Klokken er 9.30, det er tirsdag.

I Langebæk nær Vordingborg samles 25 kvinder og et par mænd. Alle er omkring efterløns- og pensionsalderen og de fleste iført fleecetrøje, vatteret vest eller vindjakke.

Et par stykker har stok eller vandrestave med, og der er kaffe på termokanderne i de medbragte rygsække. Lige om lidt er der nemlig fælleskørsel til udgangspunktet for den ugentlige udflugt med Inge Antonsens Vandreklub.

Gennem otte år har Inge Antonsen arrangeret vandreture i lokalområdet, og ved Vandrefestivalen 2010, som begynder i dag, står klubben for ture til bl.a. Langø og skovene omkring fiskerlejet Petersværft.

LÆS OGSÅ Vandretur med middagslur

»Alt det, man spekulerer på, bliver så småt, så småt, når man kommer ud og går i naturen. Det har jeg selv erfaret, og så tænkte jeg, at det må også gælde for andre«, siger Inge Antonsen, som har rundet de 80 år.

»Det giver nok de andre et ekstra lille puf, at jeg er den ældste. Når jeg kan, kan de også«, siger Inge Antonsen om vandreturene, som typisk er på 4-5 kilometer, men enkelte gange når op på det dobbelte.

Lokale guider
Inge Antonsens Vandreklub kommer godt omkring i landskaberne på Sydsjælland, Møn og Falster.

»Jeg laver program for et halvt år ad gangen. Som regel besøger vi et sted på egnen og hører lidt om det. Mange af os har boet i området i årtier, men der er jo masser af steder, man aldrig har besøgt. Så der må gerne være et mål med turen. Det giver noget at snakke om«, siger Inge Antonsen.

Denne tirsdag begynder turen på Efterskolen Østergård, som har en gammel gravhøj på grunden. Forstander Irene Borre og afdelingsleder Elver Rasmussen modtager vandreklubben og byder på kaffe, friskbagte boller og en lille historielektion på toppen af højen.

Der er udsigt over Bøgestrømmen og bølgende korn, og skolens får bræger i baggrunden, mens vi hører om den fredede højs årtusindlange forvandling fra gravhøj over bavne til parkanlæg og i dag kulisse til efterskoleelevernes drabelige rollespil.

Kurs mod skoven
Nogle vil gerne høre mere om efterskolen for børn med indlæringsvanskeligheder. Andre vil vandre i Skovhuse Skov, mens formiddagen endnu er ung. Det bliver til en kompromisløsning, og så sætter vi kurs mod skoven.

Inge Antonsen er overbevist om, at vi kan komme helt ind i skoven via et hul i trådhegnet, men hegnet er helt tæt, og vi bliver derfor på en sti i udkanten af skoven.

»Vi har også prøvet at fare vild, men vi finder altid tilbage. Og vi giver hinanden en hånd, hvis der er nogen, som har svært ved at komme igennem et smattet terræn«, lyder det fra flokken, som det tynder lidt ud i undervejs på turen.

I regn og slud
Nogle skal hjem og passe andre aftaler, og andre har bøvl med knæ eller hofter, som sætter grænser for deres gåture.

Vandreklubben tæller cirka 50 personer, og omkring halvdelen møder op om tirsdagen, medmindre det øser ned.

»I sidste uge var vi kun fem, men da styrtregnede det også på hele turen«, fortæller de tapre vandrere, som trodsede det våde vejr og drog på frøjagt omkring Stensby Mark.

»Men uanset vejret tænker man altid: Godt, du gjorde det«, siger Birthe Hansen.

Socialt samværd
Som mange andre i gruppen bor hun alene og nyder det sociale tirsdagssamvær under åben himmel. Hun og flere andre fremhæver også, at vandreklubben er uforpligtende:

»Du kan komme, hvis du vil, og lade være, hvis det ikke lige passer. Men der er ikke mange af os, som lige går en tur i skoven alene sådan en formiddag. Det betyder meget, at vi går sammen«.

LÆS OGSÅ Tag på guidet nattur i skoven

Birthe Hansen glædede sig også over vandrernes omsorg for hinanden, da hun for et par år siden faldt og brækkede skulderen på en tur til Møn:

»Jeg er ikke så god til at bede andre om hjælp, men i tiden efter kom de andre af sig selv og tilbød f.eks. at tage indkøb med for mig«.

En lille en og en sang
Et stykke inde på stien mellem mark og skov samles gruppen til de to faste turritualer: en lille en til halsen og en sang. Inge Antonsen har lavet en kryddersnaps, på 17 forskellige urter. Flokken hæver de små glas og er enig om, at dagens lille skarpe er til den dejligt søde side.

Sangen hedder ’Dagen i dag er din’ og handler om at fylde dagen med glæde, varme, smil og gode ord. Om at være noget for andre og i samme ombæring forskønne sit eget liv.

Den lokale ildsjæl
Flere af tirsdagsvandrerne pointerer, at det er lige, hvad Inge Antonsen gør. Ud over vandreklubben står hun bag en søndagscafé i det lokale aktivitetshus, og næste initiativ gælder en café for demente på byens plejehjem.

»Hun er vores lokale ildsjæl. Jeg er virkelig imponeret over hende«, siger Inge Hansen, som tog med på en vandretur for et år siden og siden har været blandt de faste deltagere.

»Her er plads til alle, og man får en god snak med de andre«, fremhæver hun.

Oplevelser fra naturen
Ebba Rasmussen fra Mern løfter sit kamera og zoomer ind på en lille svamp. Hun samler på naturoplevelser.

»Jeg tager vel 2.000 billeder om året af insekter, svampe og fugle. Jeg tager på mange ture i naturen, men om tirsdagen er det især det sociale, som tæller«, fortæller hun og opfordrer gruppens andre naturinteresserede til at tage med på højskole og fugleudflugter.

Hunden Magda er 13 år, men vil gerne føre an og trækker Bodil Petersen op foran. Hun har 43 tønder land, stor have og masser af dyr hjemme på gården i Stensby Mark, men vil nødig gå glip af vandreturene:

»Jeg må ud og opleve noget. Møde nogle andre og snakke. Holde mig i form fysisk og psykisk«, siger hun og prøver at få Magda til at dæmpe farten.

Gravhunde i 40 år
Bent Rohde har gravhunden Senna med på dagens tur. Den er opkaldt efter den afdøde brasilianske racerkører med fornavnet Ayrton.

LÆS OGSÅ Se verden med dit kæledyrs øjne

»Jeg har haft gravhunde siden 1970, og de andre joker med, at jeg har slidt deres ben ned«, fortæller Bent Rohde, som tidligere var frisk på at klare marcher på 40-50 kilometer. I dag er han medarrangør i vandreklubben og leder turene, hvis Inge Antonsen er forhindret.

Gratis glæder
»Det er rart, at der sker lidt. Mange mænd gider ikke gå, men jeg synes, det er dejligt at komme ud«, siger han, mens vi passerer godset Lilliendal. Undervejs har vi nydt synet af bl.a. musvåger over markerne, slåenbuske, kastanjer og hybenroser.

»Hvor langt har vi gået«, spørger flere, da vi nærmer os bilerne på parkeringspladsen ved efterskolen.

»Jeg ved det ikke. Men mine ben siger mig, at vi har gået 5-6 kilometer«, svarer den erfarne vandretursarrangør, som ikke tager en krone for sin indsats.

»Det glæder mig bare at glæde andre«, siger hun.