De fleste kender følelsen af at kunne trænge til en rigtig tudetur for at få afløb for de negative følelser, der har hobet sig op.

Men selv om en tudetur kan gøre underværker, bør man ikke altid opfordre folk til at få grædt ud, skriver Forskning.no.

En undersøgelse, som forskere fra University of South Florida og Tilburg University i USA står bag, tyder nemlig på, at der også findes en dårlig form for gråd.

60 procent får det bedre efter tudetur
Forskerne har taget udgangspunkt i 3000 indrapporterede grædeoplevelser fra personer, der for nylig havde grædt. Et af de interessante spørgsmål, forskerne ville have svar på, var, om forsøgspersonerne havde følt sig bedre tilpas efter tudeturen.

Det gjorde 60 procent, mens 30 procent svarede, at de følte humøret var uændret. 10 procent mente dog, at de havde fået det værre.

Gråd løser ikke problemer
Resultaterne fra undersøgelsen tyder blandt andet på, at mennesker, der lider af angst eller humørforstyrrelser som for eksempel manisk depression, hører til den gruppe, der mindst sandsynligt vil have gavn af en tudetur.

»Den type tilstand er stabil og langvarig og kræver noget helt andet end bare at sidde og græde. Nemlig behandling. I en klinisk situation er gråd det sidste, man opfordrer til«, siger Sven Svebak, der er psykolog og professor i adfærdsmedicin ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim, til Forskning.no.

Sven Svebak tror, at det forholder sig sådan, fordi problemerne stadig er der, efter man har grædt. Han opfordrer heller ikke til, at man fremprovokerer tårerne i håb om at blive renset ud, men at man lader dem komme naturligt.

Gråd slider på immunforsvaret
Ifølge Sven Svebak troede man tidligere, at det var god terapi at lade en person sidde og genopleve dramatiske hændelser, mens de græd uhæmmet.

»Så lavede man et forsøg, hvor en gruppe patienter gennemgik en behandling med terapeutisk gråd, mens en anden gruppe skulle lave noget hyggeligt«, fortæller han og fortsætter:

»Bagefter undersøgte de immunforsvaret og fandt ud af, at det havde taget skade hos de grædende patienter«, siger Sven Svebak.

Han opfordrer i stedet til, at man hjælper sin deprimerede ven med at fokusere på lyspunkterne i tilværelsen, hvilket dog ikke betyder, at man skal ignorere problemerne.