Andres prutter lugter rigtig fælt, og udløsningen af dem er udtryk for en hamrende asocial indstilling. Det kan alle skrive under på.

Men med egne prutter er det en anden sag.

Hvem har ikke taget en sniffer under dynen om morgenen umiddelbart efter, at man har sluppet en lille vind for ligesom at tjekke, hvordan alting hænger sammen? Og konstateret - nogle gange i hvert fald: Okay - hmmm - såmænd!

Andres er vederstyggelige
Men hvorfor er det så sådan?

Spørgsmålet tages op af dagens udgave af videnskab.dk, som også forsøger at levere et svar på, hvorfor der lige er den forskel på egne og andres prutter, at man kan lugte til sine egne prutter uden at fortrække en mine, mens andres er ganske enkelt vederstyggelige.

LÆS ARTIKELSådan bekæmper du luft i maven

Kan det være fordi, prutter indeholder bestemte stoffer, som knytter dem til ejermanden? Eller er det tilhørsforholdet - den psykologiske tilknytning til prutten - der gør hele forskellen?

Hjerneforsker, overlæge Troels Wesenberg Kjær fra Klinisk Neurofysiologisk Klinik på Rigshospitalet fortæller til videnskab.dk, at hjernen er særlig effektiv til at bearbejde informationer om os selv og vores krop.

Vi har set det meste før
På den måde ved vi, hvad vi har at byde på og lever som regel fint med det. Et eksempel er, at vi sjældent får ubehagelige overraskelser, når vi ser os selv i spejlet, for vi har som regel set det meste før.

»Vi er generelt glade ved det, vi genkender med synet, og det kan også gælde for lugtesansen. Måske konstaterer hjernen, at 'den lugt kender jeg allerede, så den er jeg tryg ved', og dermed er det en behagelig lugt,« funderer Troels W. Kjær overfor videnskab.dk.

Han mener altså, at det mest sandsynlige forklaring er den psykologiske - altså at vi så at sige er mere knyttet til vores egne prutter end til andres.

Prutter i blindtest
Professor emeritus ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, Jens Mammen, der har forstand på sansernes psykologi, ere tilbøjelig til at give sin kollega ret i det med den psykologiske forklaring, selv om han understreger, at han aldrig decideret har forsket i prutter.

Men han stiller det logiske spørgsmål: »Er det overhovedet sikkert, at ens egne prutter ville lugte bedst i en blindtest?«

Han illustrerer det med et andet kropsligt eksempel:

»Vi har jo heller ikke noget imod at sluge vores eget spyt. Men vi ville nok kvie os, hvis vi fik fortalt, at det var andres, og så videre og så videre,« lyder det til videnskab.dk fra Jens Mammen.

Vi har en social pruttefobi
Går man fra det psykologiske og over til det fysiologiske lyder buddet, at vi ikke kan klare de andres prutter, fordi vi har en social fobi imod dem.

Peter Bytzer er ud over at være overlæge på Køge Sygehus også er ph.d. og professor i mave-tarmsygdomme ved Institut for Kirurgi og Intern Medicin på Københavns Universitet.

Han fortæller, at en pruts lugt varierer efter, hvad vi har spist.

»Jeg tror, vi alle har oplevet, at egne prutter i perioder lugter helt forfærdeligt, mens de til andre tider bare er luft med lyd på. Så selvom jeg ikke kan svare helt sikkert, tror jeg mest på, at vi kan opleve andres prutter som værre, fordi vi har en slags social fobi over for dem,« siger Peter Bytzer.