I barndomshjemmet i 70’erne var der altid frugt. Æbler og pærer, som han bare kunne spise løs af.

Det har betydet, at den konservative sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, altid har en frugtskål på sit skrivebord i dag. Han spiser sundt, siger han, køber grøntsager og gode råvarer.

Men han har da også sine laster.

»Jeg er glad for mad. Og mine øjne bliver ikke så hurtigt mætte. Du ved, hvis man spiser langsomt, spiser man heller ikke så meget ... men det har jeg ikke erfaring med. Der er jeg livsnyder. Og den formulering kan så få det til at lyde lidt sejt.

Men sandheden er, at jeg burde spise lidt langsommere og lidt mindre. Det er min last. Det ville ikke være dårligt, hvis jeg kunne nøjes med én stor portion lasagne i stedet for tre små«, siger han.

»Og så kan jeg godt lide at have bolsjer og slik i ministerbilen. Det har jeg altid. Men til gengæld er der ikke slik i mit hjem. Men derimod masser af frugt. Sådan er det også på kontoret og alle de tidligere kontorer, jeg har været på«.

Forkærlighed for kloakslam
Jakob Axel Nielsen erkender, at han har en særlig forkærlighed for bolsjer.

»Det er utrolig ærgerligt, at BonBon ikke laver Kloakslam mere. Det var sådan nogle rigtig syrlige, stærke lakridsagtige nogle, som ikke er gode for blodtrykket. Den slags ved jeg, fordi jeg er bloddonor og holder øje med den slags. Men til gengæld får jeg motioneret en del«.

Hvad gør du så for at spise sundt?
»Jeg har egentlig altid spist sundt. Grundlæggende spiser jeg varieret og sørger for at spise mange grøntsager. Det er sjældent, at jeg drikker alkohol. Desuden sørger jeg for at købe gode råvarer.

Jeg spiser rytmisk, så selv om jeg ikke er sulten om morgenen, tvinger jeg mig selv til at få et robust måltid – havregrød eller yoghurt med mysli – som lægger en bund, så det ikke går galt i kaffe og croissanter til møder. Til møder tager jeg aldrig kage, altid frugt«.

Hvordan mestrer du at sige nej til kage?
»Det arrogante svar er disciplin. Men disciplin er alt afhængigt af, hvad der står på bordet. For selv samme disciplin kan jeg ikke mønstre, hvis der stilles is foran mig«.

Har du ændret spisevaner, efter at du blev sundhedsminister?
»Der er ikke sket de store ændringer. Men jeg får flere kommentarer, fordi jeg er minister. Som hvis nogen ser mig spise is, når jeg er i sommerhus. Der kan folk finde på at udbryde: Neej, kan man spise is som sundhedsminister.

Jeg har aldrig været storforbruger af junkfood, men nogle ting spiser jeg mindre af nu. Jeg køber ikke pizza mere, når jeg er træt og bare skal have noget hurtigt. Det er, fordi jeg vil undgå kalorierne, det er jeg blevet mere bevidst om.

Jeg har ikke ændret så meget på mine vaner, men ministerposten har da motiveret mig til at gøre nogle af de ting, jeg længe gerne har villet i gang med«.

Og hvad er det?
»Jeg var i kanon form, da jeg blev valgt i 2005, og levede et rytmisk liv, hvor jeg spiste mere regelmæssigt.

Men det gik fløjten, da jeg blev valgt. Det var godt, jeg blev sundhedsminister, for det var med til, at jeg sagde: O.k. Jakob, nu må du se at komme tilbage til den form, du var i før februar 2005. Og siden har jeg løbet halvmaraton«.

Holder du øje med din vægt?
»Det er jeg nødt til. For det første er der meget fokus på mig. For det andet er jeg en stor mand, og store mennesker skal passe på, for de bliver let meget store.

Ja, det er jo ikke tit, at man får lov til at sige til en kvinde, at man er enormt muskuløs, men nu har jeg fortalt dig det«.

Nå, men hvordan vil du da selv beskrive din fysiske fremtoning?
»Jamen det kommer an på, om du ser mig i tv – hvor alle ser tykkere ud – eller til DHL Stafetten, som jeg løb i tirsdags. Til en messe i Aalborg stod jeg ved siden af en mand, som sagde på syngende jysk: »Wa satan, Jakob, er du så høw? A troede, du var en bette lort«.

Hvis folk ikke ved, at man er høj, så fremstår man let som en lille tyk prop i tv. Og tja, det er der så åbenbart nogle, der tror, jeg er«.

Hvis du skulle give et godt råd – eller en opsang til de danske mænd, hvad skulle det så være?
»En opsang kommer man ingen vegne med. Men mænd siger tit, at hvis man har lidt fedt på maven, så er man bare mere mand – det giver jeg ikke noget for. Lev stærkt, dø ung, er noget pjat. For man lever ikke stærkt, hvis man dropper alle de gode råd«.