Den første bølge isner langt ind i kraniet, da den rammer ansigtet. Så rammer en crawlende overarm min ryg, og jeg får et ordentligt benspark fra en brystsvømmer på låret.

»Av«, tænker jeg og overvejer endnu engang, hvor smart det egentlig var at melde mig som Politikens svømmende reporter til svømmestævnet Christiansborg Rundt. De to kilometer forekommer langt.

Fra Den Sorte Diamant går turen hen til Knippelsbro. Så ind i kanalen, ned forbi Holmens Kirke, rundt ved Gammel Strand og så igennem Frederiksholms Kanal og tilbage til diamanten.

Deltagere Se din tid her (eksternt link)

Men allerede efter de første halvtreds meter er feltet af svømmere blevet godt fordelt. Varmen fra svømmetagene breder sig i kroppen, og forude rejser Knippelsbro sig. Den ser enorm ud fra andeperspektivet, og jeg begynder i stedet at tænke på, hvor få mennesker der egentlig har oplevet det syn.

Er vandet ikke lidt ulækkert?
Allerede da jeg meldte mig til, havde jeg en del betænkeligheder.

Og bemærkninger fra venner og bekendte som »Er vandet ikke fyldt med gamle cykler og skrald? Det er altså lidt ulækkert!« eller »Jeg har tisset i det« bekræftede bare mine egne tanker.

Jeg drejer om hjørnet ind i kanalen. En bølge havnevand skyller ind i munden, da jeg trækker en portion luft. Det kan ikke undgås.

Våddragt.  Svømmer i klassisk stil. Foto: Ditte Valente

Men selv om det bare smager stærkt af salt, leder det hver gang tankerne hen på den seneste uges historier, om overløbne kloakker, og iron man-deltagere, der har tilbragt hele dage på toillettet efter en svømmetur i København.

Heldigvis har jeg dagen inden spurgt udviklingschef for stævnet, Morten Kjær, hvor stor risikoen er for, at det i virkeligheden er kloakvand, vi skulle svømme rundt i. Og om han kunne forsikre, at jeg ikke efterfølgende ville få diarré.

Det kunne han godt, sagde han med en stemme så blød og venlig, at jeg uden videre troede ham.

»Hvis vandet er forurenet, får vi en oprigning fra Københavns Kommune, og så stopper vi simpelthen stævnet og hiver folk op af vandet. Så det kommer ikke til at ske«.

Brandmændene er nok det farligste
Den venlige udviklingschef lovede også, at man ikke ville skrabe benene på en gammel cykel, banke knæet ind i Agnete og Havmanden eller endnu værre: Støde ind i en strandvasker.

»Det eneste du kan støde ind i er lidt søgræs, som måske kilder lidt. Eller en brandmand. Dem har der desværre været en del af i havnen det sidste stykke tid«, beklagede han.

»Ja, brandmændene er nok det farligste. Men våddragten tager jo det værste. Så er det kun hænderne og fødderne, der kan blive forbrændt - og så ansigtet selvfølgelig«, fortsatte han så.

Heldigvis viser det sig, at brandmændene har valgt at fortrække. Og turen ind gennem det let bølgende vand i kanalen er behagelig. Vandet er lysegrønt og desværre så grynet, at man ikke kan se, hvad der egentlig ligger af ting og sager nede på bunden.

Nogle har mere travlt end andre
Under Stormbroen er vandet kulsort og noget koldere. Hvis man svømmer med hovedet oppe, kan man høre de rungende lyde af prustende åndedræt og crawlsvømmernes arme, der rammer vandoverfladen, når de suser forbi.

Så viser der sig en solstråle i vandet, som langsomt bliver lysegrønt og varmt igen. Jeg er lige ved at blive viklet ind i benene på to veninder, der svømmer ved siden af hinanden. Mormorstil med strukket hals. Modsat crawlsvømmerne ser de ikke ud til at have særlig travlt. De hygger sig.

»Se nu svømmer vi forbi alle bådene«, siger den ene og nikker over mod en rød-hvid træbåd, der skaller lidt i malingen.

»Nej, det var da ikke særlig smart, at tage nyt neglelak på, inden det her. Det er allerede skallet helt af«, small-talker hendes veninde fraværende tilbage og kigger på sine negle.

Udviklingschefen Morten Kjær fortalte i går, at mange af deltagerne ikke svømmer med for at komme først.

Det  er femte gang, at svømmeturen rundt i København bliver afholdt. - Foto: Ditte Valente »Der er ret mange, der tager det som en sight seeing-tur. Det her svømmestævne er ikke kun for eliten, vi laver det også for folk, der svømmer bred brystsvømning. Og der er masser af plads til, at man kan stoppe op og kigge på Børsens spir eller friserne på Thorvaldsens Museum«.

Hele vejen gennem kanalerne og oppe på broerne er der fyldt med heppende mennesker. De råber opmuntrende ord og er ved at vinke armene af led, når de får øje på en, de kender, i vandet.

Kridhvide tæer og fingre
»Giv den gas! Der er kun 200 meter igen«, brøler en mand ned mod vandet.

Ingen af svømmerne omkring mig, ser ud til at kende ham, men hans ord ser ud til at virke bredt. En hel gruppe sætter farten i vejret det sidste stykke ned mod Den Sorte Diamant. Og målet - en blå plade, som chippen om håndleddet skal røre for at registrere tiden.

Oppe på land er benene lidt usikre og fødderne og tæerne kridhvide af kulde. En mand rækker mig en rund, bronzefarvet medalje til at hænge om halsen.

Det føles som første gang, man svømmede 200 meter og endelig fik lov at svømme ud på det dybe.

Fantastisk.