af os gælder det at vores øjne er bedre tik at fortælle os, hvornår vi er mætte, end vores mave er. Den oplysning kan man bruge konstruktiv ved at lægge alt det, man har besluttet sig for at spise, over på tallerknen, inden man begynder at spise. Så vil man være mindre tilbøjelig til at spise mere og mere og mere.