Annonce
Annonce
Guides 3. apr. 2012 KL. 12.01

Guides Kom tæt på påskedyrene

Påsken betyder også kyllinger, lam og andre dyrebørn – og ikke kun tilberedte versioner på frokostbordet. Tag i det fri og hils på nogle af dem.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Guides
  1. Brug påsken på æg og gæk og rigtige påskedyr

    Mangler I inspiration til påskeferien? Tjek hjælper med 18 bud på gækkebrevsworkshops, påskeægsaktiviteter og møder med påskedyr. Se flere detaljer

  2. Få styr på gæk, klip og prikker
  3. Påskeæg: Mal dem, tril dem og spis dem
Se alle guider

Frodigt forår i Aqua

Hvor? Aqua - Akvarium & Dyrepark, Vejlsøvej 55, Silkeborg.

Hvornår? 31. marts-9. april, alle dage kl. 10-17.

Pris? Voksne 140 kroner, børn (3-11 år) 75 kroner, børn u. 3 år gratis adgang.

Mere info? www.visitaqua.dk

Påsken står i forårets tegn, og Naturen har sørget for en række dyrebørn, som besøgende kan komme helt tæt på. Se nyfødte gedekid og kyllinger, hils på storken og tag med dyrepasserne ud for at fodre oddere, vaskebjørne og fisk. Derudover kan børnene deltage i skattejagt, male påskeæg eller kaste sig over parkens vandaktiviteter. Hør også havenissen fortælle om den naturvenlige have og vise, hvordan man kan etablere et vandhul i egen have.

Tjek har bedt Morten Vissing, zoolog og ansvarlig for påskeaktiviteterne i Aqua, fortælle om tankerne bag arrangementet, og hvem det henvender sig til.

Hvad vil I gerne have, at de besøgende får ud af at besøge jer i påsken?

»Vi vil gerne gøre opmærksom på den danske natur og de problemstillinger og fornøjelser, der er i den. Her er dyrebørn en rigtig god måde at få folks opmærksomhed på. Det kan godt være lidt tungt at få en hel masse økologi, biologi og naturbevarelse sprøjtet ned over sig, men kan man som formidler krydre det med nogle dyrebørn, har man kontakt til publikum«, forklarer Morten Vissing og fortæller, at dyreparken i påsken overordnet set har fokus på den naturvenlige have.

»Vi vil gerne fortælle, hvad en almindelig haveejer kan gøre hjemmefra i deres egen baghave for at hjælpe den danske natur. Man kan eksempelvis i stedet for at lave en havedam lave et naturligt vandhul, hvor processen stopper, når man har gravet en hul, foret det med folie og fyldt det op med vand og jord. Det vil skabe et naturligt vandhul med insekter og padder – uden at der er noget, der skal holdes og renses. Det kører fuldstændig af sig selv, og man vil opleve stor glæde ved at gå og følge med i, hvad der flytter ind«.

Morten Vissing forklarer, at hvis hver femte haveejer etablerede et vandhul, kunne man få genoprettet lige så mange vandhuller, som Danmark har mistet i løbet af de seneste 100 år.

»Det er jo blandt andet derfor, at storken ikke gider at være i Danmark – der er simpelthen ikke noget at leve af«.

Hvem henvender arrangementet sig til?
»Både til børn og til voksne. Vi har hver dag en kommunikator, som interagerer med publikum, og i påsken får vi besøg af havenissen, som skal fortælle om alt det gode, man kan gøre for naturen hjemme i sin have. Vi sender budskabet ud i børnehøjde og håber på, at de voksne tager det til sig og indser, at det er rigtig nemt at gøre noget godt for naturen. Du skal i princippet bare vælge et område i din have, hvor du ikke gør noget som helst, og lade naturen klare arbejdet«, slutter Morten Vissing.

Fem andre aktiviteter med påskedyr


1. Lam, gedekid og smågrise i Knuthenlund
Vær med til at byde de nye babydyr velkommen til verden på Knuthenlund Gods på Lolland. Lørdag og søndag i påsken vil der desuden være gratis rundvisninger, hvor man kan høre mere om godsets historie og økologiske drift.

Knuthenlund Gods,
Knuthenlundvej 7B, Stokkemarke.
31. marts - 9. april, alle dage kl. 11-17.
Gratis adgang.



2.Påskelam og -kyllinger
Frilandsmuseet Hjerl Hede kan fremvise søde påskelam og -kyllinger og tilbyder besøgende at få lidt lammeuld med hjem og arbejde med. Derudover kan man prøve traditionelle påskelege og se, hvad man spiste i påskedagene. Guidede familieture to gange om dagen, se hjemmesiden for tidspunkter.

Frilandsmuseet Hjerl Hede,
Hjerl Hedevej 14, Vinderup.
5.-9. april, alle dage kl. 10-17.
Entre: Voksne 125 kroner, børn u. 18 år gratis adgang.



3. Klap et lam i påsken
Lørdag 7. april er Fårets dag, og det fejrer en lang række af landets fåreavlere ved at slå stalddøren op og lade besøgende kigge ind til de små påskelam og deres mødre. Nogle steder vil det desuden være muligt at klappe andre tamme dyr og opleve forskellige aktiviteter som spinding, filtning og hyrdehundeopvisning.

Find den gård, der ligger nærmest dig og se de udbudte aktiviteter på www.sheep.dk



4.Påskelam og andre forårstegn
Kom helt tæt på Samsø Kommunes gutefår påskedag, hvor naturvejlederen tager familier med på tur med start ved Samsø Naturskole. Efter at have hilst på lammene går turen ned til Lilleøre, hvor der ses på andre forårstegn og nydes frokost i det fri. Husk madkurv eller madpakker.

Samsø Naturskole
Langørevej 12, Samsø.
8. april kl. 10-12.
Gratis deltagelse.



5.Påske med masser af uld
Lejre Museum har fokus på fårenes uld i påskedagene. Prøv at karte og spinde ulden, lav flotte bånd af plantefarvet uld og hils på fårehyrden og hans hund, når de er i aktion i marken.

Lejre Museum, Orehøjvej 4B, Lejre. 8.-9. april, hver dag kl. 11-16. Gratis adgang og deltagelse.

Find flere aktiviteter på
www.kultunaut.dk
www.visitdenmark.dk