Annonce
Vi guider 3. feb. 2008 KL. 11.00

Vi guider Modeblade til mænd

Vores korrespondent i Paris guider til modeblade for mænd.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print

Det begyndte i dunkelmørket i Kinopalæet i København.

Til trods for mine blot otte år var det lykkedes mig at snige mig ind at se James Bond-filmen 'Goldfinger' med Sean Connery i rollen som 007.

Det havde en voldsom effekt på en lille pjusket purk at se den lapsede agent betvinge et utal af storbarmede blondiner (heriblandt den navnkundige Pussy Galore) og overvinde den megalomane Auric Goldfinger, iført et upåklageligt lysegråt trestyksjakkesæt, sort knyttet silkeslips og hvid skjorte med musketermanchetter fra hans vante skrædderier i Savile Row og Jermyn Street i London.

Stilet uden at være et modedyr
Han var cool på en underspillet måde, i modsætning til skurkene, der forfaldt til en nærmest patologisk og selviscenesættende pyntesyge. Men ikke Bond.

Hans kluns var toptunet, men stadig sekundært, og agent 007 beviste således – flere årtier før det håbløse begreb metroseksuel blev konciperet – at man godt kan have stil, uden at virke som typen, der bruger evigheder foran spejlet.

Tøj skal man kunne røre sig i
Superagentens coolness og stilsikre garderobe var dog ikke en mulighed i mit barndomshjem.

Mine forældre mente, at »tøj sku' være noget, man ku' røre sig i«, så jeg måtte pænt rakke rundt i fløjlstrompeter, velourbluser og fodformede Rap-sko.

Habitjakke i rygsækken
De trak da også overbærende på smilebåndet, da jeg havde smuglet min habitjakke med i min rygsæk under en hippiestrandferie på den græske ø Serifos (man bør jo altid være forberedt, ikke?).

Siden er jeg, under mine længere ophold i England og Frankrig, blevet bekræftet i værdien af et pertentligt og præsentabelt ydre. Dermed ikke være sagt, at jeg nogensinde er begyndt at følge modens diktater slavisk.

Kvie i sovepose
For der findes intet mere medynkvækkende end de stakler, der har formastet sig til at fæste lid til en ekspedient, der har overbevist dem om, at den gennemspraglede Jean-Paul Gaultier-kreation får dem til at se tjekkede ud.

Selv om den i virkeligheden får dem til at ligne en slagteklar kvie i en alt for trang sovepose.

Kend dine begrænsninger
Tendenser og trends er en ting. Men sans for mode er at vide, hvad der passer til en selv.

Ikke forstået som et konservativt credo, der undsiger forandring, men derimod som en evne til at kende sine egne begrænsninger.

Har man f.eks. hang til bildæk eller topmave, vil spray-on-jeans med hængerøv næppe yde ens krop og kurver retfærdighed, ligesom spinkle og smalskuldrede mænd ikke skal give sig til at oversize, da de let kommer til at ligne det menneskelige svar på den vandrende pind.

Køleskab i Kenzo
Tøjet skal sidde.

Ellers kan det være lige meget. Så er mærket underordnet.

Personligt ligner jeg f.eks. et køleskab i super 100-uld, hvis jeg kryber i et Kenzo-suit. For snittet i den lille japaners prêt-à-porter-habitter er slet ikke designet til min højde (186), men samtidig beskedne statur og smalle skuldre (størrelse 48).

Magasiner hjælper med retningslinjer
Det er netop derfor, man skal bruge mandebladenes modetips og editorials som retningslinjer og forsøge at indfange den stil og de tendenser, der passer til ens person, figur – og ikke mindst alder.

(Er man over 40, bør man nok droppe hanekammen og lade den stumpende T-shirt og partisantørklædet ligge på hylden i Pede & Stoffer).

Mandeblad med mere end mode
Men ligesom i Bond-filmene bør moden aldrig være det primære i et blad.

For kun en narcissistisk pudderkvast vil ofre sparepenge på et magasin, der ikke byder på mere end ukommenterede catwalk-snapshots. Et mandeblads mode- og livsstilsindslag bør således være et behageligt og inspirerende interludium mellem reportager, anmeldelser, rejsetips og interviews.

Esquire

Britiske Esquire er måske lidt mere vovet end sine galliske kolleger, ikke mindst i de halvlumre klummer og brevkasser.

Men briterne har til gengæld altid mestret den vanskelige balance mellem cool saglighed og savlende coolness. Og saglighed er der i Esquire.

Store interviews
Grundige designnyheder og decideret teksttunge anmelderafsnit på de stramt layoutede sider om både film, bøger (også faglitteratur) og business.

Store interview og reportager f.eks. fra en russisk millionærmesse, amerikanske vininvestorers genvordigheder og sydspansk skinkeproduktion.

Gode tendensnoter
De kreative editorials viser, at det er muligt at bære en Moncler-dynejakke uden på sit smalle gråsorte jakkesæt. Og en fotoserie med douce s/h-billeder antyder, at de største modehuses forårskollektioner lefler for en nostalgisk 1950'er-stil.

Produktsammenligningerne og tendensnoterne (om sjalskraver til almindelige habitjakker) er et plus. 3,99 pund (40 kr.).

Bladguiden.dk har en søgefunktion, hvor du kan søge på titel eller genre. Der vil du bl.a. kunne se, at Esquire udkommer i en britisk og en amerikansk udgave. Pris for den britiske er 78,00 kr., og den udkommer 12 gange om året.

Fås i velassorterede kiosker til 78,00 kr. Eller hos bladguiden

Optimum

Optimums fotografer snobber ikke for det kunstneriske, så man kan stadig se de skræddermæssige detaljer, og hvordan tøjet sidder.

Samtidig er der altid gode interview, Ben Affleck, gastronomikongen Alain Ducasse og en serie kække spørgsmål til finansminister Christina Lagarde.

Velskrevne reportager fra et Ferrari-vintageracerløb, en argentinsk poloturnering og guides til de mest luksuøse suiter i Las Vegas, rumturisme, kunstindkøb og de bedste skrædderier i Europa. Og så fås hele herligheden for sølle 3,95 euro (29,50 kr.).

Forhandles ikke i Danmark, men man kan abonnere direkte via internetsiden. Eller nøjes med netudgaven der findes her

Dandy

Er et virkelig gennemarbejdet mandeblad, der går ekstremt op i mode og livsstil. Bladet har f.eks. noget så umiddelbart 'umandigt' som en ni sider lang accessoires-guide.

Bladet er grundigt illustreret med fritskrabede detaljer, der virker friskt i det ellers sobre layout med mange store fotos. F.eks. i den udførlige gennemgang af Nodus-skjortens skræddermæssige detaljer.

Samtidig er der, hvad der skal være af reportager (om champagnefamilien Taittingers kamp mod investeringsforeningen Starwood, interview med Sean Penn, Leonardo DiCaprio, basketikonet Tony Parker og det sydkoreanske stilikon Jung Wook Juun.

Bladet ligger med sine 6 euro (44,90 kr.) tæt på danske priser.

Forhandles ikke i Danmark, men man kan abonnere direkte via deres website.

Annonce
Annoncer
Dine penge
27. maj. KL. 09.29
Avl. Konfirmationsgaverne kan vokse betydeligt med bankernes forholdsvis høje renter. - Foto: JOACHIM ADRIAN

Banker lokker konfirmander med høje renter

Med tilbud om op til 12,5 procent i rente prøver især de mindre banker at vinde nye, unge kunder - og måske få deres forældre med i købet.

Copenhagen marathon
25. maj. KL. 23.34
LØGNHALS. Løberen skal tage meldingerne fra sit ur med et gran salt. - Foto: DITTE VALENTE

GPS-ekspert: Så meget lyver dit løbe-ur

Løbere stoler ofte blindt på deres gps-ur. Dårlig ide, siger ekspert.

Penge & Bolig
25. maj. KL. 13.23

Rekordlavt: Nu kommer det 30-årige lån på 3 procent

Boligejere får nu for første gang mulighed for at belåne over 30 år til en fast rente på kun 3 procent.

Annoncer
Annoncer

Frokost-fitness:
Find alle øvelser her


Er du gået glip af en af Birgitte Nymanns øvelser, så find dem her!

1-2 minutters træning lyder ikke af meget, men frokostfitness kan gøre en forskel. Politiken har i samarbejde med træningsekspert Birgitte Nymann lavet en række små træningsvideoer med træningsekspert Birgitte Nymann, der viser dig vej til velvære på arbejdet.

Klik her: Frokostfitness - alle øvelserne

Politiken plus

Vi tjekker

Find dit næste motionsløb


MOTIONSLØB over hele Danmark på motionslob.dk
MARATONLØB over hele verden på marathons.ahotu.com