Efter 3,8 km svømning og 180 km på smal racersadel skal triatleterne tumle af cyklerne lige ved Nationalbanken skråt over for Christiansborg.

Mange lader cykelskoene sidde klikket fast i pedalerne, og så stiger de ud af skoene, lader en official tage cyklen – og så vakler de ellers ind mod skifteteltet på strømpefødder.

Flere farer vild på vejen, og må retledes af hjælpere i røde trøjer. Og kombinationen af de dråbeformede aerodynamiske hjelme, det klistrede tætsiddende tøj, insektbrillerne og en sær, sær gangart, får det til at ligne en slags 100 m for sædceller uden retningssans.

»Se ham, han kan jo næsten ikke gå«.

»Skal vi ikke bare smutte, jeg kan ikke holde ud at se på det«, siger en midaldrende kone til sin mand.

LÆS OGSÅ Hjælper på Geels Bakke: Det er ikke til at finde ud af

Men næsten alle andre bliver hængende over de hegn, der stiller os almindelige dødelige fra de aspirerende jernmænd. Herfra hepper vi på de stakkels mennesker, der er på vej ud på 42,195 langs havnefronten.

En har medbragt sin vuvuzela og trutter forkølet, og alle får et klap med på vejen.

Nummer 224: Det er bare så fedt, det her
Nogle af atleterne er introverte og har travlt med at trykke Garmin-uret videre til næste fase, mens de retter på gelposer og energibarer i elastiskbåndet om maven.

Andre får skruet op for begejstringen med en lille gestus.

En laver lasso-tegnet. En anden poserer som en Schwarzenegger. Og så er der nummer 224, Maria Stenderup Korch, der er mor til en hel familie af små triatleter. Hun gjalder ud over Københavns havn:

»Det er bare så fedt, det her!«

En fra publikum kvitterer med et:

»Så er opvarmningen slut. Nu kan I godt se at komme i gang«.

Skråt over for på tribunen foran Christiansborg er folk i mellemtiden ved at være klar til at hylde de første triatleter. Lige nu ligner det australsk dobbeltsejr.