Andreas Skovdal er sprunget i det store otte baners bassin i Vestbad i Brøndby, hvor han er klar til sin ugentlige svømmeundervisning.

»I skal lægge jer på maven, mens I holder hinanden i hænderne, så I danner en stjerne«, siger svømmerlæreren Pia Brunner til de tre drenge på holdet.

Andreas Skovdals øjne kigger opmærksomt på svømmelæreren gennem de runde svømmebriller med den markante sorte kant. Han tager de andre i hånden, så de danner en rundkreds. Derefter lægger drengene sig på maven i vandet, så deres ben danner stjernen, mens de trækker vejret under vandet.

Stiv af skræk
Selv om vandet er 3,4 meter dybt, ser det ikke ud til at bekymre den 10-årige Andreas Skovdal. Men indtil for et år siden kunne vand få ham til at stivne af skræk.

Da han virkelig gerne ville lære at svømme, så han sin vandskræk i øjnene og begyndte hos svømmelærer Pia Brunner.

»Jeg kunne ikke have hovedet under vand, fordi jeg var bange for at drukne«, fortæller Andreas Skovdal.

Han har altid været bange for vand, men hans mor Elisa Skovdal, der selv har været i behandling for vandskræk, tror måske, at en særlig episode fra en ferie på Cypern, da Andreas var to år gammel, kan have fremmet angsten.

»Jeg gik helt i panik«
»Vi var ude at bade i en swimmingpool, og jeg havde Andreas på armen. Pludselig glider jeg på det sted i poolen, hvor vandet begynder at blive dybere. Jeg gik helt i panik, og Andreas begyndte at græde«, fortæller Elisa Skovdal, der febrilsk fik kæmpet sig ind til kanten med sin lille søn på armen uden nogen kom noget til.

Når Andreas Skovdal har været ude at bade, har han altid valgt at holde sig tæt på land.

Hvis nogen sprøjtede vand på ham, gik han i panik og ville op på land igen med det samme.

Han brød sig derfor ikke om at være i vandet med andre i nærheden, hvilket gjorde det svært for ham at deltage undervisningen på sit svømmehold. Han bevægede sig ind i ond vandcirkel, hvor han oplevede nederlag på nederlag.

»Jeg var meget bange for at komme ud på det dybe vand, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne komme tilbage igen«, siger Andreas Skovdal. Han forklarer, at vandskrækken fik ham til at føle sig udenfor, da flere af hans klassekammerater godt kunne svømme.

En lille sejr hver gang
En pink plastikfodbold flyver af sted gennem luften og lander i nærheden af Pia Brunner.

»Det handler ikke om at kaste langt, men til hinanden«, råber hun ud til de tre drenge, der er i gang med en anden vandleg ude i bassinet.

Andreas Skovdal befinder sig midt ude i vandet, mens de to andre holder sig tættere til kanten.

»I skal svømme ud til Andreas. Det er snyd at stå helt inde ved kanten«, siger Pia Brunner til dem. Og de adlyder.

Det er et år siden, at Andreas Skovdals forældre valgte at tage ham af sit svømmehold og lade ham få individuel undervisning hos Pia Brunner.

Svømning undgik flere nederlag
Det var blandt andet for at undgå flere nederlag, når han i efteråret 2008 skulle begynde at have svømning som en obligatorisk del af skoleskemaet.

Det første halve år foregik i Vestbads lille 90 centimeter dybe bassin, hvor Pia Brunner var med i vandet. Den første tid handlede det ikke om at lære at svømme, men om at han skulle blive tryg ved vandet og stole på at det ville bære ham i stedet for at trække ham ned.

I undervisningen lægger Pia Brunner vægt på, at børnene hver gang går hjem med følelsen af en lille sejr.

Derfor udfordrer hun dem lidt hver gang, men aldrig så meget, at de oplever et nederlag. Andreas Skovdal har rykket sig lidt hver gang.

Først lærte han at holde det ene øre under vand, så det andet og til sidst hele hovedet. Siden har han både lært at svømme og springe i vandet fra skamlerne for enden af bassinets baner.

»Det er blevet sjovere, efter at jeg har fået det bedre i vandet. Efter jeg har lært at svømme, har jeg også kunnet være mere med ovre i skolen«, siger Andreas Skovdal, der nu deltager på lige fod med sine klassekammerater i svømmeundervisningen.